fbpx

Get Your Gunn på EXCITE-tour: Et boost i turnelivet

De seneste måneder har bandet Get Your Gun spillet i både Tallinn, Paris, Thisted og Helsinki.
Dermed er det blevet til mange timer på landevejene for brødreparret Andreas (forsanger/guitar) og Søren Westmark (trommer) og Mark Kühn (bas), der i øjeblikket tilsammen danner trioen Get Your Gun.
Ud over den livlige turneaktivitet på eget initiativ, så er bandet ligeledes valgt som den danske del af EXCITE, der er et europæisk talentsamarbejde, som giver bands mulighed for udveksling mellem spillesteder i Scotland, Luxembourg, Belgien, Tyskland, Norge, Sverige og Holland.
Netop Holland og Belgien har i den forbindelse for nylig haft besøg af Get Your Gun, der spillede på Freeze Festival i hollandske Leeuwarden og Play Festival i belgiske Hasselt.
”Det var nogen superfede festivaler, og det var fedt at være en del af noget, som ORA og vi ved fungerer,” fortæller forsanger Andreas Westmark og fortsætter:
”Hvis ORA vælger at samarbejde med en festival eller et venue, så ved vi, at det virker. Det gør, at vi har mere overskud, når vi skal på scenen, fordi vi ikke skal bruge energi på alt muligt uden om.”

Giver opture undervejs
Når man bruger så meget tid på landevejene, som Get Your Gun har gjort den seneste tid, er det små ting, som betyder noget.
”Når du er i søvnunderskud og måske kun har sovet to timer, så giver det virkelig et boost, når der er styr på tingene, når du kommer frem. På den måde var det to super cool festivaler, vi spillede på,” fastslår forsangeren og uddyber:
”Arrangøren af Play Festival hilste for eksempel personligt på os og tog sig tid til at spise sammen med os. Det var virkelig fedt.”
Generelt forsøger Get Your Gun at holde et højt bundniveau, selv om de spiller mange koncerter, derfor er det også vigtigt at finde ting, som undervejs kan give ekstra energi.
”Vi skal passe på med at komme for meget ind i en sikker rutine. VI skal gøre noget, som giver os boosts på turneen,” fastslår Andreas Westmark.
Det betyder blandt andet, at bandet under et besøg i Baltikum besluttede sig for at invitere en ny gæstemusiker med på scenen hver gang, de kom til et nyt land. Det blev til besøg af en violinist, en harpespiller og en cellist.
Det er dog langt fra nyt for bandet at få nye musikere på besøg. Som udgangspunkt er det brødrene Andreas og Søren Westmark, der tegner Get Your Gun.
”Vi ser os selv som en duo med et flydende hold. Det er fedt, fordi vi kan tage folk og instrumenter med, som vi fungerer godt sammen med – som vi gør med Mark,” forklarer Andreas Westmark.

Handler om at bygge oven på
Selv om Get Your Gun kommer godt rundt i Europa i øjeblikket, så er Belgien og Holland ikke et af de steder, de har satset stort på i første omgang.
Derfor kom EXCITE-muligheden ganske kærkomment.
”Det er fedt, at vi får chancen i lande, hvor vi ikke har så meget fod på det endnu,” konstaterer forsangeren, der dog allerede kan skimte et nyt besøg i horisonten.
”Vi er lige blevet booket til Eurosonic i Groningen. Det er godt, fordi det handler altid om at bygge oven på, og den største succes er sådan set, hvis vi kan blive booket til en ny koncert i samme land, hvor vi lige har været,” forklarer Andreas Westmark og fortsætter:
”Det betyder, at publikum kan høre os og sige; nå ja, dem har jeg da hørt om eller hørt før”.
Resten af 2014 og et godt stykke ind i 2015 regner Get Your Gun med at turnere, men der skal også blive plads til at arbejde på nyt materiale.
”Vi plejer at lægge en halvårsplan, som vi så vurderer, når det halve år er gået samtidig med, at vi planlægger et nyt halvt år frem. Med bookningen til Eurosonic er vi dog allerede i gang med det kommende halvår, så vi regner bare med at spille sindssygt meget i 2015 også,” slutter Andreas Westmark med et grin.

Get Your Gun

EXCITE