Festivalen for den allernyeste musik, UHØRT Festival, har i flere år fungeret som første led i fødekæden for flere af tidens store danske navne. Festivalen oplever en stærkt stigende interesse – også fordi, den er meget mere end bare en festival, en scene og et publikum.
Ord: Carsten Holm
’Jeg var dér, til dén Sex Pistols koncert i Manchester i 1976!’. Sætningen er sagt mange gange, mange steder af mange forskellige mennesker igennem årene. Det er en sagnomspunden koncert, hvor kommende medlemmer fra The Smiths, Joy Division, The Fall, Simply Red og mange andre bands var blandt publikum, da Sex Pistols gik på scenen i Lesser Free Trade Hall.
Nu er det bare sådan, at Lesser Free Trade Hall kunne rumme 150 mennesker – mens der er tusinder og atter tusinder, der har fortalt, at de var lige præcis dér, hvor koncerten foregik – en koncert, der den dag i dag bliver omtalt som koncerten, der ændrede britisk musikkultur.
Det er sådan, at enkelte koncerter og begivenheder bliver legendariske. At man kan sige, at man rent faktisk var dér, hvor det hele skete. Selvom der er langt fra 1976, Manchester og Sex Pistols til 2019, Sydhavnen i København og UHØRT Festival – men princippet er det samme. Det er på UHØRT, hvor tingene kan ske.
Den lille to-dages festival præsenterer ’Landets Nyeste Musik’, hvilket navne som Minds of 99, Nelson Can, Iris Gold, Dør Nr. 13, Velvet Volume og Alexander Oscar vidner om. De har alle stået på en af UHØRTs scener, sammen med et hav af andre talent- og håbefulde artister, længe før de selv har kunnet udsælge deres egne koncerter, blive booket til store festivaler eller har fået deres musik i fast rotation på landsdækkende radio.
Der er mange festivaler og arrangementer rundt om i landet, der giver tid og sceneplads til de nye navne. Dem, der lige er væltet ud af øvelokalet og skal prøve kræfter med en scene for første gang – eller de, der allerede har lidt liveerfaring og skal have nogle ekstra muskler at spille med. De artister, der både laver god musik og spiller deres kort rigtigt, kan bruge UHØRT til en ekstra kickstart.
For UHØRT er endnu et skridt fremad i karrieren for mange artister. Næste skridt vil naturligt være den årlige SPOT Festival i Aarhus eller en af de større festivalers talentprogrammer, som eksempelvis Roskilde Rising. Festivalen fungerer dermed som en af de første sten i den musikalske fødekæde, som festivalleder af UHØRT, Jesper Krüger, uddyber
”Vi har med UHØRT Festival haft et behov for at rumme de utroligt mange, ny, spændende bands og solister, der hele tiden popper frem. Rigtigt mange af disse laver spændende musik, og nogle af dem laver ligefrem SÅ fed musik, at den er klar til et bredere publikum. Og så kan de blive en del af UHØRT Festival, hvor de får en vanvittig god eksponering og bliver taget seriøst.”
Men det er ikke bare det, at man som artist får en scene og et tidspunkt – for der bliver også arbejdet med artisterne før, under og efter deres koncert.
UHØRT har stor fokus på musikernes udvikling, og der er derfor en ’bandpakke’ til alle, der er en del af festivalens lineup. Bandpakken giver alle de optrædende en omgang coaching i deres livemusik, som deres koncerter dermed kan rykke sig endnu mere. Efterfølgende bliver der også mulighed for at få sparring om bandets karriereplaner, så alle mål bliver afstemt og der bliver lavet en guide til, hvordan de mål bliver nået.
“Som musiker har man alle mulige mere eller mindre hensigtsmæssige tanker om sin egen musik og liveperformance. Men ofte er dét at få dem afprøvet og sparret om en ret afgørende ting, som rigtigt mange mangler”, udtaler Jesper Krüger.
Det virker som om, der er et langt større antal musikere i Danmark nu, end for bare 10 år siden. Langt de fleste, med store ambitioner, fordi de kan spejle sig i andre unge artister, der stille og roligt kommer frem med deres musik, spiller større og større spillesteder eller festivaler, og måske også bryder grænsen og triller til udlandet på turnéer.
Hos UHØRT kan man også sagtens mærke, at presset på, og interessen for festivalen stiger. Ansøgningsantallet stiger støt hvert år, hvor den hidtidige rekord blev nået sidste år med 709 ansøgere! Alle sender tre eller fire sange ind, i håb om at få en af de bare 39 pladser på festivalen.
Det betyder også, at UHØRT hvert år, står overfor en omfattende udvælgelsesproces, så festivalen præsenterer ’Landets Nyeste Musik’. Her har festivalen et stort arsenal af branchefolk, der tæller managere, pladeselskabsfolk, musikjournalister og mange andre, som i igennem flere lytterunder, vælger musikken ud.
At UHØRT fanger den interesse hos danske artister, er frugten af det konsistente arbejde, som festivalarrangørerne har lavet siden den første Uhørt festival i 2013. Det har rygtes, at de optrædende artister, får nogle ekstra dimensioner med sig hjem, efter at have været gået ned af scenen – dels pga. ’bandpakken’, men også fordi festivalen tiltrækker en betydelig del af den danske musikbranche, der står blandt publikum og spejder efter de nye talenter.
Det er ikke et mål i sig selv at kunne præsentere de kommende danske verdensstjerner på festivalen. Først og fremmest gælder det om, at kunne give en platform til nogle artister, der har noget interessant og vedkommende musik at byde på og hvor man kan mærke ambitionerne for at nå længere ud med sin musik er til stede.
Og hvis det sker, kan det være at du står der blandt publikum, og oplever en skelsættende koncert, som resten af verden ville ønske de var med til – så de også kunne sige
’Vi var der til dén koncert på UHØRT Festivalen i 2019’!
27. marts var deadline for ansøgning til dette års udgave af Uhørt, der foregår på Enghavevej 80-82 i Sydhavnen i København d. 23.-24. august.
Nye festivaler, koncerter på anderledes steder, krydsning mellem musik og andre kunstformer. Ideerne blomstrer og events skyder op over hele landet, og engagerer et bredt publikum til at komme tæt på musikken på nye måder. Det er godt nyt for både bands, publikum og det etablerede musikmiljø.
Af Ricco A Jensen
Som ambitiøst upcomingband løber man ofte panden mod en mur, når man forsøger at blive booket til landets spillesteder. Barren er høj og forventningen om at fylde stedet med publikum er svær at efterkomme. Der er dog ingen grund til at fortvivle. Landet blomstrer med friske initiativer, skabt af unge, nye arrangører, der både har fat i den nye musik og publikum. Der er altså koncertgigs at hente og måske endda inspiration, hvis man flytter fokus en smule.
Det er dog ikke kun bands der kan få glæde af de nye arrangørers gåpåmod, men også det etablerede spillesteds- og festivalmiljø, hvilket har fået interesseorganisationen Dansk Live, med Esben Marcher i spidsen, til at sætte fokus på området. Han forklarer:
– Vi har for nylig lanceret en indsats som skal sætte fokus på de spirende nye arrangører og deres muligheder for at arbejde som arrangører – uanset deres køn, baggrund og hvor de bor. Det kan både være dem der sætter noget op i eget regi eller dem som er engageret i et spillested eller på en festival. De nye arrangører er jo også dem hvis interesser vi arbejder for at varetage som interesseorganisation for danske livearrangører. Derfor præsenterede vi på SPOT de to paneler med en række nye arrangører, og laver i den nærmeste fremtid en række andre aktiviteter, bl.a. et kursus- og mentorforløb for live talenter.
En demokratiseret musik- og koncertkultur
Dansk Live stod for paneldebatten ’De nye arrangører’ under SPOT Festivalen, hvor en række af landets aktuelle unge arrangører gav deres bud på både udfordringer og de værdier der ligger bag arbejdet med events. Her stod det klart at tilgængelighed, fællesskab, nye præsentationsformer og fleksible rammer, var stærke bevæggrunde for arrangørerne. Ifølge Esben Marcher følger det godt i tråd med en tendens der har præget musikbranchen de seneste år:
– Ligesom det at kunne skabe musik er blevet demokratiseret og vi nu har et landskab, hvor alle kan lave gode produktioner, uden at behøve ret meget andet end en computer, er det min oplevelse at det at være arrangør også et blevet demokratiseret. Ikke mindst er markedsføringen af festivaler og events blevet nemmere og billigere end tidligere, hvor annoncering og print var essentielt for at engagere publikum. Samtidig er der en øget opmærksomhed fra både medier og publikum på nye tiltag. Hvor spillestederne, for dem der var unge i 1990’erne, var relativt nye og det var fantastisk at opleve bands med god lyd og fedt lys, er de der søger nye oplevelse i dag vokset op i en tid, hvor spillesteder og de store festivaler et meget etablerede – og derfor søger man måske nye tiltag som et alternativ.
Festen er vigtig
Et tydeligt fællestræk, som stod klart blandt paneldeltagerne var, at se koncerter og festivaler som fuldendte helhedsoplevelser. Det handlede om at præsentere en atmosfære ved at arbejde tværkulturelt med formater, som Esben forklarer:
– Festen er mere i fokus end den har været tidligere og programmerne spænder meget bredere. Publikum orienterer sig ikke inden for en enkelt scene, som det måske var tilfældet tidligere, og arrangører programsætter det der er godt uden at skele til genrekasser. Derudover er det meget udbredt med midlertidighed og skiftende lokaliteter – det er ikke kun musikken der er frisk og ny, det er også stedet der bruges.
Tidskrævende, men inspirerende samarbejder
Et af temaerne under paneldebatten handlede også om, hvordan de nye arrangører og de etablerede spillesteder og festivaler, kan inspirere og lære af hinanden. Her er bl.a. RADAR i Aarhus helt med fremme med samarbejder både på spillestedet, men også ude i byrummet. Spillestedsleder Mia Holm fortæller:
– På Radar har vi gennem flere år arbejdet sammen med eksterne arrangører fra det lokale musikliv, og vi ser det som en meget vigtige opgave, at vi som regionalt spillested er med til at understøtte ny arrangører, også i form af lokale festivaler.
– Nye arrangører skubber ofte i en ny retning, det er jo tit derfor de har valgt at arrangere en koncert eller en festival. Fordi de ønsker at præsentere noget som de mere etablerede spillesteder ikke præsenterer. Som spillested oplever jeg det som meget givende, men også både udfordrende og tidskrævende, at samarbejde med disse aktører, fordi de ofte skubber til vores vanetænkning. De kommer ikke med et “vi plejer”, men med et “kan vi ikke bare…”. Hvis vi spillesteder ikke er parat til at lytte og flytte sig, og give plads til nye strømninger, så ender vi med at gøre os selv overflødige, fordi musikken altid vil flytte sig og stille nye krav.
Når spillested og arrangører går i konstruktiv, åben dialog, kan det for alvor rykke på både formater og rammer, som Mia eksemplificerer:
– For mig personligt har samarbejdet med 365Tekster omkring Lyd+Litteratur Festival virkelig vist mig hvad musikken, sat i en anden kontekst, kan gøre ved koncertoplevelsen. Og Radars samarbejde med Strøm Festivalen har været meget udfordrende fordi arrangørerne her hele tiden stillede spørgsmålstegn ved de fysiske rammer vi som spillested jo kan være begrænset af. Men ved fælles hjælp, samarbejde og sliben kanter af, fik vi lavet to fantastiske aftener med Strøm.
Inspiration og nye muligheder for bands
Både de nye arrangører og deres partnerskaber med de etablerede spillesteder er godt nyt for landets mange ambitiøse upcomingbands. Dette ikke mindst pga. af de mange nye events der blomstrer op, men også fordi disse arrangører kan træde ind i rollen som mellemmand mellem artist og spillested, som Esben Marcher forklarer:
– Lokale promoters er ikke udbredt i Danmark – nok på grund af størrelsen og pga. vores velfungerende spillestedsystem. I landet som England bliver langt de fleste shows stablet på benene af en promoter, der så tager den økonomiske risiko og tilsvarende også en del af gevinsten, hvis der bliver solgt mange billetter. Promoteren lejer sig så ind på et spillested i en eller anden model og aflønner bandet alt efter hvor mange gæster der kommer. For de arrangører der ikke laver udendørs ting er parallellen til et sådant system åbenlys. Jeg tror det bliver mere udbredt fremadrettet, at lokale entusiaster er arrangører af koncerter i samarbejde med de etablerede spillesteder, og således agerer mellemmand. Det kan afgjort være en fordel for artister og bands, der kan arbejde med en specialist inde for deres respektive musikområde. En specialist som måske endda har godt fat i publikum inden for selvsamme område.
Det er dog ikke kun de nye arrangører, der kan skabe koncertmuligheder for landets mange gode artister. Det kan artisterne også selv, netop med inspiration fra de nye arrangører, slutter Esben Marcher:
– Jeg synes at flere bands og artister burde arrangere deres egne koncerter – evt. sammen med beslægtede bands, så måske skal man som optrædende søge lidt inspiration blandt hvad nogle af de her nye arrangører gør for at samle gæster, og så selv forsøge sig med at lave noget. Det behøver jo ikke være stort anlagte koncerter – hjemmekoncerter og eksklusive sessions er også i høj kurs og alt hvad man kan gøre for at ramme et publikum giver resultater når man bygger noget op.
Du og dit band har en stak sange klar. I har øvet jer længe og har ramt noget, i synes at omverden skal høre. Men hvordan booket man et show og hvordan får man kontakt med et pladeselskab?
Af Carsten Holm
En ting er naturligvis at finde kontaktoplysningerne og mailadressen. Men hvordan sikrer du dig, at din mail bliver læst og din musik hørt, fremfor at drukne i mængden af alle de andre håbefulde navne, der har fundet de samme mailadresser? Her kommer fem stensikre staldtips fra det københavnske spillested VEGA og pladeselskabet Tambourhinoceros, der deler ud af deres erfaringer om ’do’s & don’ts’.
Hvordan kommer jeg i kontakt med en koncertbooker?
Jeppe Christensen har igennem flere år booket koncerter på VEGA – blandt andet med fokus på navne, der optræder i Ideal Bar, VEGA’s mindste scene. Det er dér, hvor mange af de nye talenter prøver kræfter med en større scene for første gang og Jeppe modtager dagligt en hav af henvendelser. Udover, at høre koncerterne han booker til sit spillested, tager han også ud i byen for at høre musikken spille live på de øvrige scener, for blot at møde ind på sit arbejde dagen efter og blive mødt af en strøm af ulæste mails. Her er Jeppe’s fem væsentligste råd!
1: Ha’ styr på hvem du kontakter
– Alle spillesteder er forskellige og opererer i forskellige kontekster. Derfor ryger en email automatisk i papirkurven hvis jeg er CC sammen med et hav af andre spillestedsbookere og festivaler. Husk at sætte dig ind i hvem du henvender dig til og hvorfor. Lav noget research og stil dig selv de kritiske spørgsmål; Er jeg relevant for VEGA på nuværende tidspunkt, passer jeg profilmæssigt ind, hvorfor tager jeg kontakt til VEGAs booker?
2: Vær kortfattet og præcis i din kontakt
– Som booker får jeg rigtig mange mails og jeg bruger lang tid på at sortere i dem og identificere hvilke der er relevante. Vær derfor kortfattet i din henvendelse. Hvem er du/i? hvor er i karrieremæssigt? Hvorfor kontakter du/i mig?
3: Ha’ dit præsentationsmateriale i orden
– I forlængelse af punkt nummer 2 er det vigtigt at det materiale du medsender er i orden. Det skal være opdateret med præcise beskrivelser af links (hvoraf ingen er døde). Lad være med at vedhæfte PDF’er eller andre filer. Dropbox og lignende er heller ikke fedt. Kopier relevant tekst og direkte links til musik (helst Soundcloud eller Bandcamp) og diverse profiler ind i mailen. Sørg for at jeres Soundcloud, Bandcamp og Facebook-profiler er opdaterede. Er en mail interessant går jeg altid på opdagelse her og bliver klogere på bl.a. live-erfaring og evne til at agere og promovere på sociale medier m.m.
4: Timing
– Jeg kender det udmærket godt; Man sidder der og er frustreret over der ikke sker noget med ens projekt, så derfor sender man en masse mails, kontakter en masse spillesteder, agenter og pladeselskaber – og man hører måske slet ingenting. Men er timingen nu også den rigtige? Som booker i VEGA, booker jeg nogle gange et helt år frem, andre gange er det med ganske kort varsel, at jeg finder et supportband. Gør dig grundige overvejelser og argumenter overfor dig selv, hvorfor en koncert i VEGA giver mening ift. den tidslinje du bevæger dig på. Er det hos VEGA du skal spille din debutkoncert, eller er det måske en idé at vente til du har noget mere erfaring? Giver det mening at gå efter et supportjob i stedet for en headliner? – ja, det gør det som oftest. Hvis ikke man zoomer ud og tager et større perspektiv, kan ens ageren hurtigt blive usammenhængende og virke desperat.
5: Hav tålmodighed og husk fodarbejdet
– Det tager lang tid at blive god nok til at lave musik andre gider lytte til. Det tager endnu længere tid at gøre det fedt at se og høre live. Det tager ofte år og nogle gange lykkedes det slet ikke. En eller anden stor masterplan gør dig ikke til en god eller interessant musiker. Det gør det hårde arbejde og det kunstneriske fokus derimod – er dette på plads vil døre åbne sig og ting vil begynde at ske. Det værste man kan gøre er at lægge for stort et pres på sig selv eller lade andre gøre det. Jeg ser tit at tingene går for hurtigt – nogle gange så hurtigt at ellers lovende artister forspilder deres chance. Lad musikken og kreativiteten tale og ta’ kontakt til en spillestedsbooker når du føler du er helt klar. Spiller du i et band du selv gad betale penge for at se live? Hvis ikke, så ta’ lige tilbage i bunkeren og fordyb dig for en stund ekstra! Og som et lille bonuspunkt: Husk at når koncerten er booket, så begynder det næste lange, seje (og sjove!) træk. Publikum er ikke bare sådan en uudtømmelig hær af musikinteresserede mennesker med ubegrænsede økonomiske midler. De skal aktiveres, overtales, gøres interesserede og de skal forkæles.
Hvordan får jeg kontakt til et pladeselskab?
Kristoffer Rom er grundlægger og chef på selskabet Tambourhinoceros, som også er baseret i København. Med navne som Efterklang, Cancer og Palace Winter, råder Tambourhinoceros over en lang liste af nyere danske indienavne. Selskabet har ikke noget specifik musikalsk profil – som man måske kender fra andre labels, der fokuserer på metal, bas eller popmusik. Så længe der er en speciel stemning og ærlighed i musikken, så lægger selskabet ører til ny musik udefra. I Kristoffers tilfælde, modtager han også en masse mails hver dag. Links til filer, videoer, pressemeddelelser og sociale medie profiler – og det er ikke af ond vilje, at han ikke får lyttet alt igennem. Men henvendelsen skal være lige så skarp til Kristoffer, som den skal til Jeppe.
Dette er Kristoffers fem essentielle råd:
Vær modtagerorienteret og fortæl, hvorfor du sender musik til os specifikt. Undgå massemails, pressemeddelelser osv. I stedet gør det tydeligt, hvad det er ved modtageren, som gør, at du sender din musik til vedkommende.
Inkluder både audio og noget visuelt. Hele pakken tæller, men det behøver ikke være færdige produkter. Demoer og moodboards er fint.
Send ny uudgivet musik Mange vil have svært ved at markedsføre noget, der allerede er forsøgt markedsført tidligere.
Har du andre ombord (management, booking etc.), eller bare gode dialoger med potentielle partnere, så skriv det. Et label kan ikke breake en artist alene, det er en team effort.
Inkluder links til online-platforme Det gør ikke noget, at der ikke er store followertal, men det er spændende at se, hvordan en artist iscenesætter sig selv overfor (potentielle) fans.
I musikermagasinet Mer’ Monitor! #35 er der fokus på drømmen om at slå igennem i udlandet. I tredje og sidste del af artikelserien fortæller bassist i The Interbeing, Jacob Aarosiin Hansen, her historien om bandets første sammenhængende Europaturné. Du vil bl.a. få svaret på, hvilke tanker bandet gjorde sig før de begav sig ud på dette eventyr samt hvilke erfaringer de fik med.
Læs part 2(Et venligt Baest er et succesfuldt Beast)
I foråret 2017 blev vores manager (Mirza Radonjica, Prime Collective) kontaktet af bookingagenturet Artery Global, der søgte et supportband til det australske metalband Twelve Foot Ninja (TFN). Et band som på daværende tidspunkt havde et godt navn i især deres hjemland og USA, og havde flere turnéer bag sig. Europa var næste skridt for bandet og de skulle derfor for første gang på en headliner-tour af en måneds varighed. Mirza blev bedt om at sende nogle potentielle kandidater til tjansen som support. Valget faldt på os – og det var endda TFN selv, der valgte os ud.
Det gav os pludselig en masse at tænke over. For det første var det med en måneds varsel, vi kendte ikke rigtig til bandet og så var det lige en måneds ferie, der skulle opstøves.
Vi endte med at takke nej, da timingen var skidt – to måneder før udgivelsen af vores andet album – og så kunne familiefædrene i mit aldrende band ikke hive en måned ud af kalenderen fra arbejde og hjemmefronten med så kort varsel.
TFNs turné blev en succes med flere udsolgte shows, og de fik derfor sat en ny turné op allerede i efteråret 2017. Heldig som man nu kan være, var de endnu en gang meget hooked på at få os med. Denne gang var timingen perfekt.
Deres tilbud lød på et spot som main-support igennem fem europæiske lande over tre uger. Rent praktisk skulle vi køre rundt i en nightliner (altså en bus med overnatning), og dække udgiften svarende til halvdelen af buslejen og chauffør – hvilket jeg kan fortælle ikke er så lidt. Det sætter selvfølgelig nogle tanker i gang.
Hvornår er det rentabelt at tage på turné?
Da der ikke var forhandlet supporthyre med alle spillesteder, stod vi med en meget stor udgift foran os, uden at kunne tjene penge på andet end merchandise- og pladesalg. Vi diskuterede det en hel del i bandet, og konklusionen var, at gevinsten ved at spille sådan en turné opvejede udgiften:
Timingen var perfekt med et nyt album ude, som skulle promoveres.
Territoriet med hovedvægt på det tyske marked tiltalte os, bl.a. fordi vores andet album blev udgivet på et tysk selskab og fordi vores musikalske udtryk matcher markedet.
Genremæssigt passede vi ganske fint til TFN. Dette gav os en formodning om at deres publikum potentielt set også ville kunne lide vores musik.
TFN havde formået at spille for fyldte sale i foråret, og der var dermed en vis sikkerhed for at koncerterne blev godt besøgt, sådan at vi kunne høste mange nye fans hjem.
Vi var eneste support på denne tour (på nær et par steder, hvor der var et lokalt supportband foruden). Vi skulle dermed ikke frygte, at publikum ikke var ankommet når vores koncert startede.
Bookingagenturet bag turnéen var af en vis størrelse, hvilket gav os en sikkerhed for, at der var lavet en fornuftig planlægning, og at der højest sandsynlig var styr på alt det praktiske.
Vi har i Danmark en masse gode støttemuligheder til eksport af musik. Da vi allerede på det tidspunkt havde spillet en del shows ud over Danmarks grænser og havde et internationalt setup med tysk label og dansk manager, var udviklingspotentialet i høj grad til stede. Derfor mente vi, at der var gode chancer for at få noget af udgiften dækket af disse puljer.
Alle disse overvejelser er noget man som band bør snakke igennem før man siger ja til et konkret tilbud på at komme på turné ud over Danmarks grænser.
Dagen oprandt og vi fløj til Køln, hvor vi skulle spille på en festival og mødes med TFN. Synet af den store lækre nightliner gjorde vores rockstar-drømme endnu større, og drømmen blev udlevet til fulde over de næste tre uger.
På turné med spasmagere
Vi fandt ud af, at der er tre væsentlige ting, der er udslagsgivende for en god oplevelse, når man er på turné. For det første skal man have et godt forhold til det band man turnerer med – især når man deler bus. For det andet er det vigtigt, at det er nogle dygtige folk, der sørger for al praktikken. Slutteligt er det selvfølgelig vigtigt at koncerterne er godt besøgt. Alle disse ting kunne vi sætte kryds ved.
Når ens bolig i tre uger er den bus, man kører fra spillested til spillested i, vil man gerne have at det ikke bliver en klam svinesti undervejs. Dette var noget TFN havde oplevet før og de havde derfor udviklet en spøjs, men effektiv måde til at holde ti musikere og fem crewfolk renlige. De benyttede sig af et regelsæt kaldet ”The Almond of Truth”, hvor man blev straffet hvis man havde efterladt noget, der var større end en mandel i bussens fællesarealer. Straffen hed 5 euro eller 20 burpees (heftige squats) pr. forseelse. Hvis man fx havde en jakke eller en computer med sig i loungen, så skulle man have en anden til ”spotte” ens ting, hvis man gik væk derfra. For at anmelde skulle man blot tage et billede af forseelsen og smide den op i vores fælles chat på WhatsApp. Forseelserne blev stillet for en domstol med hele pivtøjet: anklager, dommer, jury og forsvar. Det kom der nogle rigtig sjove stunder ud af. Hvis anklagen ikke var fair, kunne der dømmes for CMF (Cheeky Mother Fucker) – og så måtte anklageren selv æde straffen.
Regelsættet resulterede i en ganske ryddelig bus, selvom der blev hamret bajere i spandevis. Helt grundlæggende var TFN et fornøjeligt band at være på turné med, og vi fik et rigtig godt sammenhold undervejs. Det er helt klart et kæmpe plus, når man går så tæt op af hinanden i flere uger.
Samtidig havde de et flinkt og yderst professionelt crew med. Deres lydtekniker fungerede som tourmanager, og lysmanden var Tetris-kongen, når gearet skulle pakkes ind i traileren efter hvert show. Vi havde selv lydmand med, og var så heldige at deres weissbier-elskende lysmand Luke spurgte, om han ikke også skulle afvikle vores shows. Luke lærte vores sæt så godt undervejs, at han ned til mindste detalje fik lyset inkorporeret med musikken. Her blev vi bekræftet i, hvor meget det kan gøre for et liveshow, og at det bestemt ikke er noget man skal undervurdere.
Det er vigtigt at få afstemt hvilket gear man deler og hvad man selv skal sørge for, inden man tager på tour. Vi var så heldige at deres setup på fin vis matchede vores, sådan at change-overs ikke var så omfattende. Dette er væsentligt, da man som supportband ikke kan regne med en særlig lang lydprøve. Hvis vi var heldige havde vi 45 min. til setup og lydprøve. I den sammenhæng var vores in-ear monitor systemer guld værd, for så behøvede vores lydmand nærmest ikke bruge tid på at lave lyd til os – indstillingerne var gemt i lydpulten.
I løbet af turnéen blev vi voldsomt effektive til at lave lydprøver og sceneperformance blev ligeledes tunet ind til et meget mere professionelt udtryk, end det vi startede ud med.
Få det meste ud af din investering
Når man investerer en heftig sum penge i sådan en turné, vil man have det meste ud af hver eneste koncert. Vi tog hver eneste aften dybt seriøst, og gjorde derfor en stor dyd ud af at yde vores bedste til hvert show. Man kan godt drikke sig ned på en turné (og det gjorde nogle i høj grad, inkl. undertegnede), man skal bare vide, at man skal være 100 pct. klar til showet dagen efter.
For at maksimere vores udbytte af koncerten gik vores forsanger direkte ned til merchandiseboden efter hvert show. Vi andre fulgte efter, når vi havde pakket scenen ned. Vi havde et hav af stickers, flyers og postkort med, som vi på skift delte ud til alt og alle vi kunne komme i nærheden af. Hver eneste person i salen var potentielt én ny fan, og der skulle ikke herske nogen tvivl om, hvem de netop havde oplevet på scenen. Det var jo (for det meste) hovednavnet, som publikum havde købt billetten til.
Der er ingen tvivl om, at det giver ekstremt meget til ens liveperformance og professionalisme, når man spiller næsten hver dag i tre uger. Det giver desuden plus på sammenholdskontoen, og så er det en effektiv måde at opstøve et nyt publikum, som ellers ikke ville have fået øjnene op for bandet. Vi havde en vildt fed oplevelse, spillede for fyldte sale og følte efterfølgende at vi havde fået fuld valuta for pengene.
Hvis man i sit band er nået til det stadie, hvor man vil investere i et udenlandseventyr, kan jeg kun anbefale at man starter som supportband. Blot omstændighederne er i orden og man gør sig fuldstændig klart, hvorfor det er, man tager afsted.
I det nye Mer’ Monitor magasin er der fokus på drømmen om at slå igennem i udlandet. I anden del af artikelserien har magasinet taget en snak med manager Jens Engsig Karlson for Danmarks måske mest hypede metalband, BAEST!
Dødsmetalbandet BAEST har på rekordtid etableret sig som et af landets stærkeste metalacts, med anmelderroste koncerter på Roskilde Festival, Copenhell og senest til Gaffa Awards. Det har givet genlyd i udlandet, hvor bandet i januar var på Europas største branche- og showcasefestival Eurosonic.
Ankom i god tid, ryd op og vær høflige overfor dem I møder. Sådan lyder det simple budskab fra Jens, manageren, der har været med til at bane vejen for et af de stærkeste danske metalbands i øjeblikket. Høflighed, og så selvfølgelig: det at kunne levere når det gælder – altså hver eneste gang!
– Fra start mener jeg at ydmyghed og hårdt arbejde har været en af de vigtigste ting for BAESTs hurtige fremgang, forklarer han og fortsætter,
– det lyder måske ret simpelt eller kedeligt, men i sidste ende så er et godt ry og netværk meget vigtigt. Derudover så har det for BAEST, som har et stort fokus på livekoncerter, også været vigtigt at levere hver gang og med samme energi. Det er noget vi altid har fokus på.
En skarp profil fra start
Jens Engsig Karlson kom med omkring bandet helt fra start, og det har vist sig at være et godt træf for begge parter. Karrierekurven har været stødt opadgående siden. Fra starten var det dog ikke en egentlig manageropgaven, men i stedet en opgave om at styre bandets facebookside. Det ambitiøse band var bevidste om vigtigheden af en skarp og tydelig profil online. Jens forklarer:
– Helt i begyndelsen blev jeg spurgt om ikke jeg ville hjælpe til med at lave en facebookside og holde den lidt i gang. Jeg har en baggrund indenfor arbejdet med sociale medier, så det ville jeg meget gerne. Det var især spændende at få lov til at arbejde med et helt friskt band, så man for alvor kunne lægge en god strategi, fortæller han og fortsætter.
– Fra start har vi haft mantraet at vi ikke vil booste nogle opslag. Jeg mener det er et pengehul (der er dog tidspunkter, hvor det kan have sine fordele), som stille og roligt æder af bandkassen. Til sidst står man og smider penge efter opslag flere gange om ugen, hvor man i stedet kan købe en stor sending merchandise en gang i kvartalet. Så det har været spændende at arbejde med hvor god en kommunikation man kan have med sine fans, uden at skulle gøre brug af de betalte genveje.
Der er en del ekstra timer i arbejdet med at være konsekvente på sociale medier, men det åbner også op for nogle muligheder, som vi nok ellers ikke havde fået.
Fra SoMe-manager til bandmanager med hjælp fra netværket
Jens fik lynhurtigt vist sin værdi for bandet, og siden er opgaverne taget til i antal.
– Arbejdsgaverne udviklede sig hurtigt til at varetage stort set alt andet end det kunstneriske arbejder, hvilket jeg synes var utroligt spændende, da musikbranchen altid har draget mig. Jeg fik hurtigt sat en studietid i stand, bookede de første 12-14 shows og sidenhen tog jeg kontakt til mange nøglepersoner i Aarhus’ musikbranche, for at undersøge hvor vi kunne forbedre os og altså forøge vores chancer for at blive booket til større ting.
– Der er meget hjælp at hente i den danske musikbranche, og jeg har især været glad for den uvurderlige hjælp jeg har fået af Jesper Mardahl fra Promus. Jesper har faciliteret en mentorordning for mig, hvor jeg er blevet tilknyttet Toke Holt. Her har vi fået utroligt meget hjælp med alle aspekter af et bands udvikling – og en managers udvikling for den sags skyld. Stor tak til Jesper og Toke for deres engagement i min og BAESTs udvikling.
– Fra start var det ultimative mål en Copenhell eller Roskilde-koncert, og det tænkte vi nok skulle tage et par år, men allerede efter et halvt år med koncerter, så blev vi booket til begge – indenfor en uge. Sidenhen har opgaverne været mange og vidt forskellige, men det har altid været en fornøjelse at arbejde med et hold, som altid tilgår opgaverne med samme engagement og seriøsitet.
Eurosonic: Verden er klar!
I januar stod der så Eurosonic Festival i Jens og bandets kalender. En af de vigtigste brancheevents i Europa til at showcase sin musik og lægge fundamentet til en international karriere. Men for at få mest muligt med fra festivalen, kræver det intens forberedelse og ikke mindst, at forstå hvilken mulighed man står med i hænderne. Jens forklarer:
– Først og fremmest har det krævet at vi skulle forstå hvor vildt det egentlig var at vi skulle spille til Eurosonic – og så endda på Vera! Et legendarisk venue, på en legendarisk festival. Så udover en masse hype-arbejde, hvor vi satte os selv op til koncerten, så har vi også oplevet en masse støtte fra MXD. I hele perioden op til festivalen har der været løbende sparring, som vi har brugt alt hvad vi kunne. Det at have en plan for hvem man gerne vil snakke med, og hvornår, om hvad, hvorfor og med hvilket mål – det er hele kernen til en showcase festival. Og her er MXD eksperter. Vi var heldige også at skulle spille på Copenhell Freezes Over en uges tid før vi skulle til Eurosonic, hvor vi både fik arbejdet med selve showet, men også taget kontakt til flere nøglepersoner, som også skulle på Eurosonic.
Som læseren nok har fornemmet, så tager Jens og bandet ikke let på den slags opgaver, og det lykkedes da også at få hænderne fulde af aftaler:
– Det gik lige som det skulle på festivalen, vi fik hul igennem til mange forskellige selskaber og personer, som vi fremover vil arbejde sammen med, når BAEST stille og roligt tager hul på det udenlandske marked. Vi fik lukket et samarbejde med Doomstar Bookings og MOJO, som repræsenterer os udenfor Danmark, og så landede vi yderligere to udenlandske festivaler, som vi skal spille på til sommer. Så et kæmpe udbytte, og et stort outcome fra en intens arbejdsperiode op til, fortæller Jens.
Hvorfor tage til udlandet på turné?
Oven på Eurosonic står det klart, at udlandet er et åbent marked for det danske dødsmetalband. Og drømmen om udlandet, turnéen og landevejen, er da også en væsentlig del af mange musikeres ambitioner, men Ifølge Jens, er det dog afgørende at man gør sig klart hvorfor man vil tage på en turné i udlandet. For Jens og Baest var første turné en test af selve bandets evne til at klare en længere turné:
– Vi havde i samarbejde med Tråd Booking og Enemy Booking fået en tour i stand i Tjekkiet og Slovakiet, hvor vi skulle spille otte koncerter i streg, lige efter Eurosonic. Vores primære mål med touren var at teste hvordan det er at være på en længere tour udenlands. I og med at det var en undergrundstour på mindre steder rundt i Tjekkiet og Slovakiet, hvor folk overhovedet ikke vidste hvem vi var, så var der heller ikke meget at tabe, hvis tingene ikke lige gik som de skulle. Det var utroligt befriende at gå fra en meget stram setting på Eurosonic, til en utroligt loose setting rundt i Tjekkiet.
– De vigtigste erfaringer at tage med derfra er først og fremmest at man skal være helt enige om hvorfor man tager på sådan en tour, hvem der har ansvaret for hvad og have aftaler på plads til situationer, hvor man er uenige, trætte og ikke ved hvordan man kommer videre. Og så handler det igen om at være godt forberedt. I Danmark er vilkårene for musikere utroligt gode sammenlignet med f.eks. Tjekkiet og Slovakiet, og det har også en stor effekt på koncertplanlægning og afvikling. Hvis ikke vi havde været forberedt til tænderne på den tour, så er jeg sikker på at vi havde været for pressede til at nyde touren, eller overhovedet tage nogle positive erfaringer med hjem.
Vores tour gik super godt, og det er helt klart en bedrift at vi kunne bo 9 mand i en sprinter og spille 8 koncerter i streg – og samtidig have en sjov og oplevelsesrig tou
*****
Artiklen er skrevet af Ricco A. Jensen og er først publiceret i Mer’ Monitor! #35.
I det nye Mer’ Monitor magasin bliver der fokuseret på drømmen om at slå igennem i udlandet. Udlandets interesse for dansk musik giver god grund til at springe i bandbussen, men der skal dog lige løftes en pegefinger – og den står Mikael Højris, konsulent hos Dansk Musiker Forbund for.
Læs part 2 (Et venligt Baest er et succesfuldt Beast)
Drømmen om det internationale gennembrud er vel ligeså gammel som rockmusikken selv.
Hvis man, som jeg, holder af at læse musikerbiografier over store udenlandske stjerner, kan man konstatere at det er et gennemgående tema i langt de fleste, især engelske, musikeres historie:
De havde valget mellem at blive musikere, fodboldspillere eller kriminelle.
Måske er det denne temmelig barske efter-2-verdenskrigs-virkelighed der har været med til at skubbe ikke mindst engelske musikere (og fodboldspillere) ud i verden. De havde ikke noget at falde tilbage på. Ingen støtte, ingen SU, bistandshjælp, dagpenge eller andet sikkerhedsnet.
Drømmen om at erobre udlandet lever i bedste velgående hos langt de fleste musikere. Men at realisere sine drømme, kræver andet og mere end at drømme.
En lille første tjekliste over hvad der skal til kunne være.:
Jeg er klar til at spille koncert de fleste af ugens dage, oftest uden at få anden betaling end gratis mad og drikke og måske en sofa at sove på.
Jeg er klar til at være væk hjemmefra uger eller måneder i træk uden at have nogen indtjening.
Jeg er klar til at spille i stedet for at tage til kærestens fødselsdag, svigermors sølvbryllup eller bedstemors begravelse.
Spørg bare nogle af de danske musikere, der har ’været der’: Artillery, Hatesphere, The Blue Van, Dúnè, DAD, Pretty Maids, Mø, Volbeat eller for den sags skyld ethvert yngre ambitiøst heavy eller metalband, som står midt i det. Det er benhårde vilkår, som kun de færreste holder til i længden.
En anden tjekliste er en fakta-liste:
”vores band passer bedre til det tyske marked!” – siger hvem? At f.eks. hård rock synes at have mere succes i Tyskland kunne måske skyldes at markedet er 18-20 gange stå stort som i DK, ikke at genren som sådan objektivt set er mere populær.
”vores sound passer til det engelske marked!” – ok – og hvad er den engelske ’sound’?, følger man engelsk musik vil man vide at den ’sound’ ændrer sig nærmest ugentligt – og hvorfor i alverden skulle et engelsk publikum dog have lyst til at lytte til et dansk band, der lyder som noget de allerede HAR hørt?
”vi satser på USA først” – fair nok, det er rimeligt ambitiøst, men har I overhovedet nogen kontakter i branchen derovre. Er der et major label (i USA), der vil signe og sponsere jer, således at I kan få arbejds- og opholdstilladelse? Med andre ord, er der nogen der vil lægge 50-100.000 kr. i investering i at betale for visaer, stille garantier for jeres økonomi osv. Hvis ikke, skal I nok lige genoverveje den plan.
Er det hele totalt krop umuligt.
Både både ja og nej … Ja , og det har det altid været siden rock’n’rolls barndom og nej, mange ting gør, at det i dag er meget lettere at få et internationalt publikum i tale – online vel at mærke!
Hvis man ikke bare nøjes med at lægge sin musik op på en eller flere streamingtjenester, men også bruger tid og energi på at pushe den til specialiserede playlister (scandipop, alternative metal osv.) og hvis man bruger de mange onlineværktøjer der gør det muligt at se hvor og hvornår ens musik bliver streamet, ja så kan man komme rigtig langt, på trods af den traditionelle branches mange forhindringer og gatekeepere.
Hvis man selv kan konstatere, at man faktisk har folk der rålytter til ens tracks i f.eks. Hamborg, giver det jo pludselig mening selv at kontakte spillesteder i Hamborg, med kopi af playlister og lytterdata. Det er jo potentielt solgte billetter i døren og kunder i baren. Præcis hvad spillesteder elsker.
Men opdager man, at man bliver lyttet rigtig meget til i f.eks. Sydney eller Bangkok skal man nok lige tjekke en globus og overveje, hvad man så kan gøre. Da vil det nok give mere mening at prøve at kontakte nogle lokale bookere eller managere og høre om de kan hjælpe. Hvordan finder man dem? Google, Facebook, BandCamp osv. Og når man har nogle navne baggrundstjekker man dem, ved at kontakte de musikere (Google, Facebook, BandCamp osv. igen) de angiveligt repræsenterer for at spørge dem, musiker-til-musiker, om de kan anbefale den pågældende booker eller manager.
Det som de fleste succesfulde musikere, har til fælles er, at de har fundet deres helt egen lyd … ikke en ’aldrig-nogensinde-hørt-i-verdenshistorien-før-lyd’, men en lyd der er så tilpas original, at den stikker ud fra mængden og ikke lyder som en ligegyldig kopi af aktuelle hits.
Noget andet de har til fælles er, at de alle har et godt og professionelt hold bag sig. Booker, manager, pladeselskab, musikforlag/publisher, som alle er klar på at arbejde røven-ud-af-bukserne for musikeren.
Der er ingen regler for hvad man skal have først (booker, manager, pladeselskab, publisher) men oftest kommer manageren først, og hans/hendes opgave bliver at sammensætte resten af holdet.
Hvordan finder man en manager? Et godt sted at starte er at tjekke, hvem der er manager for andre musikere, som man selv synes man er genremæssigt beslægtet med og som har en eller anden grad af succes. Tag kontakt til manageren, så manageren kan ’opdage’ jer.
På vej mod drømmen kan det godt være at man løber panden mod en mur … men hvem siger at muren holder?
——– Mikael Højris, konsulent i DMF – Dansk Musiker Forbund. Rådgiver om og forhandler alle typer musikbranchekontrakter. Mikael har de seneste 35 år rådgivet hundredevis af bands, og har netop udgivet branchebogen Den Nye Musikbranche 3.0 med alt om branchen, rettighederne og kontrakterne. Bogen kan købes her: www.musikbranchen.dk.
“Playlister er det nye radio!” eller “playlisterne er vejen til flere streams!”
Hvis du har fulgt med i udviklingen på det digitale musikmarked, så har du med garanti læst eller hørt udsagn, der ligner ovenstående. I store musikmedier, på blogge og på musikkonferencer verden over, tales der lige nu om playlistens store betydning, som det vigtigste sted for opdagelsen af ny musik og som det sted, hvor flest streams overordnet set genereres fra.
På Spotify alene findes der over to milliarder playlister, hvoraf de største og mest betydningsfulde er Spotifys egne såkaldte “in-house playlists”. I øjeblikket generer disse “in-house-playlists” over en milliard streams om ugen på verdensplan og i Skandinavian alene genereres 70% af alle streams på Spotify fra tjenestens “in-house playlists” – bare lige for at understrege deres tyngde!
Derfor er spørgsmålet for mange artister og pladeselskaber lige nu; Hvordan kommer min musik på en playliste? Og meget groft sagt findes der to måder – den aktive og den passive. Eller den heldige og den strategiske, hvis man skal være grov.
Hos Promus i Aarhus har vi forsøgt at arbejde med spørgsmålet “hvordan optimerer jeg min tilstedeværelse på streamingtjenesterne?” og vi har derfor beskæftiget os meget med netop playlisterne. I vores research er vi stødt på forskellige eksempler på en aktiv og passiv tilgang til at komme på playlisterne og i det kommende vil vi give et par eksempler på dette, der forhåbentlig kan virke som inspiration.
Den passive: Danny Ocean
Danny Ocean er i dag en international superstjerne. Ja, navnet ringer måske ikke den helt store klokke i vores del af verden, men i USA og sydamerika er han et kæmpe stort navn indenfor pop med latinamerikansk udtryk. Danny Ocean er interessant fordi han er et eksempel på en artist, der startede med selv at udgive en sang på YouTube – en sang, som hurtigt spredte sig på internettet og ind på Spotifys playlister, hvilket betyder, at sangen i skrivende stund er afspillet over 425 millioner gange på Spotify.
Historien om Danny Ocean starter i 2016, hvor Ocean er rejst fra sit hjemland, Venezuela. Han har hjemve og savner en gammel flamme, som stadig er i Venezuela. Han beslutter derfor, at han vil skrive en sang til hende i valentinsgave. Sangen hedder “Me Rehuso” og da den er færdig lægger Ocean sangen på YouTube for at dele den med sin omgangskreds. Ocean har en manager, som viser sangen til sin kæreste, og hun lægger den på sin instagramprofil. Udover at være Oceans managers kæreste, så er kæresten også en populær TV-vært i hjemlandet, Venezuela og hendes instagramopslag bliver starten på “Me Rehusos” succes. På managerens kærestes Instagram bliver sangen eksponeret for et stort publikum og får over 300.000 views.
Når der pludselig er meget aktivitet omkring et stykke musik på internettet råder streamingtjenesterne over datasystemer, der opdager en sådan aktivitet. Spotify opkøbte i 2014 firmaet The Echo Nest, som – i grove træk – overvåger internettet for såkaldte “lokale peaks”. Derfor opdagede Spotify også Oceans sang, da den lokalt begyndte at røre på sig.
Aktiviteten omkring “Me Rehuso” betød, at sangen blev tilføjet til nogle af Spotifys store playlister med fokus på sydamerikansk musik, hvor den hurtigt blev populær. Og ligesom at Spotify overvåger hvad der sker udenfor tjenesten, overvåger Spotify i høj grad også hvad der sker på tjenesten.
Playlisterne kan med fordel ses som en fordboldturnering, hvor de sange der klarer sig bedst “går videre” til bedre (og her menes der typisk større playlister målt på antallet af følgere) playlister, når de klarer sig godt. Typisk vurderes en sang på dens såkaldte “skip rate” – altså om brugerne skipper sangen ved at trykke videre til den næste.
For “Me Rehuso” betød det, at sangen i dag har over 425 millioner streams på Spotify. Og det er kun på Spotify. Tæller man eksempelvis views på YouTube med, så er sangen afspillet langt over en milliard gange.
Den aktive: Gurli Octavia
Den passive måde at ende på en playliste er svær at satse på, men ikke umulig. Det vides ikke præcist hvor meget såkaldt “larm”, der skal til for at blive opfanget af streamingtjenesterne. Desuden gælder det, at streamingtjenesterne er i konstant udvikling. Det betyder, at de afgørende faktorer for, at du ender på en playliste grundet din aktivitet uden for streamingtjenesterne, kan være nogle andre i dag end de er i morgen.
I stedet for passivt at håbe på, at man ender på en playliste kan man istedet arbejde for at blive pitchet til playlisterne af sin digitale distributør. En digital distributør er den som kan gøre din musik tilgængelig på streamingtjenesterne og kaldes også en aggregator. Mange aggregators pitcher sange for streamingtjenesternes playlistekuratorer og du kan på den måde være heldig at blive udvalgt til en playliste.
Det skete for den aarhusianske sangerinde Gurli Octavia, da hun I november 2016 udgav sangen “Winter Arrived” på det lille musikselskab Like a can of Beans Records. Gurli Octavia og musikselskabet ønskede, at målrette sangen til playlister og da sangens titel passede med årstiden på udgivelsestidspunktet var det oplagt, at sangen kunne pitches mod playlister med fokus på vinter-sange.
Kuratorerne hos Spotify syntes, at det var en god idé, og valgte at lægge sangen på en række playlister for musik med et akustisk udtryk. Og ikke nok med det, så endte sangen også på den store playliste “New Music Friday Danmark” med over 40.000 følgere. “Winter Arrived” har i dag, lidt over et år efter udgivelsen, over 270.000 streams – over 200.000 flere streams end Gurlis næstmest streamede sang.
Man kan dog ikke sætte streg under og sige, at hvis en sang kommer på en playliste, så kommer den til at klare sig godt på streamingtjenesterne. Det vil jo i sidste ende handle om, om dem der streamer kan lide sangen, vender tilbage til den og måske tager den ind på deres egne playlister, så sangen på den måde øger sin popularitet på tjenesterne og dermed prioriteres endnu højere af tjenesterne. Omvendt kan der ikke være nogen tvivl om, at playlister er vigtige og noget man bør tænke ind i sin udgivelsesstrategi, når nye udgivelser skal eksponeres for et publikum!
Ovenstående er et uddrag af kompendiet “At arbejde med et track”, som udgives af Promus i slutningen af november. Hvis du vil læse mere om hvordan du kan optimere din digitale tilstedeværelse, så kan du sende en mail til info@promus.dk og få kompendiet tilsendt.
En manager og en pladekontrakt… så er karrieren i hus og verdensherredømmet i sigte. Tja måske, men højst sandsynligt ikke. I hvert fald ikke hvis man spørger Jeff Rabhan, en mand med mange succesfulde musikkarrierer på samvittigheden. Manglende tålmodighed og den rette forberedelse står, ifølge ham, ofte i vejen for bands og artister i deres søgen for at finde de rette samarbejdspartnere.
Af Ricco A. Jensen
Når kreativiteten sprudler og lækker ny musik sprøjter ud af forstærkerne i øvelokalet, er det helt forståeligt at tålmodigheden er begrænset. Musikken skal ud, bandet skal videre og det skal være nu. Spørgsmålet er dog blot hvordan det skal ske, om det er en manager man har brug for eller om ikke man er bedre tjent med at gøre sig nogle erfaringer selv.
Do It Yourself – indtil du ikke længere kan
For Jeff Rabhan handler det først og fremmest om at tage vare på sin egen karriere. Det handler om at lære processerne, skabe netværk og få berøring med alle aspekter under vejs.
– Du bør være din egen booking agent, din egen publicist, marketing-mand og radio promoter. Primært fordi du på den måde vil lære alle de forskellige aspekter af din karriere at kende – du uddanner dig. For det andet, så bygger du selv relationerne, i stedet for at hyre en manager på baggrund af hvem denne kender, fortæller han i et indlæg på ReverbNation.
At gøre det selv giver dig kontrol og forståelse. Forhåbentlig når du på denne måde et punkt, hvor du har for travlt til fortsat at kunne varetage opgaverne. På det tidspunkt vil en ordentlig manager finde dig, ifølge Jeff Rabhan. Tanken er nemlig, at hvis du og bandet får skabt en god hype omkring jer selv, så når det frem til branchefolkenes ører.
Udgangspunktet bør være at bygge bandet op som en forretning. De mange opgaver omkring bandet, skal fordeles blandt medlemmerne, og så handler det om at agere professionelt. På den måde er de første skridt mod solide samarbejdspartnere taget. Men husk tålmodigheden:
– Hvis du er en ny artist, så venter ingen på at din musik skal komme ud. Derfor, få alle elementerne på plads fra starten, slår Jeff Rabhan fast.
Kend jer selv og organiser jeres online tilstedeværelse
At uddanne sig selv og bandet, med en initiativrig gør-det-selv tilgang, er Jeff Rabhan’s første punkt på tjeklisten, på vej mod en solid karriere med gode samarbejdspartnere. En proces der bygger bandet op gradvist og hvor man finder ind til hvem man er som band.
En stærk identitet er nemlig en anden vigtig ingrediens i karriereopbygningen.
– Meget få managere er interesseret i at finde frem til hvem I er for jer. Uden en stærk identitetsforståelse, en personlig lyd og et tjekket look, så spilder i tiden med at finde repræsentation, ifølge Jeff.
Han opfordrer i den forbindelse til at tage sig tid til at eksperimentere. Find frem til hvem I er, hvem jeres publikum er, og ikke mindst, hvordan I kommunikerer med dem. Et band med en stærk selvforståelse, har en langt højere gennemslagskraft i deres kommunikation, hvilket vil omsætte sig i flere følgere og mulige samarbejdspartnere.
Dette bliver afgørende i jeres online tilstedeværelse, som, ifølge Jeff, bør inkludere en opdateret hjemmeside, der er forbundet med aktiv brug af de sociale medier. Kommende samarbejdspartnere vil se at bands kan organisere et aktivt online fællesskab.
– Dette er et minimum. På nutidens marked får artister aftaler med managere og pladeselskaber i hus alene på styrken af deres online tilstedeværelse.
En stærk identitet formidlet ved hjælp af en aktiv online tilstedeværelse, er en central del af den branding, som er så afgørende for et moderne band.
– ’branding is the phrase that pays’, som Jeff konstaterer og fortsætter, enhver artist må nødvendigvis være i branding-branchen.
En stærk liveoptræden er altafgørende
Helt centralt i udviklingen af karrieren, står selvfølgelig musikken. Og mere end nogensinde handler det om bandets præsentation af musikken ved live koncerter. Jeff forklarer,
– Med så meget af indtjeningen i dagens musikbranche der er afhængig af turnévirksomhed og merchandise, vil langt de fleste managere være sikre på at I kan tjene penge på landevejen, og at I bygger fanbasen hver gang i spiller.
Et band der har bygget fanbasen på skarpe livekoncerter, f.eks. i hjembyen, er et stort skridt foran andre bands i at tiltrække sig opmærksomhed fra managere og andre branchefolk. Halter bandet på dette punkt, skal man, ifølge Jeff Rabhan, ikke invitere en potentiel manager til koncerten,
– det er en ’deal-killer’ hver eneste gang.
Din gymnasieven er ikke den nye manager
Sidste punkt på Jeff Rabhan’s liste, er en påmindelse om at undgå en udbredt misforståelse, nemlig at lade managertjansen tilfalde en ven eller et familiemedlem. Objektivitet er et nøglebegreb i den forretningsrelation som band-manager relationen er. Bandet og forretningen udvikles med klarsyn og kendskab til markedet, ikke med velmenende klap på skuldrene. Jeff’s anbefaling er klar,
– hyr den bedste person, med den største erfaring du kan finde.
Jeff Rabhan’s 6 tips til at finde en manager:
DIY until you no longer can
Get your online presence together
Know who you are
Captivate a following in your hometown
Master your live performance
Avoid ”Uncle Joey Syndrome”
Jeffrey Rabhan er en international konsulent, artist manager, musik CEO, kulturkritiker, og underviser på universitetsniveau. Han er desuden Kreativ Direktør hos Trifecta Consulting ltd. og Formand på Clive Davis Institute of Recorded Music på New York University’s Tisch School of the Arts.
Artiklen er baseret på et interview og et gæsteopslag af Jeff Rabhan på ReverbNation. Citater oversat af skribenten. Få inspiration fra denne og andre artikler, om det at bryde igennem med musikken, på ReverbNation, Hypebot, MusicThinkTank og andre sites.
Heartbeat Music – passioneret booking & management
I den seneste udgave af Mer’ Monitor har Lene Ethelberg været på udkig efter passionerede, entreprenante mennesker, som brænder så meget for musikbranchen, at de starter deres egne virksomheder. Dette har ledt hende til det aarhusianske Heartbeat Music bestående af Stefan Facius og Thomas Bredahl. Deres kickstart var bookingen af de nu velkendte Go Go Berlin, som de undrede sig over at ingen andre kunne se kvaliteten i. Siden da er det gået meget godt.
Hvilke omstændigheder (og hvornår) gjorde at I fik idéen til at skabe Heartbeat Music og hvad kan I tilbyde jeres kunstnere af ydelser, som skiller jer ud fra de større booking & management bureauer?
Vi har kendt hinanden siden vi var teenagere, og har fuldt hinandens karrierer på sidelinjen i mange år. For nogle år siden stod vi begge to ved en skillevej rent karrieremæssigt, hvor vi drak noget kaffe, snakkede musik, og drømte. På et tidspunkt ringede Stefan til mig og sagde: “Jeg er stoppet på Copenhagen Music og jeg er faldet over det her band, som jeg vil være manager for. Og du skal være med. Du får lige en uge til at tænke over det imens jeg tager på ferie med min søn”.
For første gang i lang tid havde jeg ikke en masse parader oppe og en masse overvejelser, for det føltes simpelthen så naturligt. Vi har nogenlunde samme indstilling og forståelse for hvad der skal til for at etablere sig, både som musiker og som brancheperson. Vi deler arbejdsmoral, og en forståelse for at det kræver en kæmpe indsats hvis man vil forsøge at gøre sine drømme til virkelighed. Denne tilgang krydrer vi med vores mange års erfaring på scenen, bag skrivebordet, og alle de andre steder vi har huseret i branchen.
Vi har fra dag ét haft fokus på udlandet, og har et kæmpe internationalt netværk. Og i al ydmyghed, så er det vi tilbyder vores kunstenere: knowhow, netværk, forståelse for både det kreative og det forretningsmæssige, samt forståelse og erfaring med de personlige udfordringer, det er, at være i et band og være skabende og udøvende kunstner.
Hvordan får I flyttet jeres kunstnere fra A til B på bedste måde og hvordan er det gået med at overbevise internationale A&R’s om salgspotentialet for jeres danske bands?
Det kræver blod, sved og tårer. Kort og godt. Der er ikke nogen af vores artister der kommer sovende fra A til B. Vi tror ikke på quick-wins, og lover faktisk aldrig vores artister noget – andet end at vi vil gøre alt hvad vi kan, for at de klarer sig så godt som muligt. Indtil videre er det gået ret godt med at få internationale pladeselskaber, bookere, promotere etc. til at se potentialet i vores bands. Det handler naturligvis om musikken, men også alt rundt om musikken, og holdet bagved bandet.
Hvilke kriterier har I til, at man som kunster/band kan komme i stald hos jer?
Vi skal kunne føle artisten. Dvs. vi skal begge to tænde på musikken, og kunne se et kommercielt potentiale i bandet. Det er også mega vigtigt for os, at vi kan føle menneskerne i bandet. Det skal være mennesker, som vi har lyst til at arbejde med og være stolte af at repræsentere.
Vi er faktisk enormt picky med at tage nye artister ind. Vi skal tro på, at vi kan levere et ordentligt stykke arbejde, og det kan vi kun hvis vi vurderer at artisten har det nødvendige talent, potentiale og indstilling, og vi vurderer at deres musik kan gøre sig internationalt i konkurrence med alle de mange andre sindsygt dygtige musikere derude. Kort og godt skal artisten være et sted i sin karriere, hvor det giver mening at have et management. Vi kan trods alt ikke trylle et demoband om til et “stadion-act” på 20 minutter.
Hvordan syntes I generelt det går med den danske musik undergrund og har I et råd til alle de spirende musikere derude?
Danske musikere er meget dygtige. Det hører vi også gang på gang når vi snakker med vores internationale kollegaer. Men der er lang vej fra at være dygtig musiker til at have dét der skal til for at kunne skabe en professionel karriere i dagens musikbranche. Det kræver faktisk at man gør meget mere end at skrive sange og spille koncerter.
I dag skal bands nærmest fungere som en lille virksomhed og selv have styr på alt fra bandidentitet, kommunikation, regnskab, jura, selvangivelse, støttekroner og meget meget mere. Konkurrencen internationalt er benhård, så man skal virkeligt ville det, og være indstillet på at man ikke kommer sovende til noget som helst.
Når det er sagt, så er der jo ikke noget federe end at trykke den af sammen med sine venner, og mærke progressionen når et band med små skridt hele tiden flytter sig nærmere drømmen – og det er sgu bare med at trykke den af og knokle løs derude i øvelokalerne, i studierne, og på spillestederne.
20 minutter i heksekedlen på verdens største metalfestival
Verdens største metalfestival, Wacken Open Air, er et yndet pilgrimsmål for de fleste metalfans. For upcoming-bands inden for metalgenrerne, er det at betræde festivalens scener, som at få adgang til den hellige gral. Aarhusianske Savage Machine fik 20 hektiske minutter foran 6.000 mennesker. Mer’ Monitor! har talt med trommeslager, Martin Helbo, om oplevelsen.
Af Ricco A. Jensen (fra Mer’ Monitor 27)
Der er hektisk aktivitet bag tæppet. Der er mange bands, meget grej og tidsplanen skal overholdes. Går bandet over tid, tager de strømmen. Det er den klare melding. Men alt falder på plads og Martin sidder bag trommerne, klar på scenen til verdens største metalfestival. Introen lyder og tæppet går til side, foran møder et fyldt telt bandet. Alt klapper som det skal, Savage Machine ejer scenen og teltet, lige indtil andet nummer starter…
Det er godt fire år siden bandet startede ud på den vej, som skulle føre dem forbi den tyske metalfestival. Med deres ’old school heavy metal’ har de ramt en genre som folk holder af og støtter op om, som Martin Helbo konstaterer,
– siden starten er det i hvert fald kun gået støt fremad. Vi har spillet et hav af koncerter over hele landet, og bevæger os støt op mod de større scener.
Vinder af den nationale konkurrence
Vejen til den tyske metalfest startede på den hjemlige scene med Wacken Open Air Band Battle. Martin og bandet meldte sig til og blev blandt de ti udvalgte, der skulle dyste om den hjemlige trone.
– Vi spiller to indledende runder i henholdsvis Kolding og Aarhus. To fede koncerter med et medlevende publikum og rigtig god stemning blandt bandsene. WOA-crewet gør meget ud af at nedtone konkurrence-elementet i de indledende runder, for i stedet at fokusere på netværket mellem bandsene, fortæller Martin og fortsætter,
– det er ret fedt, da det jo er af den vej, at mange koncerter og samarbejde opstår.
Martin og bandet vinder begge runder og går som eneste band videre til den danske finale. Finalen finder sted i Aalborg og her er der skruet op for konkurrenceelementet. Der er mere på spil, men Savage Machine går på med en god fornemmelse og kan sidst på aftenen træde op som vindere,
– det var sindssygt fedt at gå op på den scene igen og vide, at næste skridt var verdens største metalfestival.
Uheldets heldige udfald
Hele 28 lande deltager i WOA Metal Battle, og med kun 20 minutter på scenen til at gøre indtryk på de ca. 40 dommere, så er der ingen tid at spilde.
– Jeg behøver vist ikke nævne, at der blev svedt igennem i øveren hele juni og juli. På 20 minutter kan vi lige nå at banke fire numre af, så de skulle sidde 666 % lige i skabet, pointerer Martin.
Det er derfor et højspændt og velforberedt band, som ankommer til bagsceneområdet på festivalen. Nu gælder det. Bandet bliver taget godt imod, alt foregår hurtigt og tjekket, med masser af folk backstage til at hjælpe. De er i professionelle hænder.
På scenen kommer bandet godt i gang. Første nummer kører, de finder hinanden på scenen og har publikum hvor de vil ha’ dem. Men så sker det uventede… andet nummer starter og strømmen går,
– midt i andet nummer forsvinder al lyd fra scenen. Jeg kan kun svagt høre guitarforstærkerne foran mig og trommerne, al monitorlyd er væk. Der bliver udvekslet hurtige blikke på scenen, mens vi tonser videre i nummeret. Alt sidder på ryggraden, så i håb om at det kun er monitors og ikke også fronten der er røget, fortsætter vi nummeret. Efter nummeret bliver det dog tydeligt at publikum heller ikke kan høre noget, fortæller Martin.
Panikken breder sig på scenen og der kæmpes med teknikken. I teltet bliver stemningen dog bare bedre og bedre. Publikum klapper taktfast. Efter et par minutter er lyden tilbage og bandet fortsætter hvor de stoppede, og publikum giver fuld opbakning. Trods den skarpe tidsplan, tillader stagemanageren to minutters overtid og det hele slutter godt.
The talk of the town
Efter koncerten var der igen fokus på netværk, og der var rig mulighed for at møde bands og branchefolk. Mange var nemlig fanget i backstageteltet pga. nærmest syndflodslignende tilstande udenfor.
– Der var en lang række branchefolk tilstede ved koncerterne og i backstageområdet. Vi havde forberedt os hjemmefra og vidste hvem vi gerne ville snakke med. Det var bl.a. bookingbureauer, management og labels fra hele Europa.
Og strømafbrydelsen havde ikke gjort det sværere at få en god snak. Faktisk lige modsat, strømafbrydelsen og bandet var det alle snakkede om,
– det viste sig at strømafbrydelsen var til vores fordel. Alle vi snakkede med kunne huske os på grund af afbrydelsen, og vi fik stor ros for hvordan vi håndterede det, forklarer Martin.
Fuck You We Are From Aarhus
Tilbage i Aarhus, med en femte plads ud af 28 bands, er bandet godt tilfredse med indsatsen – og arbejdet fortsætter. Nu skal de mange snakke med bands og branchefolk omsættes til aftaler. I første omgang er det dog omtalen i danske og udenlandske medier, som slår igennem, konstaterer Martin:
– Vi kan da bestemt se på vores streaming og salg på webshop, at koncerten har bragt os lidt længere ud.
Fremadrettet handler det om forberedelser mod debutalbummen, som Martin forventer tager form i løbet af foråret. To forløbere for dette indspillede bandet hos Tommy Hansen i Jailhous Studios i sommers, hvoraf et nummer indgår på Voxhalls vinyludgivelse, ”Fuck You We Are From Aarhus”.
På livefronten ser det også lovende ud. Aalborg Metal Festival er netop overstået og nu venter en minifestival som opfølger til Vinyludgivelsen fra Voxhall, samt et par endnu ikke offentliggjorte koncerter. Til foråret står den på seks koncerter med WOA Metal Battle-karavanen,
– ….og så regner vi med Tyskland venter. Vi arbejder i hvert fald målrettet på at få hul igennem til især Nordtyskland, slutter Martin.
Se Savage Machine på Wacken 2015:
Savage Machine line-up:
Troels Rasmussen – Vokal, Jacob Bruun – Guitar, Simon Kalmar Poulsen – Guitar, Martin Helbo – Trommer, Benjamin Andreassen – Bas
Det er muligt for både enkeltpersoner og foreninger/organisationer at blive medlem af ORA og dermed få adgang til en række medlemstilbud og mange aktiviteter.
Det er muligt for både enkeltpersoner og foreninger/organisationer at blive medlem af ORA og dermed få adgang til en række medlemstilbud og mange aktiviteter. 
’Jeg var dér, til dén Sex Pistols koncert i Manchester i 1976!’. Sætningen er sagt mange gange, mange steder af mange forskellige mennesker igennem årene. Det er en sagnomspunden koncert, hvor kommende medlemmer fra The Smiths, Joy Division, The Fall, Simply Red og mange andre bands var blandt publikum, da Sex Pistols gik på scenen i Lesser Free Trade Hall.
