fbpx

Det mobile øvelokale

Det mobile øvelokale

At nye øvelokaler er dyre, er ingen hemmelighed. For en lille øvelokaleforening med et stramt budget kan de være nærmest uopnåelige. Og hvis man endelig får råd, hvor skal man så placere dem, hvis man ligger i en lille by og skal dække et stort behov i oplandet?

Derfor var øvelokaleforeningen Baghuset i Aalborg ikke et øjeblik i tvivl, da Tuborg Musikhjælp spurgte Aalborg kommune, om de havde en samarbejdspartner i musiklivet, som var interesseret i en container. Øvelokaleforeningen slog til og fik containeren kvit og frit for en 2-årig periode. Derefter vil den koste lidt over 5000 kroner i leje om måneden.

– Det er første gang, vi har en container, der er komplet bestykket med gear, og vi er rigtig, rigtig glade for den, fortæller Baghusets formand Kasper Løvshcall. Der er en forgang med kabler til studie og break through box med SLR-kabel. Inde i selve rummet er der basforstærker, 2 guitarforstærkere, trommesæt, keyboard samt komplet PA-anlæg og mikrofoner. Nu må tiden vise, om de slår bredt an hos vores musikere.

Også Råstof Roskilde har gode erfaringer. De har lige modtaget 2 x 20 fods containere som gave fra Roskilde Festival. Containerne, som koster ½ million stykket, blev leveret af firmaet Serviel og er lydisoleret efter alle kunstens regler: Døren har en lydsluse i form af et lille forrum samt indbygget luftkanal. I rummet er der brugt lyddæmpende dobbelt gips samt lyddæmpende loft. Containeren er sprøjtet udvendigt med en speciel betonblanding, som stopper metallets vibrationer

Containerne har faktisk kun én ulempe: De er grimme at se på. Det er måske temmelig underordnet for de fleste musikere. Men hvis man har brug for at stille dem op i et villakvarter, må man regne med, at naboerne synes noget andet. Derfor tænkte Råstof Roskilde videre. De faldt over arkitektfirmaet Your House i udsendelsen “Vejen frem” på TV2. Firmaet har specialiseret sig i fleksible moduler, som kan omdannes til kontor, helårsbolig, sommerhus og alt, hvad kunden ellers måtte ønske sig. Selv en taylor made husbåd har de på bestilling for tiden.

– Vi henvendte os, og spurgte om de også kunne omdanne dem til mobile, fleksible øvelokaler, fortæller David Karlsson. Your House har ikke beskæftiget sig med moduler til musik før. Så både for os og dem er det et pilotprojekt. Modulerne bliver på 3,6 X 7,2 m, og dermed lidt større end containerne. Samtidig koster de kun 300.000 og er væsentlig kønnere at se på.

– Det viste sig, at vores moduler lydmæssigt er noget nær perfekte til musik, bl.a. på grund af det skrå tag, fortæller Thomas Mortensen fra Your House. Alle vinduer er hærdede og laminerede, hvilket dæmper lydudslippet. Og selvom modulerne er smukke som huse, er de utroligt fleksible. Fire løfteøjer i taget sidder fast på en jernstang, som er fæstnet i bunden. På den måde kan modulet løftes op på en lastbil og flyttes fra den ene by til den anden på et par timer. Stilles det permanent op, fæstnes det til en sokkel med jernbolte. Skal det kun stå kort tid, er egenvægten på 7 tons nok til at huset kan stå sikkert uden sokkel.

– Både containerne og modulerne kan sættes sammen og sættes op, som man vil. På den måde undgår vi at bruge mange penge på at bygge øvelokaler, som måske skulle have ligget et helt andet sted om 5 eller 10 år, siger David.

Containerne og modulerne er to spændende bud på, hvordan man hurtigt og fleksibelt kan løse øvelokaleproblemer til en overskuelig pris. De første moduler fra Your House forventes leveret til Råstof i februar/marts næste år. De bliver spændende at følge de første erfaringer med det nye koncept.

SENESTE NYT

Læs den spritnye udgave af Mer’ Monitor! 48

Læs den spritnye udgave af Mer’ Monitor! 48

Musikerbladet Mer’ Monitor er på gaden med nye spændende artikler.

Du kan bl.a. læse om hvad et imposter syndrom går ud på – noget som i værste fald kan stoppe en musikers karriere.
Læs desuden hvor essentielle kernefrivillige er på festivaler såsom UHØRT.

læs mere
Mer' Monitor! 46

Her kan du læse den nyeste udgave af bladet Mer’ Monitor!, som bliver udgivet af musikforeningen Mono i Aarhus i samarbejde med ORA.