fbpx

UHØRT holder dayparty på SPOT Festival

UHØRT præsenterer 4 af de fantastiske kunstnere, der spillede på sidste års UHØRT Festival: Shy shy shy, møl, Deadpan Interference og Manus Nigra.
UHØRT giver den nyeste, danske musik mulighed for at spire og har fokus på udvikling i musikken, den gode live performance og at alle kunstnernes unikke drive og potentiale bliver sat i spil.
Selv om UHØRT arbejder med kunstnere fra hele landet, er det København som indtil nu haft mest glæde af UHØRT i forbindelse med den årlige sommerfestival i august. Teltpælene plantes derfor for første gang i den Aarhusianske musikmuld, når UHØRT indtager SPOT i Aarhus – på Fidel’s ved Åen lørdag d. 30. april!

Der er gratis entré for alle.

Tidsplanen bliver opdateret i Facebook begivenheden her.

Du kan opleve følgende bands:

DEADPAN INTERFERENCE (noiserock) – www.facebook.com/deadpaninterference

Deadpan Interference er af en sjælden art. De spiller noget af de tungeste noiserock på den københavnske scene, og deres lyd er så massiv, at den hamrer dine øjne i jorden og tvinger dine tanker ind mod de dybere dele af dig selv.
Men samtidig præsenterer deres lydlandskab meget mere end de hamrende kræfter, som tordnende bass og trommer fremkalder. Svævende, mild vokal smelter sammen med vibrerende melodier og skaber en oplevelse af tidløs, eksperimenterende rock, der overrasker og interesserer. Det er dette vævede net af udvidende lyd, der løfter Deadpan Interference langt op over det almindelige, hårdtslående band.

www.youtube.com/watch?v=4R67_coyQog

MANUS NIGRA (hip hop / trip hop) – www.facebook.com/manusnigradk

Manus Nigra er et dystert ærligt lyrisk univers og et fængende mix af hiphop, triphop og neo-soul.
Et musikkoncept, hvor tekstuniverset er seriøst og mørkt og går mod tidens egocentriske tendenser, der er udmundet i albummet ”Blind vej”, der udkom i 250 stk. håndnummereret grøn ‘marbled’ vinyler, plus download og streaming d. 20. april 2015. Det unikke cover er illustreret af Simon Gorm Eskildsen. Manus Nigra består af Ham Den Lange, Fönix & Swab.

www.youtube.com/watch?v=f-M8mXq5X7s


SHY SHY SHY (indie/synth-pop) – www.facebook.com/shyshyshydk

Duoen bestående af Astrid Cordes og Simon Kjeldgaard har med deres unisone vokaler og catchy sange charmeret sig ind på den danske musikscene. Det har resulteret i masser af airplay på P6 og fine anmeldelser af debut-ep’en, ‘Love Songs’. Bandets umiddelbare tekster understøttes af indie-poppens legende rytmer og malende synthesizere – live krydret med både trommer, bas og keyboards.

www.youtube.com/watch?v=QGKsCPeP40g

MØL (Shoegaze/metal) – www.facebook.com/moeldk

Møl er et dansk shoegaze/metal band. Med udgangspunkt i en mur af lyd, der både trækker på shoegazens svævende melodier og metallens hårdtpumpende rytmik og vokal, har møl hidtil begået to EP’er, som er blevet velmodtaget i både danske og udenlandske medier. Når møl rammer årets Spot festival er det desuden med deres første europaturne i baggagen, som over påsken bragte dem forbi Tyskland, Holland og Frankrig.

www.youtube.com/watch?v=kIsTkRHS3fk

 

 

*****