Vi skal da ha’ en manager!
En manager og en pladekontrakt… så er karrieren i hus og verdensherredømmet i sigte. Tja måske, men højst sandsynligt ikke. I hvert fald ikke hvis man spørger Jeff Rabhan, en mand med mange succesfulde musikkarrierer på samvittigheden. Manglende tålmodighed og den rette forberedelse står, ifølge ham, ofte i vejen for bands og artister i deres søgen for at finde de rette samarbejdspartnere.
Af Ricco A. Jensen
Når kreativiteten sprudler og lækker ny musik sprøjter ud af forstærkerne i øvelokalet, er det helt forståeligt at tålmodigheden er begrænset. Musikken skal ud, bandet skal videre og det skal være nu. Spørgsmålet er dog blot hvordan det skal ske, om det er en manager man har brug for eller om ikke man er bedre tjent med at gøre sig nogle erfaringer selv.
Do It Yourself – indtil du ikke længere kan
For Jeff Rabhan handler det først og fremmest om at tage vare på sin egen karriere. Det handler om at lære processerne, skabe netværk og få berøring med alle aspekter under vejs.
– Du bør være din egen booking agent, din egen publicist, marketing-mand og radio promoter. Primært fordi du på den måde vil lære alle de forskellige aspekter af din karriere at kende – du uddanner dig. For det andet, så bygger du selv relationerne, i stedet for at hyre en manager på baggrund af hvem denne kender, fortæller han i et indlæg på ReverbNation.
At gøre det selv giver dig kontrol og forståelse. Forhåbentlig når du på denne måde et punkt, hvor du har for travlt til fortsat at kunne varetage opgaverne. På det tidspunkt vil en ordentlig manager finde dig, ifølge Jeff Rabhan. Tanken er nemlig, at hvis du og bandet får skabt en god hype omkring jer selv, så når det frem til branchefolkenes ører.
Udgangspunktet bør være at bygge bandet op som en forretning. De mange opgaver omkring bandet, skal fordeles blandt medlemmerne, og så handler det om at agere professionelt. På den måde er de første skridt mod solide samarbejdspartnere taget. Men husk tålmodigheden:
– Hvis du er en ny artist, så venter ingen på at din musik skal komme ud. Derfor, få alle elementerne på plads fra starten, slår Jeff Rabhan fast.
Kend jer selv og organiser jeres online tilstedeværelse
At uddanne sig selv og bandet, med en initiativrig gør-det-selv tilgang, er Jeff Rabhan’s første punkt på tjeklisten, på vej mod en solid karriere med gode samarbejdspartnere. En proces der bygger bandet op gradvist og hvor man finder ind til hvem man er som band.
En stærk identitet er nemlig en anden vigtig ingrediens i karriereopbygningen.
– Meget få managere er interesseret i at finde frem til hvem I er for jer. Uden en stærk identitetsforståelse, en personlig lyd og et tjekket look, så spilder i tiden med at finde repræsentation, ifølge Jeff.
Han opfordrer i den forbindelse til at tage sig tid til at eksperimentere. Find frem til hvem I er, hvem jeres publikum er, og ikke mindst, hvordan I kommunikerer med dem. Et band med en stærk selvforståelse, har en langt højere gennemslagskraft i deres kommunikation, hvilket vil omsætte sig i flere følgere og mulige samarbejdspartnere.
Dette bliver afgørende i jeres online tilstedeværelse, som, ifølge Jeff, bør inkludere en opdateret hjemmeside, der er forbundet med aktiv brug af de sociale medier. Kommende samarbejdspartnere vil se at bands kan organisere et aktivt online fællesskab.
– Dette er et minimum. På nutidens marked får artister aftaler med managere og pladeselskaber i hus alene på styrken af deres online tilstedeværelse.
En stærk identitet formidlet ved hjælp af en aktiv online tilstedeværelse, er en central del af den branding, som er så afgørende for et moderne band.
– ’branding is the phrase that pays’, som Jeff konstaterer og fortsætter, enhver artist må nødvendigvis være i branding-branchen.
En stærk liveoptræden er altafgørende
Helt centralt i udviklingen af karrieren, står selvfølgelig musikken. Og mere end nogensinde handler det om bandets præsentation af musikken ved live koncerter. Jeff forklarer,
– Med så meget af indtjeningen i dagens musikbranche der er afhængig af turnévirksomhed og merchandise, vil langt de fleste managere være sikre på at I kan tjene penge på landevejen, og at I bygger fanbasen hver gang i spiller.
Et band der har bygget fanbasen på skarpe livekoncerter, f.eks. i hjembyen, er et stort skridt foran andre bands i at tiltrække sig opmærksomhed fra managere og andre branchefolk. Halter bandet på dette punkt, skal man, ifølge Jeff Rabhan, ikke invitere en potentiel manager til koncerten,
– det er en ’deal-killer’ hver eneste gang.
Din gymnasieven er ikke den nye manager
Sidste punkt på Jeff Rabhan’s liste, er en påmindelse om at undgå en udbredt misforståelse, nemlig at lade managertjansen tilfalde en ven eller et familiemedlem. Objektivitet er et nøglebegreb i den forretningsrelation som band-manager relationen er. Bandet og forretningen udvikles med klarsyn og kendskab til markedet, ikke med velmenende klap på skuldrene. Jeff’s anbefaling er klar,
– hyr den bedste person, med den største erfaring du kan finde.
Jeff Rabhan’s 6 tips til at finde en manager:
- DIY until you no longer can
- Get your online presence together
- Know who you are
- Captivate a following in your hometown
- Master your live performance
- Avoid ”Uncle Joey Syndrome”
Jeffrey Rabhan er en international konsulent, artist manager, musik CEO, kulturkritiker, og underviser på universitetsniveau. Han er desuden Kreativ Direktør hos Trifecta Consulting ltd. og Formand på Clive Davis Institute of Recorded Music på New York University’s Tisch School of the Arts.
Artiklen er baseret på et interview og et gæsteopslag af Jeff Rabhan på ReverbNation. Citater oversat af skribenten. Få inspiration fra denne og andre artikler, om det at bryde igennem med musikken, på ReverbNation, Hypebot, MusicThinkTank og andre sites.
Artiklen er først publiceret i Mer’ monitor! #29
*****