Ethereal Kingdoms – Fotograf Mathilde Maria Rønshof
Bandcoach Kristian Koch har fif til gennembruddet med noget så enkelt som unikt tøj og anskaffelse af et bagtæppe – og hør Sofia Schmidt fra Ethereal Kingdoms om deres brug af rekvisitter og visualiseringer, og lystekniker Martin Lundholm om, hvordan lys og lyd kan blive mere sammenhængende.
Artikel af Pernille Randrup
”Der er to ting, der er vigtige at tænke på, når et orkester skal købe ekstraudstyr. Det første er, hvor meget det koster. Det andet er om det kan være i varevognen, eller hvad man har af transportmiddel.”
Men selvom at man skal tænke sig godt om, når man er ude at spendere kroner og ører på det, der ikke er musikken i sig selv, så er det nødvendigt at finde på et eller andet som blikfang.
”Det handler om at skille sig ud, så når man spiller som nummer fire i et lineup på seks, så er det noget, folk husker.”
Påklædningen er nummer et, backdrops er sindssygt vigtige
Først og fremmest kan rigtig mange bands gøre mere ved deres tøjstil, når de spiller koncerter.
”Danske musikere står rigtig tit i deres hverdagstøj, og de underspiller. Det er første fejl. De tror, at det ikke spiller en rolle, hvordan de ser ud, men det er nummer et,” forklarer Kristian Koch.
Og det er ellers nemt at gøre noget ved:
”Man laver en visuel profil med sit tøj, og det er her, at man virkelig kan få mest bang for the buck. Det tager IKKE lang tid at finde på noget unikt. Her kommer lige en fordom: De fleste musikere er mænd, der ikke går op i tøj, så de tager bare noget på, der er sort. Og så ligner de alle andre. De vil heller ikke se mærkelige ud. Men det er omvendt, de skulle hellere prøve på noget. Ikke kun for publikums skyld, men også for branchen. De vil gerne se nogen, der tør noget.”
Derudover kan bagtæpper gøre rigtig meget.
”Backdrops er sindssygt vigtige, især når man ikke er det eneste orkester, der spiller den aften. Det skaber et unikt rum, og så er det en god måde at brande bandnavnet på. Det er desværre ikke alle steder, der kan hænge et backdrop, men det er rimeligt billigt at producere, og man kan altid ringe og spørge spillestedet inden, om man skal pakke det med.”
Fotograf Jannie Ravn Madsen
Lys – det tveæggede sværd
Der er flest udendørs spillejobs i sommerhalvåret i Danmark, og da man ikke se meget lystrylleri under sådanne forhold alligevel, anbefaler Kristian Koch, at man lader helt være med at have andet end de faste spots.
”Det er essentielt at man ikke spilder pengene, og det kan man nemt komme til at gøre med lys. Det er et tveægget sværd, for det kan blive rigtig godt, hvis man har pengene. Men hvis ikke man har råd til en god lysmand, så lad hellere være.”
Og har man et indendørs gig, hvor der er en fast lystekniker, er det om at bruge ham rigtigt. Det kan Martin Lundholm, skrive under på. Lys- og teaterteknikeren laver fast lys for MØL og Ethereal Kingdoms, som han kan indøve alt til punkt og prikke med – men når han bliver hyret ind til en række ukendte acts, er han ofte på bar bund.
”Der er rigtig mange bands, som siger: Bare lav et eller andet – og det er især svært, når det er genrer, jeg ikke kender. Jeg skulle lave lys til noget tyrolermusik forleden, der endte jeg med at lave det østrigske flag.”
I stedet opfordrer Martin Lundholm, akkurat som Kristian Koch, til samarbejde, så de lumske lumen bliver en fordel.
”Det er virkelig rart bare at få en setliste med et par stikord til hver sang, akkurat som lydteknikeren får en setliste med noter. Til lyset kan det være nogle bestemte farver, intensitet eller tempo, eller at der er klimaks efter to minutter og 50 sekunder.”
Betingelserne kan dog være svære. For eksempel på Copenhell, hvor teknikerne og heriblandt Martin Lundholm, trods at være faste medarbejdere, ikke har adgang backstage.
”Så må man fange bandet under lydprøven, og hvis det er om dagen, måske spørge om de vil have røg, så man kan lave lys i det. Men nogle gange forsvinder bandet, inden man når at få fat i dem, og så må man improvisere. Jeg har heldigvis selv spillet en del musik, mest guitar, og er fast standinbassist i bandet Situationsfornærmelse, og det hjælper lidt på at kunne mærke, hvordan lyden udvikler sig.”
Martin Lundholm – Fotograf Jason Champney for Radar
Upålidelige projektorer Kristian Kochs holdning til bedre belysning ligner meget den, han har til projektorer – men der skal man passe endnu mere på.
”Mange bands får lavet lækker grafik som undskyldning for at lave en mindre god performance, for så bruger de tid og kræfter på at få baggrundsbillederne til at spille.”
Og nogle gange er spillestedernes projektorer slet ikke funktionsdygtige.
”Der hænger ofte projektorer på spillestederne, men de er tit lidt brændt af – så er der ikke så meget kraft i pæren, så er HDMI-kablet slidt.”
Og så er der de billeder, der projekteres op i sig selv…
”Skal det være pænt, så koster det penge. Og selvom man så kender en på grafikerstudiet, som man har givet en kasse bajere, og det er nogenlunde præsentabelt, så er der endnu en faktor, nemlig at billederne helt kan fjerne fokus fra musikken. Det bliver simpelthen counter-intuitivt.”
Handouts og rekvisitter skal give mening
Ind i mellem er man til koncerter, hvor der uddeles handouts som knæklys eller badebolde. Det fungerer kun, hvis det er gennemtænkt, advarer Kristian Koch.
”Det kan være stærkt charmerende med konfetti eller andet gejl eller uddeling af stjernekastere, men det skal stemme overens med konceptet.”
Derudover er det ofte ikke værd, at medbringe noget til uddeling – for det er tusind gange vigtigere at bevare flowet i koncerten.
”Hvis der skal uddeles 1.000 stjernekastere i et break mellem to sange, kan det hurtigt komme til at virke clonky og kikset, fordi der går for lang tid. Det er en af de ideer, der kan være superfed på papiret, men så skrotter man den, fordi det hiver alt flow ud af koncerten.”
På samme måde kan bands kan have artefakter på scenen, der er til stede for at skabe stemning, men uden at have en stilmæssig funktion.
”Der er så mange, der bruger en standerlampe og et gulvtæppe, og det fungerer bare ikke rigtigt længere.”
Kristian Koch anbefaler, som altid, at tænke kreativt og minimalistisk.
”Det er vigtigere at snakke om, hvordan medlemmerne i orkestret skal stå – skal de stå på noget? Og er det, vi tager med for at fordele os noget, der er nemt at flytte rundt og pakke sammen? Og er det noget, der vil blive ved med at kunne bruges? En gimmick er OK, men hvad koster den?”
Og med ovenstående råds fællesnævnere understreger Kristian Koch, at det hele udspringer af musikerens performance: ”Man kan ikke maskere, at man ikke har noget at komme med. Hvis du ikke kan levere varen på en europalle i Vestjylland, så kan det være fuldstændigt lige meget med props og lys.”
Foredragsholder og coach – Kristian Koch
En totaloplevelse med Ethereal Kingdoms er all in på visuelle virkemidler
Det symfoniske metalband Ethereal Kingdoms går all in på show, når de optræder, men altid med musikken som førsteprioritet. Derfor bruger de teatralske rekvisitter, som understøtter melodierne og fortællingerne, fortæller vokalist Sofia Schmidt:
”Alt på scenen har en funktion. Jeg rydder flasker, hvis der står nogen på scenen inden, vi går i gang, og jeg er stor modstander af useless fluff, og det vi har med skal være et supplement til vores storytelling. For eksempel sidder min mikrofon fast på et dekoreret mikrofonstativ, som jeg kan bruge til at hamre med og støtte op ad. Og, når vi altså ikke har en violinist med til at spille på den, så har vi en violin liggende på scenen – men det er for at jeg kan smadre den til sidst. Så kommer folk også tit bagefter og vil have en violinstump, og så får den yderligere en funktion, som en handout.”
Sofia Schmidt – Fotograf Mathilde Maria Rønshof
Der bliver dog ikke delt stjernekastere eller andre publikumsbrugsgenstande ud imens koncerten er i gang.
”Jeg synes helt klart, det er grineren med balloner og for eksempel Alestorms gummiænder – men det passer også til festlige bands. Så hvis det matcher éns act, så siger jeg go for it. Vi har engang delt nogle virkelig flotte teaterinspirerede koncertprogrammer ud, men dem lavede vi på den betingelse, at de skulle være så fede, at folk ville have dem med hjem som minde.
Derudover har metalsymfonisterne taget det skæbnesvangre skridt, og bruger en projekter; Men med måde.
”Vi har også en projekter med, og hver sang har sin egen animation af et maleri – men der skal ikke være en hel film, der stjæler publikums opmærksomhed. Det, der sker på scenen skal have overtaget. Vi overvejede at få noget animeret noget at kunne projektere ved en koncert i en kirke, fordi der var så flotte, store hvide vægge – men det gik vi væk fra. Det ville fjerne fokus fra den performance, vi laver på scenen.
Hver sit lys til sin tid Da det kan variere meget, hvad Sofia Schmidt og co. får betalt for et job, er det også forskelligt, hvor mange penge, de bruger på lys.
”Vi får lavet lys af Martin Lundholm til bestemte shows, hvor vi har økonomi til det. Ham så vi lave lys for Møl i 2018, og var vild med hele den æstetiske retning, han skaber. Og jeg kan virkelig anbefale at få lavet godt lys til livestreams – der gør det en kæmpe forskel.”
Ethereal Kingdoms har dog altid en bestemt lyskilde med på scenen.
”Vi samarbejder med billedkunstner Anna Holm, som laver mega lækker artwork, og som har lavet digitale malerier på to sidebannere, som vi altid har med. De kan foldes og gøres bredere eller smallere, og passer på den måde til alle scener. Det ligner to forrevne teatergardiner, og med to skabninger, en mand med en violin og en kvinde med en bog, som er portrætteret som spøgelser, der gemmer sig lidt bag gardinerne. Under bannerne står en blå LED-lampe, og det er for vildt, men det ligner 3D. Det er vildt godt lavet!”
Og det er ikke kun lyset, der skal lyse op på scenen. Det må tøjet også gerne.
”Alle i bandet må have på, hvad de vil, så længe det er indenfor de farver, der understøtter vores renæssanceudtryk, og som ligner lidt et senromantisk teater i Venedig: Hvid, accentfarven rød og mørke juvelfarver. Det tolker vi hver især på helt forskellige måder, så det passer til vores individuelle stage persona, mens det stadig også hænger sammen med det overordnede koncept. Selv var jeg for første gang klædt helt i hvidt, både på overkroppen og underkroppen, ved vores sidste koncert, og det har jeg ellers undgået – men det skal jeg helt klart igen! Det så for fedt ud på billederne bagefter. Det eneste, der er problematisk er, at teaterblod virkelig kan være frustrerende at få af hvidt tøj. Det er lige før, vi hellere vil have en sponsor på vaskemiddel end på flere amps!”
Ethereal Kingdoms – Fotograf Johnny Fravn Photography for Metaltone.dk
Artiklen er først publiceret i Mer’ Monitor! 47 – læs det her
Mangler du noget spændende musikerrelevant læsning, så er der hjælp at hente – Mer’ Monitor! 47 er nemlig online nu.
Hos management- og pladeselskabet Stille Støj har man sat fokus på styrkelsen af nye artister, med målrettet karriereplanlægning og kollegialt fællesskab. Mød kvinden bag: Anna Krebs Bille. Mød også Nick og Aalborg Musikforening, som har underjordiske ambitioner i skovens dybe, stille ro, og tag med på scenen for at få inspiration til rekvisitter og andet, der kan styrke din gennemslagskraft. Vi har snakket med en scenecoach, en artist og en lysmand. Skal du for alvor i dybden med branchens mekanismer, så lad dig først guide af vores helt egen nørds must-reads på side 12, og så forbereder vi dig til 2022, hvor Aarhus byder på et helt år i musikkens tegn – du er hermed inviteret.
Velkommen indenfor i Mer’ Monitor! 47 og god læselyst.
I Mer’ Monitor! 45 kunne du læse om at blive et mere entreprenant band. Dette kan selvfølgelig udleves på uendeligt mange måder, og i 46. udgave har vi besøgt en ung fremadstormende musiker, som har fundet sin. Guitarist og sanger, Karl Kristian, er ved at bygge sig en solid fanbase helt på egne præmisser. Du kan også møde Mirza Radonjica, som er tilbage med nye gode råd. Denne gang om hvordan du får mest SoMe for skillingen. Vi skal en tur til Esbjerg, hvor to musikere vil genstarte byens musikkultur, og så giver journalist og anmelder, Svend Lokjær, tips til hvordan du fanger netop anmelderens opmærksomhed.
Dette og meget mere i Mer’ Monitor! Læs det herunder:
Denne 45. udgivelse er på én og samme tid den næste i rækken og en ny start. Vi fortsætter som du kender os med at dele viden, gode råd, erfaringer og nyt fra musikbranchen, men har samtidig spidset blyanten. Vi har gjort os ekstra umage i en tid, hvor der har været lidt ekstra plads i kalenderen. Og det er helt i tråd med det råd de to hårdtarbejdende musikere i artiklen, ’Marianne Lewandowski går forrest i kompensationskampen’ kommer med: ”Man skal ikke blive pessimist af det her. Man skal gøre noget andet”.
I det hele taget lægger vi op til at inspirere dig i denne brandnye og veltrimmede 45. udgave, om så du kæmper for kompensation eller blot handlemuligheder i en mørk tid for musikken. Vi holder fokus og hjælper dig bl.a. med at komme streaminggamet i forkøbet, introducerer dig til de unge managers, og viser vej til at blive et mere entreprenant band.
Urbanmusikken fylder godt op på hitlisterne, og lige nedenunder modnes et stærkt vækstlag, der finder sin styrke gennem nye samarbejder. En tilgang rockmusikken kunne lære af, ifølge den unge producer, Corvani. Sammen med to venner står han bag interviewserien Bag Facaden, der giver et indblik hos folkene bag de lækre beats og stærke tekster.
Interview af Ricco A. Jensen
Fortæl lidt om dig selv og din vej med musikken
⁃ Mit navn er Corvani. Jeg er 22 år gammel og har lavet musik i 5 år. Det startede med at jeg havde sparet en del penge op som jeg ikke vidste hvad jeg skulle bruge til. Derfor besluttede jeg mig for at købe studiegrej. Jeg vidste ikke hvordan det skulle bruges, så det stod bare at samlet støv. Efterfølgende begyndte jeg på musikskole, hvor vi lærte at indspille og producere beats og vokaler. Jeg lavede et par sange som rapper, men havde ikke tålmodigheden til at skrive teksterne, så jeg begyndte at producere musikken i stedet. Dette betød også at jeg lige pludselig havde noget at bruge mit studiegrej til derhjemme. Nu er mit mål at gøre min hobby til et arbejde uanset hvor lang tid det tager, for det er det eneste jeg kan finde ud af.
Ud over selv at lave musik, så laver du videointerviews med unge producere/rappere under titlen Bag Facaden. Hvorfra kommer den idé og hvad er tanken bag?
⁃ Det startede med at mig og mine kammerater syntes vi skulle arbejde sammen, da vi alle lavede noget kreativt. Marcus står primært for video og bagfacaden, jeg er manager, skriver spørgsmål og skaffer kunstnere rundt om i Danmark, som jeg måske kan arbejde videre med efterfølgende. Viggo er pr manager.
– Vi syntes der mangler en kanal hvor man kan se lidt mere om hvem personen bag teksterne/beatsne er. Men desværre er det svært at komme med nyt content, når musikken i Danmark ikke kan blive hørt på YouTube, da Koda og google har et beef.
Bag Facaden (fra v.): PR manager: Viktor Riddersholm, Initiativtager: Marcus Krogh, Producer/Manager: Corvani
– Hvis man ser på Urbanscenen i USA, så har de så mange interviewprogrammer og det får folk til at føle sig tættere på sin “drømme artist”, føler jeg i hvert fald. Det kan også være en stor motivation for andre unge, som f.eks. selv laver beats og tænker “jeg kommer ikke nogen vegne med det her”, så kan man se et interview med en der sidder i samme situation som dig.
Kan du prøve at beskrive hvordan miljøet ser ud?
⁃ Der er stor forskel på rappernes baggrund, nogle kunstnere kommer måske fra en hård baggrund hvilket man sikkert kan høre i deres musik. Dog behøver man heller ikke at være involveret i noget miljø, man kan også bare have det sjovt med det. Man kan altså både være kriminel og gøre det for sjovs skyld. Men de fleste som laver musik har altid en lidt skæv baggrund.
Findes der et vækstlag som får støtte og opbakning, eller foregår det mest på værelset?
⁃ Det eneste man skal have for at lave musik i dag er en computer og en daw (digital audio workstation). så derfor vil jeg ikke sige at de unge har en specifik baggrund som sådan, da alle kan sætte sig ned og lave en tekst eller komponere noget. Jeg startede på raplinjen på gøglerskolen i 2016. det var der vi primær mødtes og lavede musik. Nu sker magien nede i hjemmestudiet hvor vi plejer at have sessions 2-3 gange om ugen. Nogen har det bedst med at sende beats og side derhjemme, mens andre bedst kan lide at hjælpe rapperen og få en god “studie vibe”, og så kan man hjælpe hinanden med at lave et hit!
I bandsammenhæng kan udfordringerne være at finde den rette bassist, få indspillet musikken ordentligt, det kan være at finde spillejobs, at blive hørt etc. Hvad er udfordringerne for den unge rapper/producer?
⁃ Som producer kan det være svært at finde den rigtige kunstner at arbejde sammen med, da det er vigtigt at man klinger sammen, da musikken lyder bedst sådan. Men hvis der er penge involveret, så er det jo bare som et hvilket som helst andet arbejde der bare skal udføres. For rapperne kan det være svært at finde det rigtige sted at indspille og få en professionel lyd, da dette næsten er et must for at opnå de andres kunstneres lydkvalitet. Det er heller ikke alle man rigtig kan stole på når man har et hjemmestudie, da der er flere som gerne vil have fingre i musik udstyr, derfor er det heller ikke alle man skal tage med hjem uanset om de er gode til at lave musik eller ej. Man skal altid lige se dem an først.
Hvordan ser det ud med fælleskab med ligesindede – hvor udspiller det sig og hvordan?
– Jeg kan bedst lide at arbejde med kunstneren én til én. Men der er flere producere der godt kan lide at sende beats over nettet eller sælge dem over en hjemmeside der hedder Beatstarz eller Youtube. Dette er en rigtig god mulighed for at vise hvad man kan og tjene penge, hvis man er dygtig nok.
Urban-scenen har nærmest fuldstændigt fortrængt rockscenen fra hitlisterne og koncertscenerne rundt i landet de seneste år, hvad tænker du grunden er til det?
⁃ Musikken ændrer sig hele tiden og genrene blander sig sammen, f.eks rockmusik kan du også finde i urban-scenen. Der er kunstnere som f.eks. Lil Peep, Xxxtentacion, og City Morgue, som faktisk har ligget nummer et på Billboarden i rock genren. Det de laver er egentlig hård rock blandet med trap og rap. Jeg syntes personlig, at det hele bare er smeltet sammen, hvilket jeg ikke ser som en dårlig ting. Som producer får du hele tiden nye inputs og lærer hele tiden noget nyt, da jeg synes det hele er meget blandet sammen.
De producere/rappere du interviewer i Bga Facaden-serien virker meget afklarede og målrettede. Hvad tror du rock/pop/indie-musikerne kunne lære af Urban-scenen?
⁃ Jeg føler ikke at rockgenren laver nok features. Det er først nu jeg hører om collabs indenfor rock genren såsom Tyla Yaweh og Tommy Lee og Post Malone og Ozzy Osbourne. Jeg synes folk skal være åbne for at følge med tiden og med deres egen lyd. Der er meget musik der lyder ens, også inde for urban-scenen.
Hvis du skulle pege på et par stykker vi skal holde øje med fremadrettet, hvem skulle det være og hvorfor?
⁃Young Topper er en frisk ung fyr som har masser potentiale og har masser af ting at sige. Vi har et godt samarbejde og der er altid en god atmosfære når vi arbejder i studiet. ⁃ j klla er min roomie og co-producer og er mega dygtig til at spille guitar, og har sin helt egen lyd inden for beats. Vi har produceret Can Not Describe som udkom den 9/10-20.
Kunstnernavn: Corvani Navn: Asmund A. Ravn
Har gået på dagshøjskolen Frontsession og Raplinjen på gøglerskolen, som nu hedder FGU.
Sanger, sangskriver og scenecoach Marie-Louise Grund Petersen føler sig ærgerlig over, at have gået fire år på den højeste uddannelse inden for musik, uden at få vejledning i det at stå på en scene. Nu har hun selv samlet handsken op, for at coache artister og bands i at indtage scenen med deres visuelle musikalitet.
Af Ricco A. Jensen
Det var så fedt! Publikum var med, men hvad var det vi gjorde og hvordan gør vi det igen? Var det overhovedet os der gjorde noget eller var det bare et godt publikum, bestående af venner og bekendte? Måske kender du usikkerheden, for scenen er et sted der kan gøre os usikre som intet andet.
Den usikkerhed kender Marie-Louise Grund Petersen fra sit virke med at vejlede musikere. Og usikkerheden kan resultere i nogle uheldige valg, som ikke nødvendigvis hjælper på den næste koncert:
– En ting der tit er på spil, er manglende opbygning af koncerten. At bandet kommer til at fyre den for meget af i første nummer. På den måde har de ikke flere gear, og resten af koncerten bliver et antiklimaks og bare lidt kedelig, forklarer Marie-Louise og fortsætter:
– En anden klassisk ting er, at forsangeren og bandet vil for meget, enten presse/pumpe stemningen, sin egen stemme eller musikken til at være noget der måske ikke ligger i sangens udgangspunkt. Og i forsøget på at pumpe stemningen eller musikken sker der ofte det modsatte. Luften fiser ud af ballonen.
Marie-Louise kalder det klassiske ting, for det er handlemåder hun er stødt på gentagende gange i sit virke som performancecoach, bl.a. ved Auditiondays over hele landet. Her møder hun musikere, bands og artister af alle afskygninger, som i stor udstrækning står med den samme usikkerhed omkring det at stå på scenen:
– Jeg har nogle gange set en koncert og tænkt, at det her band virker helt ovenpå og afklarede, måske endda på grænsen til det arrogante, men har med ganske få undtagelser erfaret, at der altid var en stor åbenhed og ydmyghed overfor at kunne blive bedre på scenen.
I mesterlære
Marie-Louise kender selv til usikkerheden. Hun er sanger og sangskriver med et langt cv som del af bands, som korsanger for andre artister og ikke mindst, som solist i hendes eget projekt Lhuma. Hun er uddannet Cand. Musicae fra det Jyske musikkonservatorium, og man skulle dermed tro at hun har fået performanceforståelse ind med, om ikke modermælken, så pensumlisten. Men nej, faktisk var det først da hun mødte Kristian Koch på fjerde år på konservatoriet at hun fik øjnene op for performance som et emne i sig selv – og det skulle vise sig at være et afgørende møde.
– De ting han (Kristian Koch, red.) nåede at lære fra sig, som bl.a. vigtigheden af øjenkontakt med de andre på scenen, at spejle hinandens udtryk og bevægelser etc., havde jeg aldrig hørt om eller prøvet før. Og der var instant pay off – både for os på scenen – det blev en helt anden fornøjelse at stå deroppe, fordi vi stod der sammen, og jeg følte mig forbundet til de andre på en ny måde, plus at publikum bare fangede det promte, og vi kunne mærke at vores forbindelse til dem også blev bedre. Jeg var helt blæst bagover, og følte mig samtidig lidt snydt og ærgerlig over at have gået på den højeste uddannelse indenfor musik i fire år uden nogensinde at være blevet præsenteret for den vinkel, og de forholdsvis enkle og logiske, men helt skelsættende greb, fortæller Marie-Louise.
Mødet med Kristian blev startskuddet til et fokus og en udvikling, der skulle sende hende på vej mod sin egen tilgang til at coache musikere i at indtage scenen. Men at der overhovedet er fokus på vejledning i sceneoptræden krediterer hun helt og holdent til Kristians arbejde:
– Kristian Koch er jo virkelig mesteren på det her område, og jeg har fulgt ham tæt de sidste ti år, hvor han i den grad har kæmpet og svedt for at bringe en ny agenda på bordet, og det er i den grad lykkes ham at ændre musikbranchens opfattelse af Performance for musikere. Fra at være et koncept, som blev misforstået af mange i branchen, til at være en anerkendt metode til at trimme en koncert og skabe både kvalitet i opbygning af sæt, visuelle virkemidler, og visuel musikalitet på scenen. Både pladeselskaber og musikere ved efterhånden godt, hvem de skal ringe til hvis de gerne vil opnå resultater. Og Kristian bliver brugt af rigtig mange af de store bands i DK. Kristian og jeg er rigtig gode venner, og det var været en ære at følge med i hans udvikling af COS metoden, helt tæt på.
Siden mødet med Kristian, har Marie-Louise arbejdet intenst med sin egen forståelse af emnet. Hun skrev kandidatprojekt om koncerten som kunstform, har arbejdet intenst med egne musikalske projekter, og så kom hun dybt ind i maskinrummet, da hun flyttede til København og kom i praktik hos Kristian:
– Det viste sig at være god timing, da han lige netop i den periode gik og pønsede på at skrive en bog om emnet, og jeg fik lov til at være med i hans første skriveproces. Han delte sin viden med mig og jeg hjalp ham med at få det formuleret i opstarten, og vendt og drejet og diskuteret, de første par år.
Bag frygt og ego findes det ægte
Samarbejdet med Kristian omkring bogen, gav Marie-Louise en dyb indsigt i emnet og COS (Credible On Stage), som er Kristian Kochs metode. Det er dermed samme udgangspunkt Marie-Louise benytter i sin coaching, men tiden og egne erfaringer har naturligvis formet hende, så hun har fundet sine egne ben at stå på:
– Det sjove er, at jeg kan registrere, at jo mere jeg selv erfarer og coacher musikere, jo mere finder jeg mine egne måder at formulere mig på, og kan se at jeg i høj grad er ved at udvikle min egen metode, og mine egne greb og ting der virker. Jo mere jeg arbejder, jo mere tydeligt bliver det, at Kristian og jeg griber det samme stof meget forskelligt an, hvilket er ret spændende. Det er uden tvivl forskellige ting musikerne får med fra os begge to, selvom om vi i bund og grund arbejder ud fra den samme metode. Det er jeg ret vild med, forklarer hun
Der hvor Marie-Louise især finder sin egen vej og metode, er i arbejdet med den mentale dimension. Det handler om positive tankemønstre, som noget af det der kan skabe ro og overskud på scenen. Hendes metode er at kanalisere opmærksomheden ind i musikken så fokus er der og ikke om du lige præcist står rigtigt på scenen. Man skal turde slippe sig selv, ifølge Marie-Louise:
– Jeg arbejder ud fra ideen om at hvis vi kan slippe vores frygt og ego, så bliver der hul igennem til noget ægte og universelt, som helt af sig selv vil påvirke publikum. At connecte med musikken på det egofrie plan, connecte med de andre musikere på scenen, se på hinanden og spejle hinanden, for derigennem i sidste ende bedre at kunne connecte med publikum igennem musikken. Musikken er hele tiden det gyldne omdrejningspunkt, hvor alle svarene ligger gemt.
At sætte sig selv i spil og på spil
Et andet udgangspunkt for Marie-Louises tilgang til at coache musikere er hendes eget virke som musiker og ikke mindst, soloartist. Hun befinder sig midt i det hele og kender det fra egen krop:
– Mit eget udgangspunkt er, at jeg er sanger og sangskriver, og jeg har både erfaring med at være solist, har spillet i bands, har turneret rundt i Europa, spillet på festivaler, og har stået på mange forskellige scener. Jeg er selv aktiv musiker, udgiver min egen musik, og kender altså det hele indefra. Alle overvejelserne, bekymringerne, drømmene, skuffelserne, opturene og kampene, som er en del af at ville noget og sætte sig selv i spil og på spil.
– Den erfaring og forståelse bruger jeg meget når jeg coacher bands. Jeg er optaget af at styrke musikerne, ved at spotte deres vaner eller “ramme”, og gøre dem opmærksom på deres mønstre, både de gode og de mindre gode, så de enten kan bryde ud af dem, eller nøjes med at bryde dem ind imellem. Ofte gør vi jo bare det vi er bedst til hele tiden, og vi kan derfor let blive fanget i vores egne vaner og idé om hvad der virker, og overser ofte de andre muligheder der er. Alt det potentiale, som bliver blotlagt, når vi tør bryde ud af vores comfortzone og nervøsitet, og gøre nye ting, lege med vores udtryk, skrue det helt op eller tage det helt ned, og begynde at tænke mere kreativt og legende om vores måde at begå os på scenen på.
– Jeg har selv eksperimenteret meget med dans og kostumer, koreografier og lys, i mine tidlige LHUMA-dage, og elsker at lege med det visuelle på scenen. Men egentlig er det sjældent de ydre rammer, som lys og scenografi jeg snakker om når jeg coacher bands. Det kommer ligesom først, når man har alle de basale ting på plads; såsom opbygning, kontakt til de andre på scenen, troværdighed, kontakt til publikum, og at alt hvad man gør på scenen, er relateret til musikken. Jeg vil gerne hjælpe musikere med at opbygge en visuel musikalitet, så musikken altid er det gyldne omdrejningspunktet for de ting vi foretager os på scenen, og musikken kan altid vise os hvor vi skal have vores fokus. I musikken er der så meget essens, stemning, og så mange billeder og informationer at hente. Bliver du skarp i hvad musikken vil og kan, samtidig med at du øver dig på den visuelle del af koncerten på linie med at øve akkorderne, får du det så meget nemmere og bedre på scenen, og du rammer dit publikum så meget stærkere med din musik.
Vil du vide mere om Marie-Louise Grund Petersen, hendes musik og coaching i performance for musikere, så find mere om hende på:
Bruger du tiden under Corona-krisen til at få indspillet noget nyt materiale? Her får du nogle gode råd fra producer og underviser Kasper Sandberg, til hvordan du perfektionerer vokalindspilningerne.
Af Marie Louise Schmidt Jørgensen
Kasper Sandberg der lever af at undervise og hjælpe bands med at få den helt rigtige lyd på deres udgivelser. Kasper er uddannet musiker fra konservatoriet. Han spillede i mange år som session bassist med store navne som Sanne Salomonsen og Thomas Buttenshøn. Ved siden af spirrede en voksende interesse for at lave god lyd på indspilninger.
Lad os starte helt fra scratch – Hvad vil det sige at lave mix og mastering?
Groft sagt kan man sige at rigtig mange bands og bedroom producers i dag bruger billige instrumenter og studieudstyr og optager dem selv. Når man har optaget det hele, skal det mixes. Lydniveauerne skal justeres så det bliver klarere, mere defineret, mere beskidt eller hvad man nu ønsker. Mere konkret bruger man en computer med en masse lydspor på. Kunstneren/bandet skal dermed forholde sig til musikken og tage beslutninger om hvad der skal justeres.
Det kræver erfaring og knowhow at finde frem til hvordan man f.eks. får en rigtig sprød popvokal eller store tunge rocktrommer. Det kræver kort sagt noget andet at lære at spille på trommer end at lære at mixe dem. Det er to forskellige ting. Til trods for at jeg har en musikerbaggrund, har jeg sat mig ned mens jeg har spillet og lært mig selv hvordan man mixer de her forskellige ting og hvordan man gør dem bedre og bedre indenfor forskellige genrer.
I dag fungerer det almindeligvis sådan at kunderne sender mig musiksporene over internettet, så arbejder jeg løs på det og sender det tilbage. Sådan gør vi et par gange hvor materialet bliver sendt frem og tilbage indtil vi er færdige.
Hele denne proces er mixfasen. Hvis kunstneren er helt tilfredse med mixet, går man over i masteringfasen, her udarbejder man en masterfil, som er filen over dem alle (heraf ordet masterfil) og som er den der ender med at blive udgivet.
Mixet skal her være rigtig godt og færdigt, da masteringprocessen kun kan forbedre lyden med op til 15%. Mixet skal være i orden, det er helt essentielt!
6 gode råd til en god vokallyd
Hvis du bruger en kondensator mikrofon så lad være med at stå for tæt på da næsten alle kondensator mikrofoner er meget følsomme. 5 cm er for tæt og 20 cm er godt.
Hold øje med at du ikke overstyrer dit indgangstrin uanset om det så er preampen i dit lydkort eller du har en fancy-schmancy outboard channelstrip. Hvis din vokalindspilning overstyrer, så kan det ikke reddes senere i mixningen.
Hvis S’erne er for skarpe så drej mikrofon et par grader væk fra sangeren og indsyng på den måde
Forsøg at equalize vokalen og alle de andre spor i mixet så vokalen får den plads den skal have i mixet. Det kan være du skal fjerne frekvenser fra et andet instrument for at din vokal lyder godt.
Brug en kompressor mere end du tror. Vær ikke bange for at skrue op for threshold. Det er den lyd vi har været vant til siden de første vinyler blev produceret.
Det vigtigste er faktisk selve instrumentet og ikke teknikken. Forsøg derfor at få den bedste musikalske og udtryksmæssige optagelse ud af din sanger. Mikrofonen og alt andet udstyr er faktisk ligegyldigt hvis sangen er god og lytteren kan mærke hvad det hele handler om. Hvis sangeren er syg, uoplagt eller snottet så find en anden dag.
Meget passende så HUN SOLO for første gang dagens lys på Den Internationale Kvindedag den 8. marts 2016. Projektet fokuserer nemlig udelukkende på kvindelige artister. Her fortæller musiker og medstifter Nana Jacobi om ideen bag HUN SOLO og om opblomstringen af et kvindeligt koncertkollektiv, artistnetværk og pladeselskab.
Af: Jens Obel Jepsen (Foto: Tine Bek)
Helt fra begyndelsen har HUN SOLOs mission været at tilføje feminin power og kvalitet til en mandetung musikbranche. I 2018 modtog HUN SOLO Ethel-prisen og DMF Københavns Ildsjælspris, og projektet beviser gang på gang, at kvalitet intet har med køn at gøre.
Konceptet er enkelt: Et skiftende line-up af 5 kvindelige artister spiller en solokoncert på 20 minutter hver – heraf navnet HUN SOLO. Artisten går altså alene på scenen og bærer det hele selv. Det er en særlig pagt med publikum, som også udfordrer kunstneren, fortæller Nana Jacobi, og selv erfarne artister er ved at dø af skræk, inden de går på scenen. Det er denne intimitet, intensitet, sårbarhed og styrke, som gør HUN SOLO helt enestående.
Fra tanke til handling
Tilbage i 2015 skrev Nana et debatindlæg i Politikken om ”Broderskab i dansk musikliv” og fraværet af kvinder i den danske musikbranche. Det startede en større debat, hvor også kulturministeren gik ind i sagen, men i sidste ende tog Nana og medstifterne, musiker Kirstine Stubbe Teglbjærg og forfatter Anya Mathilde Poulsen, sagen i egen hånd:
Vi valgte at lade musikken tale. Hvis bookerne ikke kan finde de kvindelige artister, så må vi vise dem, hvor de er!
Det begyndte med en tanke, fortæller Nana:
Jeg mødte hele tiden gatekeepere, der var mænd. Gad vide om det har en betydning for, hvem der er synlig i branchen? – mon mandlige og kvindelige kunstnere oplever det samme? Jeg lagde f.eks. mærke til i Gaffa, at der ikke var særlig mange kvinder at finde i bladet. Et år senere talte jeg med Kirstine, og det gik op for os, at vi var dårlige til at bruge vores netværk, spille sammen, producere sammen og lytte til hinandens musik. Vi besluttede os for at samle nogle spændende kvindelige musikere og sætte fælles koncerter op.
Den idé blev til HUN SOLOs første koncert på Den Internationale Kvindedag i 2016. Billetterne blev revet væk, og interessen har været støt stigende lige siden.
Et artistnetværk med kunstnerisk integritet
Den lange liste af erfarne og up-coming artister, som efterhånden er en del HUN SOLO-netværket, taler for sig selv. HUN SOLO er et fremragende eksempel på, hvor vigtigt netværk og samarbejde er i musikbranchen. Det er en pointe, alle kan lære noget af – uanset køn.
I HUN SOLO er der opstået et artistnetværk med julefrokoster og interne netværksaftener. Vi oplever, at når folk mødes i netværket, så begynder de at arbejde og spille sammen. Det er enormt vigtigt ift. hele ideen, at vi sammen skaber positiv forandring fremfor at sidde i hver sit hjørne og være sure over de ting, vi ikke synes er i orden.
Der er ikke nogen entydige kriterier for, hvem der bliver tager under vingerne i HUN SOLO. Det handler om kunstnerisk integritet, forklarer Nana:
Vi prøver at hylde dem, der gør deres ting på trods og bliver ved – nogen med kunstnerisk integritet, nogen der brænder for det, nogen der har et stærkt personligt udtryk. Vi prøver at skabe et line-up, som er bredt ift. udtryk, genre, stil, instrument, etnicitet og alder. Vi blander kortene. Der er ingen fastlåste kriterier.
HUN SOLO on tour
I dag, små fire år efter søsættelsen, sejler det gode skib for fulde gardiner. I HUN SOLO er der især fokus på at skabe mangfoldige rollemodeller for unge piger, og derfor deler de ofte billetter ud til piger på lokale musikskoler og den slags steder, når de er ude og optræde, fortæller Nana:
De små tøser skal opleve forskellige udtryk, som ikke nødvendigvis er Katy Perry, Taylor Swift eller whatever.
I 2017 spillede HUN SOLO både på Smukfest, SPOT Festival og Roskilde Festival:
Roskilde bad om noget spektakulært, så vi valgte at gøre en undtagelse med formatet. Vi samlede et hold af super kompetente kvindelige musikere fra forskellige bands, som skulle spille for alle fem artister. De havde aldrig spillet sammen før, og i ugerne op til showet var der virkelig pres på – jeg døde 17 gange i ugen op til – men i sidste ende blev det til fem helt fantastiske koncerter i et stuvende fyldt Avalon telt.
Ved siden af festivalerne turnerede HUN SOLO på tværs af de danske scener og i udlandet – to koncerter i Pakistan og tre på Færøerne.
Der er sket en masse ting, vi aldrig havde forestillet os, som f.eks. turnéen i Pakistan. Shit man – på udenrigsministeriets hjemmeside står der bare: don’t go! Men vi tog afsted alligevel. Vi bookede en lokal kvindelig musiker, og vi lærte at synge en af hendes sange på urdu. Det var alt sammen meget sjovt og kaotisk, og publikum i Islamabad og Karachi var helt vilde og sang med i vilden sky – selv på de danske sange! Vi var også i pakistansk morgen-TV, som bragte 45 minutter kun med HUN SOLO. Det var vildt og en kæmpe oplevelse.
Få måneder senere stod Færøerne for skud. Det var en anden type oplevelse, fortæller Nana:
På Færøerne spillede vi bl.a. i et missionshus. Vi har altid stor variation blandt de artister, vi har med, og Greta, den lokale artist, spillede og sang virkelig smukt og blidt. Bagefter gik Iris Gold på scenen og blæste folk bagover med store armbevægelser og sin sprudlende hippie hop. Færingerne tog super godt imod os alle, men de er et stilfærdigt folkefærd – ikke ligesom i Pakistan!
EXTRAVAGANZA og HUN SOLO Records
Lørdag den 9. november på Forbrændingen i Albertslund præsenterede HUN SOLO et helt igennem unikt show under den passende betegnelse EXTRAVAGANZA. Eventet bød bl.a. på den amerikanske kunstner og aktivist Madame Gandhi, fortolkende skuespillere og improviserende instrumentalister, talks, folkekøkken, DJ’s og selvfølgelig HUN SOLO koncerterne. I omfang var eventet det største, de nogensinde har sat op, fortæller Nana:
Det var så vild en aften! I alt var der 14 kunstnere igennem møllen. Det var et overflødighedshorn af forskellige oplevelser, som gled over i flere oplevelser til langt ud på natten. Det var lidt et eksperiment – det er jo kendetegnet ved HUN SOLO, at vi udvikler konceptet og prøver ting af, og det gjorde vi virkelig med dette event. Det var en enormt fed tretrinsraket, hvor musikernes sange først blev fortolket af skuespillere, hvorefter instrumentalister improviserede over teksterne, som man så kunne genkende til koncerterne. Det var et kunstnerisk interessant og relevant projekt, som samtidig var enormt tilgængeligt – man skulle ikke være musiknørd for at forstå det. Det var meget direkte.
EXTRAVAGANZA er endnu et eksempel på det stærke artistnetværk og de eksperimenterende og innovative kræfter i HUN SOLO – og det stopper ikke her. Et pladeselskab er også etableret, fortæller Nana:
Vi arbejder med mange forskellige artister – små og store, hele pakken – og vi hører indimellem, at kunstnere ikke er tilfredse med deres samarbejder. Vi kender den sindssyge proces, man går igennem som kunster omkring en udgivelse – vi kender det hele, og vi kan tage os af det. Vi ønsker at lave et label, hvor man bliver mødt og forstået – og selvfølgelig også et label som sparker røv og udgiver en masse fantastisk musik!
HUN SOLO Records har allerede udgivet et album og tre singler, senest den 22. november med udgivelsen af Nana Jacobis egen Sneblind med tilhørende musikvideo fra hjemstavnen i Nordjylland. Se den her
Først publiceret i Mer’ Monitor #41 – Læs det her.
HUN SOLO
Koncertkollektivet, artistnetværket og pladeselskabet HUN SOLO blev grundlagt af musikerne Kirstine Stubbe Teglbjærg og Nana Jacobi i samarbejde med forfatteren Anya Mathilde Poulsen. Ambitionen med projektet er at præsentere et mangfoldigt udvalg af de mange unikke og kompetente kvindelige kunstnere, der findes på musikscenen.
Nana Jacobi har udgivet tre album og en EP, senest albummet Expander (2015). Hendes andet album Visitors blev indstillet til Gaffa-Prisen for Årets Popudgivelse 2012.
Gennem HUN SOLO Records har Nana udgivet to singler, Pige (2018) og Sneblind (2019).
Sidder du og savner inspiration til, hvordan du som artist går til det store udland, så er det Mikkel Wad Larsen, du skal have fat i. Som en del af det europæiske talentudviklingsnetværk EXCITE har ORA inviteret ham til en snak om, hvordan man kommer til udlandet og spiller samt hvilke forventninger, man skal have til en tour.
Af Jens Christian Obel Jepsen
Mikkel Wad Larsen har efterhånden godt 15 års erfaring som musiker og branchemand på samvittigheden. Som forsanger i Helhorse, et af Danmarks veletablerede hardrock bands, har han turneret vidt og bredt i Europa – han har spillet på Copenhell og Roskilde Festival og som support for bl.a. AC/DC og Slayer.
Efter at have været spillestedsbooker i Amager Bio/BETA og VEGA i København, er han nu Production Manager & Head of Artist Development hos bookingbureauet 3rd Tsunami Agency. Han har derfor stor indsigt i, hvordan tingene fungerer på den anden side af andedammen.
Hvordan får man gigs i udlandet?
Det første Mikkel altid siger til bands er, at musikken er altafgørende – det er først når kunsten er den bedste, den kan være, og sangene er i skabet, at det er på tide at komme ud over stepperne.
Han mener ikke, at det nødvendigvis er blevet sværere at finde gigs, men det er helt sikkert blevet sværere at gennemskue, hvad der virker. Han har nogle gode råd:
– Kommunikationslinjerne har aldrig været kortere. Du kan i princippet bare skrive til en person på Instagram og få et job – det ville være den mest DIY-måde at gøre det på. Snig jer ind hvor I kan. Prøv at finde lokale ligesindede bands, som I kan spille med. Prøv udvekslingsmetoden, det virker altid: ”Jeg hjælper dig med at få et gig i København, du hjælper mig med et gig i Düsseldorf.”
Det betyder ikke, at man bare skal google sig frem til de største bookingagenturer og skrive til dem. Han anbefaler i stedet, at man selv leder efter gigs på spillesteder, som passer til stilen:
– Det giver ikke nogen mening at kontakte spillesteder, som har plads til 800 mennesker, hvis du har to singler på Soundcloud. Prøv at finde klubber og bands, lokale promotere og musikinteresserede mennesker generelt, som kan lide din musik, og som vil hjælpe dig med at stable shows på benene.
Et godt sted at begynde tour-planlægningen er altså musiker til musiker – eller igennem programmer som EXCITE.
Excite er et internationalt netværk af organisationer, heriblandt ORA, som samarbejder om at udveksle og udvikle talentfulde musikere i Europa. Excite samarbejder bl.a. med festivaler, managere, pladeselskaber og bookere og programmet tilbyder:
Muligheden for at turnere internationalt og sætte skub i karrieren
Udvikling af musik og brancheforståelse i samarbejde med eksperter
Etablering af netværk og kontakt til nøglepersoner i musikbranchen
Det handler om at kende sit publikum og tage derhen, hvor fanbasen er. Det er en vigtig pointe, ifølge Mikkel, og det er her, hvor mange bands fejler.
– På sociale medier kan du finde grupper og artister, som er dedikeret til din genre. Sociale medier er fantastiske til den slags. Alle kan bruge de her værktøjer. Hvem er din fanbase på Facebook, Instagram, Twitter, Spotify, whatever? På Spotify Analytics kan du f.eks. se, hvor folk hører din musik – måske er det der, du vil hen.
Han opfordrer til, at man går metodisk til værks og leder efter jobs by efter by for at finde sit publikum og sin scene. Du behøver ikke skyde efter en kæmpe tour i begyndelsen, tilføjer han. Måske er en håndfuld jobs i Tyskland lige det, du skal bruge for at få musikken ud til din fanbase.
Hvem skal jeg snakke med?
Det kan være svært at kontakte spillesteder direkte – det betyder ikke, at du ikke skal gøre det, men du skal være fokuseret og angribe idéerne én efter én:
– Hvilke spillesteder er der i byen? Hvilke shows har de på programmet, hvor vi passer ind? – lad os spørge ind til dem. Hvis dét ikke virker – hvilke bands er der byen?
Det er den slags spørgsmål, man hele tiden skal stille sig selv, fortæller han og fortsætter,
– Noget der er stort i resten af det centrale Europa, er lokale promoters. De spiller en vigtig rolle i at sætte shows op. Det er altid en god idé at prøve at kontakte dem, når du leder efter gigs på mindre klubber.
Det kloge tourliv
Tourlivet er hårdt. Mikkel har følt det på egen krop.
– Det er vigtigt at have downtime, især for sangere, så få jer en pause og noget søvn. Det kan være mentalt stressende, specielt over længere tid, så respekter hinandens space. Hvis du gør det på DIY-måden, så kør på i weekenden – onsdag til lørdag hvor du kan tiltrække flest mennesker.
Tourlivet er også uforudsigeligt, så det handler om at være fleksibel – ikke mindst i sit livesetup. Du kan ikke altid lige regne med, at der er faciliteter til et Hammondorgel, som Mikkel selv fandt ud af i sin tid.
– I Danmark har vi et meget højt kvalitetsniveau – det har de også i Tyskland, men her skal du spille din vej op, og du skal spille på barer, i kældre og på natklubber. Du skal klare det hele selv, så du skal have et setup og et mindset, som er ekstremt fleksibelt.
Du skal altså sørge for, at dit show kan ændres efter omstændighederne, forklarer han. Den ene dag spiller du måske for 50 mennesker i en kælder i Frankrig, den anden spiller du support i Tyskland for 500 mennesker. Musikken skal spille lige meget hvad, så du er nødt til at være fleksibel og løsningsorienteret.
Bandet som forretning
Du skal være opmærksom på det faktum, at du ikke er jurist, smågriner Mikkel. Hvis kontrakter og aftaler ikke giver mening, så opfordrer han til, at man kontakter lokale musikorganisationer og får en hjælpende hånd. Han uddyber:
– Det er som regel først, når man klatrer op ad stigen og begynder at sælge billetter, at kontrakterne bliver mere indviklede. Det er min erfaring, både i de første mange år med Helhorse og som tourmanager, at kontrakterne har været meget simple. Det løser man ofte over e-mail.
Forretningsdelen er typisk ikke noget kunstnere går op i, indrømmer han, men det er en vigtig del af livet som musiker.
– Hvis du vil være kok eller tømrer, så går du også i skole. Der findes masser forretningsskurser og andre ting, du kan gøre – og hvorfor ikke lære det? Det er dine penge og din karriere.
5 år til at slå igennem
I musikbranchen siger man typisk, at det tager 5 år at slå igennem som artist, uanset genre. I de 5 år vil man sandsynligvis kun have udgifter. Det er hård kost og hårdt arbejde. Han uddyber:
– Jeres mål skal være hurtigst muligt at nå det magiske nulpunkt, hvor det ikke koster jer noget at turnere. Det handler igen om at have et fleksibelt setup. Jeg vil ikke anbefale, at I tager tourmanager, merchandiser, lys- og lydmand med på jeres første tour. Jeg ville tage af sted kun med bandet. I den billigste bil I kan finde. Det er cost-benefit over de første 5 år. Måske koster det jer penge, men det kan åbne døre, hvis I arbejder klogt. Måske får I nye fans, måske kontrakter.
Det er et nuanceret billede, tilføjer han. Nogle stiger til tops over meget kort tid, men de færreste er så heldige. En tour er en kæmpe mulighed, så derfor opfordrer han til, at man laver så meget promovering som muligt, og bruger touren til at løfte sine kampagner på sociale medier:
– Hvis du er ambitiøs så brug din tid klogt – prøv at få interviews med lokale bloggere, lav events på sociale medier og den slags.
Dos and don’ts on the road
Helt overordnet har Mikkel kun ét råd til, hvad du ikke skal gøre: Don’t be an asshole. Dem er der nok af derude, understreger han, og så gælder det om at støtte hinanden. Det handler om at tage sit job seriøst:
– Hvis et spillested siger, du skal være der kl. 17, så skal du ikke være der kl. 18. Vær der kl. 17. Prøv at forstå det miljø, du befinder dig i. Forstå at alle dage er forskellige, og alle gigs er forskellige. Jeg anbefaler altid bands til nærmest at holde daglige bandmøder – hvordan gik det i går, hvad var godt, hvad var skidt? – hvad skal der ske i dag, hvordan gør vi? Tag det dag for dag.
Han anbefaler, at man ser touren som et job og ikke bare en grund til at drikke tungt – selvom det selvfølgelig er en del af branchen, at der også skal være plads til fest.
I sidste ende er tourlivet svært at forstå, før man har prøvet det, tilføjer Mikkel til slut:
– Det er et unikt miljø. En klog mand sagde engang: Never make life-changing decisions while on tour, cos you’re not in a normal mental state.
Mikkel Wad Larsen Som forsanger i Helhorse har Mikkel både spillet på Copenhell og Roskilde Festival og som support for bl.a. AC/DC og Slayer.
Arbejder hos bookingbureauet 3rd Tsunami Agency som production Manager & Head of Artist Development. Mikkel har tidligere været spillestedsbooker på BETA/Amager Bio og VEGA i København, og har tidligere udtalt:
– Verden mangler ikke mere musik – den mangler mere god musik.
Kommunikation for musikere: hvor svært kan det være?
Det kræver solide formidlingsevner, at gøre andre interesserede i sit musikprojekt, og i en DIY-verden står du selv med ansvaret. Men hvad gør du, når du ikke lige frem er uddannet PR-guru? Mer’ Monitor! har taget en snak med kommunikatør, skribent og workshop-underviser, Eva Laksø, om de første skridt.
Af Ricco A. Jensen
Kommunikation er både en helt almindelig menneskelig aktivitet og samtidig et fag med metoder, teorier og regler. Udgangspunktet er altså noget vi alle kender, og for den uøvede er det også her det hele starter, ifølge Eva Laksø:
– Indenfor kommunikationsfaget gælder de samme “regler” som der gør i almindelig kommunikation. Man kommer langt hvis man er høflig, venlig, præcis i sine formuleringer og realistisk i sine forventninger til andre og sine egne evner.
Når det er sagt, så er de fleste nok godt klar over, at der skal mere til for at få nye fans og musikanmeldere til at lægge sig for sine fødder. Der er dog hjælp at hente, ifølge Eva Laksø, for der er nogle helt praktiske forhold du skal have på plads.
Fra regnsky til koncertarrangør
Eva Laksø kommer oprindeligt fra den anden side af skrivebordet, som hun siger. Hun startede som skribent på musikbloggen Regnsky.dk i 2009 indtil hun i 2012 blev kontaktet af koncertarrangøren Smash!Bang!Pow! Her blev hun tilbudt arbejde på baggrund af sine skriverier, og stod pludselig med kommunikationsansvar.
– jeg havde ingen erfaring og var den eneste på S!B!P! med kommunikation som arbejdsområde, så min tilgang til kommunikation blev formet af en trial-and-error metode – samt af at se på, hvad andre gjorde, når de f.eks. kontaktede Regnsky og derfra vurdere, hvordan det fungerede overfor mig. Den tilgang har været gældende hele mit arbejdsliv, også som kommunikationsansvarlig for først Strøm Festival og Frost Festival og nu hos Golden Days Sekretariatet.
Siden er hun blevet bachelor i Music Management og har dermed fået styrket fagligheden omkring sine praktiske erfaringer. Hendes råd er derfor også bare at gå i gang, at lære ved at være meget opsøgende på hvordan andre kommunikerer. Hvad virker og hvorfor virker det på dig.
Vær forberedt!
At du som musiker i et band ikke nødvendigvis er udlært PR-guru, er, ifølge Eva, derfor ikke hindring for at komme i gang med arbejdet. Det vigtige er blot at du gør en smule forarbejde og undgår en række gængse faldgruber. Blandt udfordringerne Eva ofte møder er, at man starter for sent:
– Eksempelvis begyndes kommunikationsarbejdet først en uge inden et album udgives. Hvis man er ambitiøs og gerne vil have mulighed for at blive anmeldt i f.eks. Gaffa, så skal man sende sit album til dem senest to måneder inden udgivelse. Så helt generelt: vær i god tid
Derudover er der hos mange bands ofte tale om urealistiske forventninger.
– Kig rundt i medielandskabet med et kritisk blik og overvej hvor realistisk det er, at du bliver spillet på P3 inden du sætter det som dit mål. Start med at sigte lavere og se mindre medier som trinbræt til større. Det er sådan stort set alle bands opbygger deres karrierer.
Og så skal man huske at få det mest grundlæggende på plads, nemlig at man sikrer en hvis ensartethed på alle sine kanaler, om det er i emails, på facebook, hjemmeside, sprogligt på facebook osv.
Hvad handler projektet om?
Når det kommer til selve kommunikationens indhold, så understreger Eva, at der ikke findes en universel formel. Her skal man grave ind til kernen i sit eget projekt:
– Målet for mine kommunikationsworkshops er, at deltagerne finder den gode historie bag hvad de gør og finder måder at fortælle den på gennem PR og sociale medier. Workshopsene struktureres ved først at tale om og løse opgaver omkring de kommunikationsstrategiske overvejelser som mål, budskab/historie, målgrupper og medier, forklarer hun og fortsætter,
– For at folde teorien ud til konkrete kommunikations-produkter, er anden del af kurset dedikeret til, at deltagerne kan påbegynde at skrive en biografi og en pressetekst, samt lave Facebook-opslag, der bidrager til at skabe et Facebook-koncept, der fortæller deres historie.
Hovedopgaven for Eva er således, at give deltagerne værktøjer til at træffe kvalificerede beslutninger omkring, hvad der vil være godt for den enkelte at gøre.
Facebooks simple hemmelighed
Selvom der er mange aspekter ved en god kommunikationsindsats, vil det ofte være på facebook at musikere arbejder mest med udtrykket. Hvordan man bruger facebook bedst, er da også emnet som musikerne har flest spørgsmål til. Ifølge Eva handler det om at forstå facebooks mission:
– Man kan forstå Facebook ret simpelt: Facebook vil gerne overtage verden, og det gør de ved at få så mange mennesker som muligt til at bruge så lang tid på platformen som muligt. Det mål styrer alt hvad Facebook gør – og hvordan den mytologiske algoritme styrer hvad folk får vist, forklarer hun og fortsætter:
– I forhold til typen af posts betyder det, at indhold, som får folk til at kigge længe på det og blive på platformen generelt, får den største eksponering. Det er derfor videoer uploaded direkte til Facebook ofte når ud til mange mennesker. Og derfor links til andre sider ofte ikke klarer sig så godt. Når det så er sagt, har selve indholdets karakter selvfølgelig også en stor betydning, og som hovedregel kan man tænke på, at godt indhold får modtageren til at reagere med en af de mulige reaktioner på Facebook: at dele, kommentere eller trykke “like”, “love”, “wow” etc. Når modtageren reagerer sådan, viser det Facebook at din målgruppe synes dit indhold er godt, og det får Facebook til at eksponere det for flere mennesker. Det er den super korte version, og der er rigtigt mange forbehold, men det at tænke ud fra de to tanker, kan være et sted at starte sin forståelse for Facebook.
Det handler generelt om at få modtageren med i din fortælling. Det er helt menneskeligt – algoritmer eller ej – så hvor svært og farligt kan det være:
– Hvis man er normalt venlig og høflig i sin måde at henvende sig til folk på, er det værste man kan opleve ikke at få noget svar, slutter Eva.
Eva’s basistjekliste:
Det vigtigste er, at der er en sammenhæng mellem din musik og det du udtrykker på tværs af din kommunikation. Altså en historie. som kommer til udtryk på flere måder, eksempelvis i de her ret væsentlige “assets”, som man typisk vil sørge for at have klar inden et kommunikationsforløb starter:
Biografi
Pressemeddelelse(r) – f.eks. en hver for single, album og tour.
Pressebilleder
Albumgrafik
Musikken tilgængelig online, f.eks. på Soundcloud (evt. lukket link før udgivelse) og som download til anmeldere
Hjemmeside
Sociale medieprofiler (Facebook er svær at komme uden om, men ellers skal du have de profiler, som du har lyst til at bruge).
Det er muligt for både enkeltpersoner og foreninger/organisationer at blive medlem af ORA og dermed få adgang til en række medlemstilbud og mange aktiviteter.
Excite er et internationalt netværk af organisationer, heriblandt ORA, som samarbejder om at udveksle og udvikle talentfulde musikere i Europa.
rsanger i Helhorse har Mikkel både spillet på Copenhell og Roskilde Festival og som support for bl.a. AC/DC og Slayer.
Det er muligt for både enkeltpersoner og foreninger/organisationer at blive medlem af ORA og dermed få adgang til en række medlemstilbud og mange aktiviteter. 
