Fra øvelokale til innovationscenter

Det, der nu sker i Odense, Aarhus og København er unægtelig lidt af en kontrast til den traditionelle øvelokaleforening – nye store lokaler, baggear og spillested, nogle steder endda lydstudie og måske eget pladeselskab og managementservice. Kansas City i Odense kalder sig selv for “amatørernes professionelle rådgiver”.

Hvorfor har amatører brug for at blive plejet professionelt?

JESPER KRÜGER, Refshalen: – Hvad er egentlig en amatør? Hvis bandet er på et højt niveau, er musikken professionel, og så har de brug for pleje for at udvikle sig.

THOMAS AARUP, Kansas City: Ordet amatør har jo en fæl klang af “duer ikke”. Men faktisk er det græsrødderne, du får mest ud af, hvis du spiller kortene rigtigt. At sende et nyt navn som Dúné afsted betyder meget for bandet og øvelokaleforeningen, men også for regionen og hele Danmark.

RASMUS WEHNER, MONO: – Ja, amatører skal behandles professionelt, det når alle længst med. Men det er også vigtigt at vide, hvornår plejen hører op. Ellers får bandet et chok, når det pludselig står på egne ben i London eller Berlin.

Nu får upcoming-musikerne i Aarhus, Odense og København noget, der ligner landets bedste faciliteter. Men hvad så med de bands, som laver musik ‘out of trash’ ? Hvad har musikere brug for i dag?

RASMUS: – Når jeg tænker rock´n´roll, tænker jeg på pigtråd, punk og Peter Belli anno 1965. Jo større vi som øvelokaleforeninger bliver, jo sværere bliver det også at give plads til det oprør. Men det kan ikke være anderledes. Vi lever i en verden, hvor meget drejer sig om marketing og event. Så vi er simpelthen nødt til at organisere os for at have en chance for at blive hørt. Og forresten: Der vil jo altid være musikere, som siger nej, det gider vi faneme ikke, og så får vi en modreaktion, et oprør. Det er rock´n´roll, og det har jeg det helt fint med.

Så oprøret lever stadigvæk?

JESPER: – Vi har mange små foreninger i København, der kører over folkeoplysningsloven. Og mange af dem vil i hvert fald ikke presses ind i nogle firkantede ydre rammer. Jeg synes det er meget fint på den måde. Det giver mangfoldighed på musikscenen.

RASMUS: – Ja, og de lykkelige kunstneriske øjeblikke er, når disse parallelle universer mødes og udveksler ideer.

THOMAS: – Og der laves stadig meget fantastisk musik hjemme i stuen, elektronika f.eks. Men samtidig kan alle komme ind hos os og få den støtte, de har brug for. Her går de tæt på hinanden hver dag og udveksler erfaringer. Den fine effekt er, at når et band som The Kissaway Trail bryder igennem, ser de andre bands herude, at ja: det kan lade sig gøre! Samtidig ved musikindustrien, at der går talenter rundt ude hos os, som det er værd at holde øje med.

Musikbranchen er blevet opmærksom på amatørscenen. Men hvad med politikerne? – kan vækstlagsmusikken konkurrere med prestigekulturen om politisk opmærksomhed?

JESPER: – Specielt omkring Refshalen har vi oplevet en meget positiv dialog med kommunen og en stor vilje fra politikernes side. De har været utroligt gode til at samarbejde og gå ind på vores ønsker. Men generelt er det jo desværre sådan, at der er fokus på at poste millioner og atter millioner i museer og idrætshaller, mens man egentlig kunne hjælpe vækstlagskulturen for ret billige penge.

RASMUS: – Men heldigvis er der også er sket et generationsskifte i byrådene. Mange af de nye medlemmer er vokset op med både beat og elektronisk musik. Det er en del af deres egen identitet, og de ved, at det ikke er farligt. Det letter vores arbejde.

THOMAS: – I Odense var vi heldige, fordi der var fremsynede byrådsmedlemmer som indså, at vi ikke havde brug for et nyt prestigefyldt Multikulturhus. I stedet begyndte de at lytte til folks konkrete behov.

JESPER: – Alt afhænger af vækstlaget selv. Det bedste, vi som øvelokaleforening kan gøre, er at formulere vores ideer og behov og så komme med konkrete forslag. Hvis man selv viser nytænkning og initiativ, kan der også ske noget.

Bliver amatørmusikken taget alvorligt af politikerne?

RASMUS: -Tiden er jo desværre til megaevents, og der er ikke meget event over øvelokaler, så politikerne støtter selvfølgelig spillestederne. Men i græsrødderne hænger spillesteder og øvelokaler, professionel og amatør sammen. Det er det, vi skal fortælle politikerne. De kan jo ikke vide alting, og den forbindelse kan være svær for dem at gribe.

JESPER: – Blandt politikerne er det nok heller ikke trængt helt igennem endnu, at et stort band som f.eks Kashmir kan trække en masse penge til Danmark.

THOMAS: – Selvom politikerne jo godt ved, hvor mange penge de store megakoncerter trækker til byen. Vi skal vise dem, at et stort navn også kan komme fra græsrødderne i deres egen by, måske fra Kansas City, MONO eller Refshaleøen. Hvis der er gode udfoldelsesmuligheder er der også gode chancer for, at de vælger at blive i byen, til glæde for alle.

Ligger vækstlagsmusikkens fremtid i innovationscentre?

RASMUS: – Jeg kan sagtens følge drømmen om innovationscentre. Det giver nogle helt nye muligheder. Men samtidig skal vi passe på ikke at komme til at ligne TDC eller DSB: en stor, velsmurt og upersonlig maskine. Det fine i vækstlaget er jo netop, at folk gør det selv. Tænk på de fire 16-årige knægte, der har lagt penge sammen til deres første øvelokale. Det er helt deres eget. og det lyser i øjnene, når de får nøglen og åbner døren. Det er fantastisk at se på. De skal have lov til at leve deres eget liv. Så vi skal spænde over begge dele, det må vi ikke glemme.