fbpx

jul 31, 2018

Nye Arrangører: Ikke bare musik, men stemning!

Nye festivaler, koncerter på anderledes steder, krydsning mellem musik og andre kunstformer. Ideerne blomstrer og events skyder op over hele landet, og engagerer et bredt publikum til at komme tæt på musikken på nye måder. Det er godt nyt for både bands, publikum og det etablerede musikmiljø.

Af Ricco A Jensen

Som ambitiøst upcomingband løber man ofte panden mod en mur, når man forsøger at blive booket til landets spillesteder. Barren er høj og forventningen om at fylde stedet med publikum er svær at efterkomme. Der er dog ingen grund til at fortvivle. Landet blomstrer med friske initiativer, skabt af unge, nye arrangører, der både har fat i den nye musik og publikum. Der er altså koncertgigs at hente og måske endda inspiration, hvis man flytter fokus en smule.

Det er dog ikke kun bands der kan få glæde af de nye arrangørers gåpåmod, men også det etablerede spillesteds- og festivalmiljø, hvilket har fået interesseorganisationen Dansk Live, med Esben Marcher i spidsen, til at sætte fokus på området. Han forklarer:

– Vi har for nylig lanceret en indsats som skal sætte fokus på de spirende nye arrangører og deres muligheder for at arbejde som arrangører – uanset deres køn, baggrund og hvor de bor. Det kan både være dem der sætter noget op i eget regi eller dem som er engageret i et spillested eller på en festival. De nye arrangører er jo også dem hvis interesser vi arbejder for at varetage som interesseorganisation for danske livearrangører. Derfor præsenterede vi på SPOT de to paneler med en række nye arrangører, og laver i den nærmeste fremtid en række andre aktiviteter, bl.a. et kursus- og mentorforløb for live talenter.

 

En demokratiseret musik- og koncertkultur

Dansk Live stod for paneldebatten ’De nye arrangører’ under SPOT Festivalen, hvor en række af landets aktuelle unge arrangører gav deres bud på både udfordringer og de værdier der ligger bag arbejdet med events. Her stod det klart at tilgængelighed, fællesskab, nye præsentationsformer og fleksible rammer, var stærke bevæggrunde for arrangørerne. Ifølge Esben Marcher følger det godt i tråd med en tendens der har præget musikbranchen de seneste år:

– Ligesom det at kunne skabe musik er blevet demokratiseret og vi nu har et landskab, hvor alle kan lave gode produktioner, uden at behøve ret meget andet end en computer, er det min oplevelse at det at være arrangør også et blevet demokratiseret. Ikke mindst er markedsføringen af festivaler og events blevet nemmere og billigere end tidligere, hvor annoncering og print var essentielt for at engagere publikum. Samtidig er der en øget opmærksomhed fra både medier og publikum på nye tiltag. Hvor spillestederne, for dem der var unge i 1990’erne, var relativt nye og det var fantastisk at opleve bands med god lyd og fedt lys, er de der søger nye oplevelse i dag vokset op i en tid, hvor spillesteder og de store festivaler et meget etablerede – og derfor søger man måske nye tiltag som et alternativ.

 

Festen er vigtig

Et tydeligt fællestræk, som stod klart blandt paneldeltagerne var, at se koncerter og festivaler som fuldendte helhedsoplevelser. Det handlede om at præsentere en atmosfære ved at arbejde tværkulturelt med formater, som Esben forklarer:

– Festen er mere i fokus end den har været tidligere og programmerne spænder meget bredere. Publikum orienterer sig ikke inden for en enkelt scene, som det måske var tilfældet tidligere, og arrangører programsætter det der er godt uden at skele til genrekasser. Derudover er det meget udbredt med midlertidighed og skiftende lokaliteter – det er ikke kun musikken der er frisk og ny, det er også stedet der bruges.

 

 

Tidskrævende, men inspirerende samarbejder

Et af temaerne under paneldebatten handlede også om, hvordan de nye arrangører og de etablerede spillesteder og festivaler, kan inspirere og lære af hinanden. Her er bl.a. RADAR i Aarhus helt med fremme med samarbejder både på spillestedet, men også ude i byrummet. Spillestedsleder Mia Holm fortæller:

– På Radar har vi gennem flere år arbejdet sammen med eksterne arrangører fra det lokale musikliv, og vi ser det som en meget vigtige opgave, at vi som regionalt spillested er med til at understøtte ny arrangører, også i form af lokale festivaler.

– Nye arrangører skubber ofte i en ny retning, det er jo tit derfor de har valgt at arrangere en koncert eller en festival. Fordi de ønsker at præsentere noget som de mere etablerede spillesteder ikke præsenterer. Som spillested oplever jeg det som meget givende, men også både udfordrende og tidskrævende, at samarbejde med disse aktører, fordi de ofte skubber til vores vanetænkning. De kommer ikke med et “vi plejer”, men med et “kan vi ikke bare…”. Hvis vi spillesteder ikke er parat til at lytte og flytte sig, og give plads til nye strømninger, så ender vi med at gøre os selv overflødige, fordi musikken altid vil flytte sig og stille nye krav.

Når spillested og arrangører går i konstruktiv, åben dialog, kan det for alvor rykke på både formater og rammer, som Mia eksemplificerer:

– For mig personligt har samarbejdet med 365Tekster omkring Lyd+Litteratur Festival virkelig vist mig hvad musikken, sat i en anden kontekst, kan gøre ved koncertoplevelsen. Og Radars samarbejde med Strøm Festivalen har været meget udfordrende fordi arrangørerne her hele tiden stillede spørgsmålstegn ved de fysiske rammer vi som spillested jo kan være begrænset af. Men ved fælles hjælp, samarbejde og sliben kanter af, fik vi lavet to fantastiske aftener med Strøm.

Inspiration og nye muligheder for bands

Både de nye arrangører og deres partnerskaber med de etablerede spillesteder er godt nyt for landets mange ambitiøse upcomingbands.  Dette ikke mindst pga. af de mange nye events der blomstrer op, men også fordi disse arrangører kan træde ind i rollen som mellemmand mellem artist og spillested, som Esben Marcher forklarer:

– Lokale promoters er ikke udbredt i Danmark – nok på grund af størrelsen og pga. vores velfungerende spillestedsystem. I landet som England bliver langt de fleste shows stablet på benene af en promoter, der så tager den økonomiske risiko og tilsvarende også en del af gevinsten, hvis der bliver solgt mange billetter. Promoteren lejer sig så ind på et spillested i en eller anden model og aflønner bandet alt efter hvor mange gæster der kommer. For de arrangører der ikke laver udendørs ting er parallellen til et sådant system åbenlys. Jeg tror det bliver mere udbredt fremadrettet, at lokale entusiaster er arrangører af koncerter i samarbejde med de etablerede spillesteder, og således agerer mellemmand. Det kan afgjort være en fordel for artister og bands, der kan arbejde med en specialist inde for deres respektive musikområde. En specialist som måske endda har godt fat i publikum inden for selvsamme område.

Det er dog ikke kun de nye arrangører, der kan skabe koncertmuligheder for landets mange gode artister. Det kan artisterne også selv, netop med inspiration fra de nye arrangører, slutter Esben Marcher:

– Jeg synes at flere bands og artister burde arrangere deres egne koncerter – evt. sammen med beslægtede bands, så måske skal man som optrædende søge lidt inspiration blandt hvad nogle af de her nye arrangører gør for at samle gæster, og så selv forsøge sig med at lave noget. Det behøver jo ikke være stort anlagte koncerter – hjemmekoncerter og eksklusive sessions er også i høj kurs og alt hvad man kan gøre for at ramme et publikum giver resultater når man bygger noget op.

Se mere om Dansk Live på www.dansklive.dk
Se mere om RADAR på www.radarlive.dk

*****

Artiklen er først publiceret i Mer’ Monitor! #36.

SENESTE NYT

Læs den spritnye udgave af Mer’ Monitor! 48

Læs den spritnye udgave af Mer’ Monitor! 48

Musikerbladet Mer’ Monitor er på gaden med nye spændende artikler.

Du kan bl.a. læse om hvad et imposter syndrom går ud på – noget som i værste fald kan stoppe en musikers karriere.
Læs desuden hvor essentielle kernefrivillige er på festivaler såsom UHØRT.

læs mere
Mer' Monitor! 46

Her kan du læse den nyeste udgave af bladet Mer’ Monitor!, som bliver udgivet af musikforeningen Mono i Aarhus i samarbejde med ORA.