Hvis du er på vej til at få din musik ud over de danske grænser, men mangler en økonomisk håndsrækning, så er foreningen Music Export Denmark (MXD), dem der kan hjælpe dig videre.
MXD har en løbende pulje der støtter dansk musiks eksportprojekter, via puljen “eksportstøtte til markedsudvikling”. Læs herunder hvad det helt præcist er, du kan få støtte til i denne pulje.
Størstedelen af MXD’s støttekroner til dansk musiks eksportprojekter uddeles via puljen “eksportstøtte til markedsudvikling”, hvor man kan søge om støtte til to hovedaktiviteter:
- Liveoptræden (koncerter, turneer, showcases, supportkoncerter, radiopromotions, interviews etc.)
- Anden markedsføring (annoncering og køb af ydelser på eksportmarkederne som radio pluggers, pr-agenter osv.) i udlandet.
Mens mange dedikerede musikfans og musikbranchen selv holder sig orienteret om ny musik via anmeldelser og omtaler i de traditionelle medier, herunder tastemaker-blogs som fx. Pitchfork, er der flere og flere som finder ny musik via de sociale medier.
MXD har støttet flere vellykkede SoMe-kampagner, som har styrket danske kunstneres afsætning på eksportmarkederne. Der er flere eksempler på, at der er skabt markante resultater for et begrænset budget og at god musik og det rigtige indhold kan ende i en viralt eskalerende deling.
På baggrund af disse erfaringer og resultater har MXD valgt at præcisere og udvide, hvad du kan få støtte til ift. denne type aktiviteter.
Støttemuligheder til content marketing
I ansøgninger om “eksportstøtte til markedsudvikling” kan du medtage følgende aktiviteter og omkostninger:
- Produktion af indhold
Produktion af unikt indhold målrettet et eller flere eksportmarkeder, fx indhold hvor en dansk kunstners/bands musik præsenteres af en for eksportmarkedet gennemslagskraftig influencer, tik-tok danser etc.
MXD yder ikke støtte til produktionen af “klassiske” musikvideoer. Disse betragtes som en del af grundproduktet, på linie med indspillet musik til streaming og de fysiske formater. Men er der særligt unikke muligheder ift. versioneringer eller andet, der kan booste en kunstners/bands internationale karriere yderligere og markant (dvs. kunstneren/bandet skal allerede veletableret i udlandet), kan MXD dog vælge at gøre undtagelser.
- Aktivering af indhold
Spredning af indholdet via annoncering og kampagner på sociale medier, youtube, tik-tok osv. – og herunder til at engagere lokale bureauer, konsulenter, influencers etc. på eksportmarkederne i kampagnerne.
Sådan søger du
Send en ansøgning hvor du uddyber status på din internationale karriere, samt formål og detaljer på kampagnen, der søges til.
Der er ansøgningsfrist d. 15. i hver måned, undtaget juli måned.
Læs mere og ansøg
HUSK: MXD yder ikke støtte til aktiviteter, der finder sted, før en given ansøgningsfrist.