fbpx
The Attic Sleepers: Roskilde var en ambivalent milepæl

The Attic Sleepers: Roskilde var en ambivalent milepæl

The Attic Sleepers: Roskilde var en ambivalent milepæl

Forsanger Mathias Barfod og trommeslager Matias Knigge Laursen fra bandet The Attic Sleepers har været gæster på Roskilde Festival i henholdsvis 13 og 10 år.
Alligevel var det en ny oplevelse for dem, da de i juli besøgte den midtsjællandske festival. Denne gang var det nemlig som en del af programmet.
”Det var rimelig vildt, vi var pænt meget oppe at køre i ugen op til og et par dage efter,” griner Mathias Barfod og suppleres af Matias Knigge:
”Vi øvede hele tiden, og så var der en del søvnløse nætter. Vi prøvede at huske, at det var bare musik, man får jo ikke skudt hovedet, hvis ikke det virker.”

Fik lille Roskilde-depression
The Attic Sleepers er i år udvalgt til EXCITE, som ORA er en del, hvilket betyder, at bandet i flere omgange skal til udlandet og give koncert.
Netop sommerens andre spillejobs blev vigtig for makkerparret, da først Roskilde-koncerten var overstået.
”Man kunne godt have en lidt tom følelse – en lille depression. Fordi nu var det overstået, og samtidig var vi super lykkelige over, at det var gået godt,” forklarer forsangeren, mens trommeslageren uddyber:
”Det har været en fed følelse, at vi har spillet der, men det er også ambivalent, fordi nu er drømmen opfyldt. Så nu må vi drømme os videre,” fastslår Matias Knigge.
Heldigvis var pausen ikke så lang, da blandt andet Musik I Lejet ventede lige om hjørnet – og derefter gælder det EXCITE-touren.
”Det passer super godt. Når vi har spillet vores sommerjobs, skal vi videre til Sverige og Finland med EXCITE, hvor vi får en god platform for at komme ud i Skandinavien,” fortæller Mathias Barfod og fortsætter:
”Vi ser ikke os selv som et dansk band, fordi vi synes, at vi har en international lyd, som vi gerne vil brede ud.”

Forventer ikke gennembrud
Selv om The Attic Sleepers nu har været en del af Rising og dermed Roskilde Festival, så regner makkerparret ikke med at tordne ind på hitlisterne og få det store gennembrud.
De vil i stedet fortsætte det arbejde, som begyndte for fire år siden, hvor bandet så dagens lys.
”Vi ved godt, at Roskilde Festival ikke er lig med et stort break. Det kræver hårdere arbejde, når man har spillet på Roskilde, fordi der skal kæmpes for at bruge det videre,” mener Matias Knigge og uddyber:
”Vi er indstillet på, at det stadig kan være en lang proces herfra. Men det er fedt at være en del af det og se det vokse.”

Benarbejde skal der til
Koncerten på Roskilde Festival var den foreløbige kulmination på flere års arbejde for bandmedlemmerne, men arbejdet stopper ikke her – tværtimod.
”Man er nødt til at have noget at komme med og lave noget benarbejde, så navnet er lidt kendt. Sangene vi arbejder med i øjeblikket er faktisk skrevet tilbage i 2011,” afslører Mathias Barfod og bakkes op af makkeren:
”Det bunder nok i, at vi har været meget tålmodige med vores sange. Vi har ikke bare spyttet nogen sange ud, det har virkelig været en lange proces. Vi vil ikke være et one-hit-wonder, vi vil gerne bygge en base op,” fastslår han.
Hvor langt musikken tager de to venner, har de ingen anelse om, og de har ikke lagt en stor forkromet plan for The Attic Sleepers.
”Man skal bare bruge sindssygt meget tid på det, man skal være villig til at ofre en masse ting. Og så sørgede vi for at samle et stærkt hold omkring os. Vi har taget det skridt for skridt,” mener Matias Knigge.
”Vi har aldrig haft et præcist mål, men vi ville gerne ud og spille. Nu skal vi spille en masse henover sommeren, og så har vi et hold, der arbejder på at få vores materiale bredere ud blandt andet til udlandet,” slutter Mathias Barfod.

EXCITE

The Attic Sleepers på Facebook

The Entrepreneurs: Hattrick-helte på Roskilde Festival

The Entrepreneurs: Hattrick-helte på Roskilde Festival

Det er tryggende varmt, og støvet sætter sig på alle bare svedige hudflader, da de tre medlemmer af det danske band The Entrepreneurs indfinder sig i mediebyen på Roskilde Festival.
Få øjeblikke tidligere sad trekløveret i den bagende sol midt på festivalpladsen, hvor de var en del af en session hos musikmagasinet GAFFA.
Egentlig skulle Jonas Wetterslev (trommer), Mathias Bertelsen (forsanger & guitar) og Anders Hvass (guitar & vokal), som bandmedlemmerne hedder, også have spillet en koncert i forlængelse af sessionen, men den blev aflyst i sidste øjeblik.
Normalt ville en aflyst koncert på Roskilde Festival få et upcoming bands verden til at styrte i grus, men The Entrepreneurs tager det rimelig roligt – hvilket formentlig skyldes, at de allerede har spillet flere koncerter på festivalen.
”Det er blevet til tre, så der har været tryk på,” konstaterer guitarist Anders Hvass med et grin.

Grædende koncertgæst
The Entrepreneurs, der om få dage spiller på årets UHØRT, var en del af Roskilde Rising.
Derfor spillede bandet i opvarmningsdagene, hvor det også blev til to andre koncerter.
”Det er en kæmpe udfordring, som vi har gået og ladet op til i lang tid,” afslører Jonas Wetterslev.
Mens en af koncerterne foregik på Rising-scenen, så var de to andre under noget andre vilkår, hvor blandt andet koncerten i området Dream City gjorde et specielt indtryk.
”Dream City var virkelig intimt, hvor vi var helt tæt på publikum. Bagefter kom der faktisk en grædende fyr op til os og roste koncerten,” smiler Anders Hvass.
The Entrepreneurs har eksisteret i et års tid, hvor tingene i de seneste måneder er gået rigtigt stærkt, det tager bandet dog med ophøjet ro.
”Vi er omstillingsparate, så vi kan sådan set spille på en palle, hvis vi bliver bedt om det,” fortæller Mathias Bertelsen og uddyber:
”Det er punk, så det virker alle steder. Hvis vi vil noget som rockband, så skal vi se det positive i alle koncerter – det handler om at spille på stemningen.

Trives med presset
Den pæne succes og opmærksomhed har fået mange til at udnævne The Entrepreneurs som et af Danmarks kommende håbefulde navne.
Den titel tager trekløveret gerne på sig.
”Vi er jyder, så vi holder fødderne og Jonas (Wetterslev, red.) på jorden,” griner Anders Hvass med henvisning til kammeratens københavnske baggrund.
”Som dansk band er det fedt at blive udråbt som det næste store. Det vil vi gerne følge op på, og vi synes faktisk, at det er fedt at have det pres på os. Det er benzin på bålet, forklarer Jonas Wetterslev.
De tre band-kammerater indrømmer dog også, at de ikke havde set accelerationen omkring bandet komme.
”Vi havde lagt planer for udviklingen og fremtiden, men de er slet ikke store nok,” konstaterer Mathias Bertelsen.

Gambling og befrielse
Netop fordi udviklingen er gået så stærkt og mange forskellige interessenter hiver i bandet, har The Entrepreneurs valgt, at lade sig signe af selskabet Like A Can Of Beans Records.
”Vi vil gerne koncentrere os om at spille, så det er en befrielse, at nogen gider tage sig af alt det andet,” fortæller Anders Hvass og suppleres af Mathias Bertelsen:
”Det gør vores produkt bedre, men det er da gambling og en udfordring at overlade så meget til andre, men vores grundsubstans er så stærk, så vi godt kan give noget væk.”

Udfordringerne venter
Om få dage indtager The Entrepreneurs scenen på årets udgave af UHØRT på Refshaleøen i København, hvor de efterfølgende får kritik og input fra en stribe branchefolk. Og selv om de en måned tidligere har spillet tre koncerter på UHØRT’s storesøster i Roskilde, så er bandmedlemmerne klar til at lytte.
”Vi kan vælge og vrage mellem rådene. Alting er så flygtigt i musikbranchen, så vi tager det hele med og arbejder stenhårdt,” fastslår Jonas Wetterslev, der sammen med de to andre også er begyndt at tænke i udgivelse af plade.
”Vi er langt i tankerne, men ikke i det fysiske produkt,” erkender Anders Hvass og fortsætter:
”Vi glæder os til at arbejde med producerne, fordi vi er klar over, at det kan bide os i halen, når vi kun har udgivet to numre.”
Samtidig er trekløveret indstillet på, at indspilningerne bliver en helt ny form for udfordring.
”Der er ikke nemt at indspille for en type band som os, fordi vi lever så meget på publikums energi, men der kommer jo hele tiden stadier, hvor vi skal lære noget nyt,” slutter Mathias Bertelsen.

The Entrepreneurs

UHØRT

Et gratis orgie af viden om musikbranchen

Et gratis orgie af viden om musikbranchen

Et gratis orgie af viden om musikbranchen

Der bliver rigeligt at holde styr på og masser af viden at tage med hjem, når ORA sammen med Musikforeningen MONO, Dansk Musiker Forbund i Aarhus og 4Sound Aarhus City inviterer til Musikerdag 2015 i Monorama torsdag den 17. september mellem kl. 16.00 og kl. 22.00.

Det bliver en aften, hvor du og bandet kan få input fra blandt andre Søren Balsner fra Carpark North, Anders Bøtter fra P6 Beat, Signe Tobiasen fra Nelson Can og musiker Marie Fisker.
I løbet af eftermiddagen og aftenen vil bandcoach Kristian Koch holde et oplæg om sceneoptræden, Anders Bøtter vil fortælle om ny musik i radioen, mens bandet I’ll Be Damned giver koncert og live-clinic.
Der vil ligeledes være grejtest, minikoncerter og demosessions, hvor Stefan Facius, Marie Fisker og Søren Balsner giver feedback på alt fra musik over bandhjemmeside til videoer.
Derudover kan I få opdateret jeres bandfoto, når fotograf Peter Svendsen står klar med kameraet.
Det bedste ved det omsiggribende program er, at det hele er gratis. Du skal i langt de fleste tilfælde bare møde op og suge viden til dig, men der kan være enkelte steder, hvor tilmelding er påkrævet.

Musikerdag 2015 på Facebook

Foreløbigt program for Musikerdag 2015
13.00-21.00: Klik-fotosessions med Peter Svendsen
16.30-18.00: Kristian Koch – Styrk bandets sceneoptræden
16.30-21.00: Demosessions m/ Stefan Facius, Marie Fisker og Søren Balsner.
16.30-21.00: Audiovox formstøber ørepropper
17.30-21.00: 4Sound byder på grejtest og showcase
18.00-18.15: Minikoncert i 40’eren
18.15-19.15: Jesper Mardahl og Signe Tobiasen – Act As Business
19.15-19.30: Minikoncert i 40’eren
19.45-20.30: Anders Bøtter – Ny musik i radioen
20.30-20.45: Minikoncert i 40’eren
21.00-22.00: Live-clinic og koncert med I’ll Be Damned

ORA tager til Folkemødet

ORA tager til Folkemødet

ORA tager til Folkemødet

‘Dagens kulturclash’, ‘Er kunststøtten på omgangshøjde’, ‘Koda Skole Grand Prix’ og ‘Kultur som stor lokal driver’ er bare nogen af titlerne på begivenheder, der finder sted, når det danske musikliv igen indtager Folkemødet på Bornholm 12.-15. juni under beskrivelsen Rosengade – Kunst & Kultur Live.
ORA er en del af initiativet, der skal stille skarpt på kunsten og kulturpolitikken i Danmark, men også give politikerne mulighed for at stifte bekendtskab med maskinrummet, når de selv skal dirigere et sangkor, mens skuespillere og performere træder op i Rosengade, installationer skal inspirere, og bladtegnere fanger Folkemødets øjeblikke i deres streg – mens kor og dirigenter byder op til fællessang.
Rosengade lægger ligeledes scene til en stribe livekoncerter hver aften kl. 21.30 med blandt andre Mads Langer, Barbara Moleko og Niels Hausgaard.

Udover ORA deltager også Dansk Artist Forbund, Dansk Musiker Forbund, Dansk Live, Koda, Dansk Kapelmesterforening, Dansk Kunstnerråd, Dansk Skuespillerforbund, Dansk Korforbund, Dansk Musikforlæggerforening, Organisationen Danske Museer, Billedkunstnernes Forbund, Foreningen af Kunsthaller i Danmark, Dansk Solistforbund, Danske Bladtegnere og Gramex i Rosengade – Kunst & Kultur Live, som er realiseret i samarbejde Roskilde Festival, Statens Kunstfond, IFPI og Royal Unibrew.

Rosengade på Facebook

ORA tager til Folkemødet

Øvelokaler skal være mere end bare øvelokaler

Øvelokaler skal være mere end bare øvelokaler

Der var lagt op til masser af snak og debat, da ORA tidligere på måneden holdt sit årlige forårsseminar i Odense.
Årets tema var ’Fremtidens øvelokaler’, hvor deltagerne diskuterede, hvordan de kommende års udfordringer og opgaver ser ud for de danske øvelokaleforeninger.
Med udgangspunkt i årets tema blev der gjort status på landets vækstlag, og hvordan man kan styrke arbejdet for de musikere, som er på vej frem eller stadig leder efter deres musikalske identitet.
Deltagerne kunne blandt andet konstatere, at det danske vækstlag og sammensætningen i øvelokaleforeningerne er ganske kompleks, fordi nogen bands går efter det store gennembrud, mens andre blot hygger sig med musikken i selskab med vennerne. Derfor er efterspørgslen på initiativer og engagement meget forskellig fra sted til sted og fra musiker til musiker.
Tidligere har seminaret haft besøg af flere oplægsholdere i løbet af de to dage, det strækker sig over, men i år var det kun musiker Rasmus Stolberg fra gruppen Efterklang, der var på besøg for at holde et oplæg.
Han fortalte om gruppens historie fra starten i øvelokalerne i Sønderborg og på Refshaleøen til det absolutte højdepunkt, hvor bandet gav koncert i Operahuset i Sydney.
Sidenhen er Efterklang blevet meget mere end bare et band, da de blandt andet har udgivet flere film, stiftet et pladeselskab og en radiostation.
Rasmus Stolberg bød også ind i forhold til fremtidens opgave for landets øvelokaleforeninger, der i hans optik skal være mere end bare et sted, hvor håbefulde bands og musikere kan øve.
”Det er super vigtigt, at der er et sted, hvor man kan øve. Det er en sindssygt vigtig funktion, fordi det er ikke nemt at finde et sted at øve,” forklarer han, men fastslår samtidig: ”Øvelokaleforeningerne skal ikke bare stille lokaler til rådighed eller lave en festival. Foreningerne skal også udøve hjælp til selvhjælp, så medlemmerne får nogen redskaber til at komme videre med deres musik, hvis det er det, de vil.”

Samtidig opfordrer Rasmus Stolberg ligeledes musikerne til at tænke i andre baner, når de skal ud til publikum med deres musik.

”Måske er en garage bedre end et spillested? I stedet for at vente på at folk skal give dig en koncert, så lav din egen. Det er virkelig simpelt, hvis det går godt og bliver en succes, så skal andre nok få øjne op for jeres musik,” mener musikeren, men han understreger samtidig, at det er hårdt arbejde at slå igennem.
”Lav noget helt vildt god musik med nerve – tro på det. Og når det er på plads, så skal man arbejde hårdere end man tror, og selv skabe rammerne i stedet for at vente på en foræring,” lyder opfordringen fra Rasmus Stolberg.

Han understregede ligeledes, at man ikke skal give op bare fordi de første forsøg ikke lykkes.

”Det handler om at få folk til at lytte til musikken, så de falder for den og bliver engageret i den. Man skal ikke sende en mail og tænke, at så er de måske ikke interesserede, hvis ikke man hører noget.”

”Så må man skrive igen, når der er noget nyt – koncert, materiale eller anden udvikling. Det er stadig den gode musik og det gode argument, der kommer forrest,” slutter Rasmus Stolberg.

Efterklang

Usælgelig bunker bliver til øvelokaler

Usælgelig bunker bliver til øvelokaler

Gennem længere tid har ejendomsmæglere uden held forsøgt at sælge en stor bunker på Skovsvinget i Aalborg.
Den 1. oktober sidste år overtog Aalborg Kommune så bunkeren, og nu har kommunens politikere besluttet, at bunkeren i fremtiden skal huse seks øvelokaler. Sundheds- og Kulturudvalget har netop godkendt planerne, der blandt andet indeholder en investering på 1,3 millioner kroner, som går til lydisolering, varme, ventilation og generel klargøring af lokalerne.
”Øvelokaler til det rytmiske musikmiljø er en stor mangelvare i Aalborg, og med denne mulighed kan vi hjælpe cirka 20 bands,” fortæller kulturrådmand Mads Duedahl (V) til Nordjyske og fortsætter:
”Det er samtidig en hjælp til det kulturelle vækstlag i byen, som vi også gerne vil fremme, så Aalborg ikke kun er en by, der køber sig koncerter med de store navne udefra, men at byen også gør noget for at bakke op om egne talenter.
Det bliver den nystiftede forening – Aalborg Musikforening, som skal stå for den daglige drift og fordelingen af øvelokalerne.
”Det er pisse fedt. Vi er jo en forening, som ikke har et hus ellers. Derfor er det afgørende, at kommunen har sagt ja, ellers skulle vi finde noget andet, forklarer Nick Siriwadh,” der er bestyrelsesformand i Aalborg Musikforening og uddyber:
”Vi har ikke rigtigt søgt om bunkeren, så noget af det er held. Det er bare god timing, fordi jeg gik ud og satte noget i gang samtidig med, at kommunen overtog bunkeren. Det er meget kærkomment, at det sker, fordi det er virkelig noget, som har manglet i Aalborg.”
Nick Siriwadh har de seneste måneder haft en facebookgruppe for musikere, der manglede et sted at øve i Aalborg. Gruppen har 240 medlemmer, og 60 af dem er indtil videre blevet betalende medlemmer i Aalborg Musikforening, derfor glæder han sig til, at bunkeren står klar til brug.
”Det betyder, at en masse bands får mulighed for at øve, som byen måske ellers ville gå glip af. Det må alt andet lige booste Aalborgs musikmiljø,” mener Nick Siriwadh.
Den 400 kvadratmeter store bunker blev bygget i 1944 og blev sidenhen udvidet i forbindelse med den kolde krig. Senest har Aalborg Universitet renoveret og nydt godt af bunkeren, men nu tager Aalborg Musikforening altså over.
Det betyder dog ikke, at naboerne behøver frygte støjgener, da bunkerens vægge er mellem 60 og 200 cm tykke – og dermed en ganske sikker støjdæmper.
I første omgang etableres seks øvelokaler til bands, men på sigt kan der formentlig etableres endnu et øvelokale til orkesterbrug. Derudover er der flere mindre lokaler, som kan indrettes til øvelokaler for et instrument – for eksempel trommer eller lignende.
Aalborg Kommune forventer, at bunkeren står klar til brug i løbet af efteråret eller vinteren 2015.

Aalborg Musikforening

Get Your Gunn på EXCITE-tour: Et boost i turnelivet

Get Your Gunn på EXCITE-tour: Et boost i turnelivet

Get Your Gunn på EXCITE-tour: Et boost i turnelivet

De seneste måneder har bandet Get Your Gun spillet i både Tallinn, Paris, Thisted og Helsinki.
Dermed er det blevet til mange timer på landevejene for brødreparret Andreas (forsanger/guitar) og Søren Westmark (trommer) og Mark Kühn (bas), der i øjeblikket tilsammen danner trioen Get Your Gun.
Ud over den livlige turneaktivitet på eget initiativ, så er bandet ligeledes valgt som den danske del af EXCITE, der er et europæisk talentsamarbejde, som giver bands mulighed for udveksling mellem spillesteder i Scotland, Luxembourg, Belgien, Tyskland, Norge, Sverige og Holland.
Netop Holland og Belgien har i den forbindelse for nylig haft besøg af Get Your Gun, der spillede på Freeze Festival i hollandske Leeuwarden og Play Festival i belgiske Hasselt.
”Det var nogen superfede festivaler, og det var fedt at være en del af noget, som ORA og vi ved fungerer,” fortæller forsanger Andreas Westmark og fortsætter:
”Hvis ORA vælger at samarbejde med en festival eller et venue, så ved vi, at det virker. Det gør, at vi har mere overskud, når vi skal på scenen, fordi vi ikke skal bruge energi på alt muligt uden om.”

Giver opture undervejs
Når man bruger så meget tid på landevejene, som Get Your Gun har gjort den seneste tid, er det små ting, som betyder noget.
”Når du er i søvnunderskud og måske kun har sovet to timer, så giver det virkelig et boost, når der er styr på tingene, når du kommer frem. På den måde var det to super cool festivaler, vi spillede på,” fastslår forsangeren og uddyber:
”Arrangøren af Play Festival hilste for eksempel personligt på os og tog sig tid til at spise sammen med os. Det var virkelig fedt.”
Generelt forsøger Get Your Gun at holde et højt bundniveau, selv om de spiller mange koncerter, derfor er det også vigtigt at finde ting, som undervejs kan give ekstra energi.
”Vi skal passe på med at komme for meget ind i en sikker rutine. VI skal gøre noget, som giver os boosts på turneen,” fastslår Andreas Westmark.
Det betyder blandt andet, at bandet under et besøg i Baltikum besluttede sig for at invitere en ny gæstemusiker med på scenen hver gang, de kom til et nyt land. Det blev til besøg af en violinist, en harpespiller og en cellist.
Det er dog langt fra nyt for bandet at få nye musikere på besøg. Som udgangspunkt er det brødrene Andreas og Søren Westmark, der tegner Get Your Gun.
”Vi ser os selv som en duo med et flydende hold. Det er fedt, fordi vi kan tage folk og instrumenter med, som vi fungerer godt sammen med – som vi gør med Mark,” forklarer Andreas Westmark.

Handler om at bygge oven på
Selv om Get Your Gun kommer godt rundt i Europa i øjeblikket, så er Belgien og Holland ikke et af de steder, de har satset stort på i første omgang.
Derfor kom EXCITE-muligheden ganske kærkomment.
”Det er fedt, at vi får chancen i lande, hvor vi ikke har så meget fod på det endnu,” konstaterer forsangeren, der dog allerede kan skimte et nyt besøg i horisonten.
”Vi er lige blevet booket til Eurosonic i Groningen. Det er godt, fordi det handler altid om at bygge oven på, og den største succes er sådan set, hvis vi kan blive booket til en ny koncert i samme land, hvor vi lige har været,” forklarer Andreas Westmark og fortsætter:
”Det betyder, at publikum kan høre os og sige; nå ja, dem har jeg da hørt om eller hørt før”.
Resten af 2014 og et godt stykke ind i 2015 regner Get Your Gun med at turnere, men der skal også blive plads til at arbejde på nyt materiale.
”Vi plejer at lægge en halvårsplan, som vi så vurderer, når det halve år er gået samtidig med, at vi planlægger et nyt halvt år frem. Med bookningen til Eurosonic er vi dog allerede i gang med det kommende halvår, så vi regner bare med at spille sindssygt meget i 2015 også,” slutter Andreas Westmark med et grin.

Get Your Gun

EXCITE

Bandcoach: Det handler om at få de andre til at se godt ud

Bandcoach: Det handler om at få de andre til at se godt ud

Regnen stod ned i stænger, da kvintetten Blå Nætter lørdag eftermiddag indtog Hvid Scene på UHØRT.
Scenen var heldigvis overdækket, så både band og publikum var nogenlunde i tørvejr.
Blå Nætter med Simon Olsen i front måtte dog erkende, at regnvejret havde holdt en del gæster hjemme. Bandet virkede alligevel fast besluttet på at give det publikum, der havde trodset vejrguderne, en god oplevelse med det dansksprogede materiale.
Efter en halv times tid takkede bandet af, skyndte sig at pakke udstyret sammen for at tage turen over i en nærliggende skurvogn, hvor de to bandcoaches Henrik Marstal og Kristian Koch sad klar med input.
Som en del af pakken på UHØRT havde makkerparret netop overværet Blå Nætters koncert og skulle ud fra den give bandet ris og ros, som de kunne tage med videre.
Da de fem bandmedlemmer havde sat sig, blev æggeuret sat, og så gik snakken ellers.

Mennesker er flokdyr
”Jeg er skide dårlig til at pakke tingene ind, så I må tage det med, I kan bruge og tage resten fra,” begyndte Kristian Koch, som havde fokus på bandmedlemmernes fremtoning, mens Henrik Marstal primært fokuserede på musik og tekst.
De to coaches var dog enige om, at det velklædte band scorede point på tøjvalget i form af blandt andet blazere og skjorter, ligesom der var umiddelbar ros til bassist Andreas Valdemar og Christian Petersen på trommer.
Kristian Koch mente dog, at alle fem medlemmer skulle arbejde med indbyrdes kontakt og fokus.
”I er ret tit oppe i snotten på hinanden uden rigtigt at have kontakt. I skal have kontakt med hinanden, fordi mennesker er præget af flokdyrsmentalitet, hvis I har noget sammen, så vi publikum være med,” fortalte han.
Samtidig rådede han bandet til at være bedre til at bringe hinanden i fokus.
”Hver gang en af jer laver ’the rockmove’ over til en af de andre, så er I med til at fjerne fokus fra ham, der står og synger eller spiller en solo,” forklarede Kristian Koch og uddybede:
”I skal være opmærksomme på, hvem der har ’den’. Hvis ikke det er jer, så skal I hjælpe de andre. Det handler om at få de andre i bandet til at se godt ud”.

For meget flinkeskole
Henrik Marstal roste blandt andet bandet for at synge på dansk og var som udgangspunkt positiv over for både tekster og musikken.
”Du har en god tekstudtale, og det er godt, fordi når teksten er på dansk, så vil vi gerne høre ordene. Derfor skal du også øve dig i at fortælle historier i sangene,” forklarede han til forsanger Simon Olsen.
Marstal efterlyste desuden lidt dynamik og dramaturgisk opbygning af koncerten.
”Der mangler måske lidt skæve elementer. Det bliver lidt for meget flinkeskole. Publikum må ikke begynde at kede sig, fordi så mister de fokus,” fastslog bandcoachen og fortsatte:
”Og så skal I have styr på overgangene mellem numrene, der kan I virkelig miste publikum, hvis ikke I passer på.”

En blåstempling af bandet
Efter 20 minutters coaching kunne kvintetten sige pænt farvel til Kristian Koch og Henrik Marstal. Trods et væld af input og gode råd, så var hverken forsanger Simon Olsen eller guitarist Mads Mørkegaard slået ud – tværtimod.
”Det er nok mest, det negative vi tager med, fordi det er jo det, vi skal arbejde allermest med. Vi skal virkelig have fokus på performance, men det vidste vi egentlig godt,” konstaterede Mads Mørkegaard.
Blå Nætter har kun spillet sammen i fem år og har derfor rigtig meget fokus på at være hjemme i bandets materiale, derfor erkender de også, at udtrykket på scenen måske ikke altid er i fokus.
”Vi går meget op i at blive hørt og få spredt vores brand,” forklarede Simon Olsen.
Sammen med bandets guitarist er han dog helt enig i, at der skal fokus på helheden. Derfor er coachingen i forbindelse med jobbet på UHØRT guld værd for bandet, der i det hele taget bare glædede sig over chancen.
”Ligesom da vi spillede på SPOT Festival, så må det åbne nogen døre at spille på UHØRT. Det er pisse god reklame, at vi har spillet her. Det er en blåstempling af Blå Nætter,” sluttede Simon Olsen, inden han og de fire andre bandmedlemmer satte sig sammen for at fordøje koncert og input over en øl.

Blå Nætter består af: Simon Olsen (vokal), Mads Mørkegaard (lead guitar), Jacob Rasmussen (orgel), Andreas Valdemar (bas) og Christian Petersen (trommer).

Blå Nætter på Facebook

Get Your Gunn på EXCITE-tour: Et boost i turnelivet

Charlotte Haesen: EXCITE er win-win

Charlotte Haesen: EXCITE er win-win

Fredag aften indtog kvartetten Charlotte Haesen fra Luxembourg Café-scenen på årets SPOT Festival, hvor de sammen med hollandske The Future’s Dust og belgiske Tubelight gav koncert i forbindelse med det europæiske vækstlagssamarbejde EXCITE, som ORA er en del af.
Koncerten var første stop på årets EXCITE-tour, der slutter til november på Sørveiv i Norge. Og bandets fire medlemmer var glade for muligheden på festivalen, som på flere helt lavpraktiske punkter havde imponeret firkløveret.
– Cateringen er virkelig god og så er her meget rent. Det er vi ikke altid vant til, konstaterer Jerome Klein, der spiller synth i bandet.
Han bliver straks suppleret frontkvinden Charlotte Haesen.
– SPOT er en fantastisk festival, og det var Offspring i Tivoli, hvor vi spillede i sidste weekend også. Det er meget specielt og fedt, at begge festivaler ligger midt i Aarhus og København, fortæller hun.

Kan lære af de andre
Selv om de tre EXCITE-bands, der besøgte Aarhus, er meget forskellige, så får de masser af input fra hinanden.
Samtidig havde ORA arrangeret en get-together, hvor de tre bands fik mulighed for at høre mere om, hvordan man kan gribe det danske marked an, når det gælder både udgivelse af musik og jobs på landets spillesteder.
– Vi kender ikke EXCITE så godt endnu, men det giver os mulighed for at spille jobs i forskellige lande, og ideen er fed, fordi vi får mulighed for at møde andre bands i samme situation, forklarer bassisten Pol Belardi og uddyber.
– Selv om vores stil og genrer er forskellige, så er vores udfordringer stort set de samme. Og vi har allerede talt med The Future’s Dust om at dele kontakter og finde jobs sammen i Holland og Luxembourg. Det er win-win.

Udgivelse og tour
Selv om Charlotte Haesen og resten af bandet ikke har sovet i 30 timer, da de er færdige med at spille på SPOT Festival, så havde de ingen planer om at gå i seng.
– Vi føler os virkelig velkomne. Spot har taget hånd om os og får os til at føle os specielle, smiler frontkvinden og får opbakning fra trommeslager Aloyse Weylen.
– Vi har været på vores halve times catwalk, men det fede er, at bands bliver hængende her, så vi har mulighed for at tale samme og netværke, forklarer han.
Lørdag morgen gik turen tilbage til Luxembourg, hvor bandet er godt i gang med deres første album, mens de fortsat leder efter et selskab, der vil hjælpe dem videre i karrieren. Lige rundt om hjørnet lurer dog også en turné i Canada, og i august skal bandet spille i Hamborg som en del af EXCITE-samarbejdet.

Excite

Tubelight

Charlotte Haesen

The Future’s Dust

ORA tager til Folkemødet

ORA samler viden og erfaringer

ORA samler viden og erfaringer

Det helt store kodeord er vidensdeling, når ORA i øjeblikket tager næste skridt i et projekt, der skal samle viden og erfaringer til fordel for landets amatørmusikere.
”Det handler om at samle viden og formidle viden til amatørmusikere. Vi er gået videre til anden fase, hvor vi skubber projektet ud mod og til brugerne, men er stadig i den opbyggende fase med indsamling af data og viden,” forklarer projektleder Mikkel Larsen.
Projektets omdrejningspunkt bliver i første omgang en hjemmeside, hvor amatørmusikere og andre nysgerrige kan søge viden og svar på den meste, der omhandler livet som musiker.
”Det kan være viden om at stemme et trommesæt, skrive en ansøgning eller finde ansøgningsfrister for forskellige relevante puljer eller lignende,” fortæller projektlederen.
I forbindelse med opbygningen af både hjemmeside og vidensbank er ORA på jagt efter musikernes input ved hjælp af en stor spørgeskemaundersøgelse, der består af et skema for folk i musikbranchen og et skema specifikt for musikerne, så organisationen kan få et større indblik i, hvad vækstlagets musikere og branchen generelt efterspørger.
”Vi vil gerne vide, hvad musikerne gerne vil vide noget om. Det gør vi for at finde ud af, hvad branchen savner eller mangler på dette felt,” forklarer Mikkel Larsen og fortsætter.
”Det handler om at give så mange muligheder og input som muligt.”
Når selve hjemmesiden er oppe at køre, er det planen, at der skal tilknyttes en konsulent til projektet, som kan være med til at udbrede og uddybe den indsamlede viden.
Det kan for eksempel ske ved besøg på uddannelsesinstitutioner, hvor musik er en del af hverdagen. Det kan også være på en højskole, hvor man skal have hjælp til at sætte en festival op eller noget helt tredje.
Og ifølge projektleder Mikkel Larsen er projektet ramt lige på kornet i forhold til amatørmusikerne.
”Vi har fået rigtig god feedback, og der er stor begejstring omkring projektet,” slutter han.

Brugerundersøgelse for musikere

Brugerundersøgelse for musikbranchen