fbpx
Ansøg om at blive en del af Frekvens Tour

Ansøg om at blive en del af Frekvens Tour

I 2020 så et nyt regionalt samarbejde dagens lys. Ni unge bands tog på tur rundt i regionen som en del af det populære koncept Frekvens Tour. På trods af corona kunne de unge arrangører i 2020 melde syv ud af turnéens ni koncerter udsolgte, og nu er der åbent tilmeldingen til Frekvens Tour 2021.

Frekvens Tour 2020 blev en kæmpe succes, og når touren vender tilbage i 2021, må man formode, at musikerne, publikum og spillestederne er mere klar til musikken end nogensinde før. Frekvens Tour er målrettet midtjyske bands og musikere i alderen 15-25 år, der skriver sin egen musik, og som er klar til at blive guidet på vejen til de større midtjyske scener. Det hele kulminerer, når de udvalgte bands i efteråret 2021 tager på turné rundt til ni spillesteder i regionen.

Klædes på til et liv i musikbranchen

Udover at få muligheden for at spille på de større, regionale scener deltager de udvalgte bands og musikere i en række workshops, som ikke blot hjælper dem med at udvikle deres musik og scene optræden, men også klæder dem godt på til at forstå musikbranchens helt specielle dynamikker. Det er altså ikke kun scenen, man forbereder dem på; de coaches også i markedsføring, økonomi, teknik og god lyd til livekoncerter.

Touren er vigtigere end nogensinde

Frekvens Tour 2020 var også præget af coronavirus. Publikum måtte sidde ned, bære mundbind og øl i baren kunne ikke købes efter 22.00. Men ingen af delene kunne sætte en stopper for den elektriske stemning, hvor man tydeligt kunne mærke, hvordan en underlig tom sommer havde sat sine spor. Frekvens Tour 2021 bliver nok ikke mindre elektrisk. Når touren skydes i gang den 9. september, må man formode, at de unge for alvor hungrer efter musik, fest og hinanden.

En investering i fremtiden

Konceptet er ikke kun med til at skabe givende arrangementer for regionens unge. Frekvens Tour er også med til at støtte og udvikle de unge musikalske talenter i nærområdet ved at give dem muligheden for at komme ud og spille i professionelle rammer. Spillestedsleder på Fermaten i Herning, Rikke Andersen, mener, at Frekvens Tour er en givtig og nødvendig investering i den musikalske fremtid for regionen: ”Frekvens Tour er skabt for at give lokale bands og musikere mulighed for at udvikle sig. Vi tror på, at Frekvens Tour er med til at udvikle den næste generation af musikere, der kommer til at stå på vores scener og levere god livemusik til vores publikum.”

Ansøgningsrunden lukker d. 31. maj
Alle bands og alle genrer er velkomne til at ansøge!

ORA støtter Frekvens Tour økonomisk via koncertprojekterne AuditionDays og Plekter Tour.



Datoer for Frekvens Tour 2021

  Tour 1Tour 2Tour 3
  09/09 Bakkehuset, Ikast16/09 Kedelhuset, Silkeborg23/09 Pavillonen, Grenå
  10/09 Subhuset, Holstebro17/09 Turbinen, Randers24/09 Kulisselageret, Horsens
  11/09 Paletten, Viborg18/09 Fermaten, Herning25/09 Generator, Ringkøbing

Frekvens Tour – den midtjyske talentmasse på tour

Frekvens Tour – den midtjyske talentmasse på tour

I efteråret 2020 havde vi fornøjelsen af at støtte op om et ambitiøst koncertprojekt i det midtjyske – nemlig Frekvens Tour!

Til Frekvens Tour spillede 9 bands 9 koncerter i hele Midtjylland, hvor de bl.a. fik bandcoaching og var på spændende workshops med Kristian Koch, Lydmor, Thomas Bredahl (Heartbeat Management), Dansk Musiker Forbund og Weblead.

Frekvens Tour blev afviklet i samarbejde med ORAs koncertprojekter Plekter Tour og AuditionDays, som er støttet af Statens Kunstfond. Region Midtjylland og følgende spillesteder var med til at gøre Frekvens Tour mulig: Fermaten, Bakkehuset Ikast, Generator, KulisseLageret, Turbinen, Kedelhuset, Pavillonen, Paletten og Subhuset.

Årets udvalgte bands var: Bonad, Heave, Downtown July, At Ease, Viadukt, Snow in July, Public Buffalo, Lava og Bench.

Frekvens har fået produceret en video med de bedste øjeblikke fra touren. Se den herunder.

 

 

Frekvens Tour præsenterer 9 unge bands i hele midtjylland

Frekvens Tour præsenterer 9 unge bands i hele midtjylland

Bands i alderen 15-25 år muligheden for at prøve kræfter med professionelle spillesteder i hele midtjylland, når Frekvens Tour løber af stablen til september.

Frekvens Tour er et målrettet forløb for vækstlaget, der udspringer af et netværkssamarbejde mellem 9 spillesteder med støtte fra Region Midtjylland og ORA. I forløbet får de 9 udvalgte bands lov til at spille 3 koncerter på professionelle spillesteder i september 2020. Op til koncerterne bliver deltagerne præsenteret for en række forskellige workshops i alt fra sceneperformance til musikbranchen, der skal ruste dem bedre til at stå på de store scener og have en masse ny og spændende viden med fremover. ORA stiller desuden et professionelt bandcoaching panel til rådighed for alle optrædende i starten af deres mini-tour.

Tourplan:

  • 3. sep. – Bakkehuset, Ikast
  • 4. sep. – Turbinen, Randers
  • 5. sep. – Kedelhuset, Silkeborg

Heave, Bonad og DownTown July leverer masser af lækker popmusik.

  • 10. sep. – Subhuset, Holstebro
  • 11. sep. – Pavillonen, Grenå
  • 12. sep. – Vibstock Festival, Viborg

TRISH, Viadukt og Snow in July leverer tankevækkende rock og pop i forskellig indpakning.

  • 23. sep. – Kulisselageret, Horsens
  • 25. sep. – Fermaten, Herning
  • 26. sep. – Generator, Ringkøbing

Bench, LAVA og Public Buffalo udforsker den syrede og eksperimenterende ende af rocken.

Deltag i et Facebook-event nær dig her.

Line-up:

Public Buffalo er et rockprojekt som for første gang så dagens lys i midten af 2019 i en garage på en villavej. Musikken kan placeres indenfor genrerne alternativ rock, post-grunge & psykedelisk rock. Bandet består af fem drenge omkring de 20 år, som alle har forskellige musikalske baggrunde, hvilket giver musikken en helt unik og speciel karakter.

Vi kalder selv vores musik for “Fusion Pop” eller “Eksperimenterende pop”. Vi har mange forskellige musikalske interesser og forbilleder, hvor vi hver især har bidraget til at skabe vores musik og give det karakteristika. Vores musik har elementer fra funk især, men også disco, blues, rock og selvfølgelig, pop. Vi er inspireret af mange forskellige kunstnere, heriblandt, Stevie Wonder, Anderson. Paak, Vulfpeck, The Minds of 99, osv.

Bench består af de 4 medlemmer Frederik Hjorth Rasmussen, Emil Harboe Lauritzen, Jens Kirk Dejgaard og Alfred Leisgaard. Inspireret af 70’erne og kunstnere som Pink Floyd, bevæger de sig i den syrede ende af rock-skalaen, med fokus på god sangskrivning og lyrik.

Snow in July er et musikalsk projekt, som blev grundlagt i 2016. Duoen blev dannet med et ønske om, at starte et rockband, men har sidenhen udviklet sig til et projekt, der tager udgangspunkt i at skrive umiddelbare og hudløst ærlige indieballader. Med guitar riffs, og en fortællende vokal som grundstenene, rammer Snow In July en lyd, som er ligeså let tilgængelig, som den er dybtfølt.

TRISH er lyden af sommerens sene aftensol, som flytter tankerne til varmere himmelstrøg. Det fyldige groove, de koncentrerede akustiske trommer og de inspirerende synth-temaer omfavner den fløjlsbløde vokal i et univers, der trækker tråde helt tilbage til firserpoppen.

Downtown July er dansksproget indie-pop, med indlevende sange fyldt af melankoli og sjæl, understøttet af et musikalsk univers der spænder fra de silkebløde akkorder til storslåede energiudladninger. Teksterne er ærlige, med omdrejningspunkt i ungdommens forvildede følelses- og tanke virvar. Bandet trækker bl.a. på funk, R&B, pop, soul, reggae og indierock.

Bonad består af fire unge mennesker i alderen 20-28 år, og hver især bidrager vi med musikalsk styrke og personlighed. Dette gør os til en stærk og kreativ gruppe. Vi brænder virkelig for vores projekt og håber at nå langt inden for nærmeste fremtid.

Heave er et pop-band, med et twist. En blanding af det nye med det gamle – det elektroniske med det akustiske. De 5 unge medlemmer skriver musikken selv. De elsker at være kreative og fortælle historier gennem musikken i håb om at røre og glæde en masse mennesker!