Find ud af, hvad erfarne bookere lægger vægt på, når de modtager din bookingmail.
1: Sæt dig ind i spillestedets profil og aktiviteter
Det er altid vigtigt, at du sætter dig ind i, om spillestedet er et match for dit band og din musik.
Gå fx ind på spillestedets hjemmeside, og se hvilke bands de har på programmet. Der skal være et genrematch mellem den musik du spiller, og det som spillestedet booker.
Vis i din mail at du har lavet en ordentlig research på spillestedets aktiviteter og anmod om koncerter, hvor du vil passe godt ind. Du kan fx gøre det nemt for bookeren ved at finde et hovednavn på spillestedets plakat, som du og dit band vil passe godt sammen med og anmode om et opvarmningsgig, eller ansøge om at spille på bestemte aftener for upcoming orkestre.
2: Vær personlig og præcis i din kommunikation
Vær personlig i din måde at kommunikere på. Du kan fx finde bookerens navn på spillestedets hjemmeside og bruge navnet i starten af din mail, i stedet for at indlede med ”Kære booker”.
Skriv kort og præcist om, hvad du ønsker, hvilken genre du spiller, og hvor mange du kan trække til koncerten. Det er bedre at være klar i kommunikationen i stedet for at prøve at imponere med, hvor ”intenst og autentisk” dit liveshow fx er. Bare skriv helt åbent uden dikkedarer og lad bookeren vurdere dit materiale.
3: Præsenter dit band med en livevideo
Lad være med at beskrive din musikalske genre i en lang tekst i mailen. Det kan let blive meget langt, og en masse bevingede ord siger ikke nødvendigvis særligt meget om, hvordan du lyder.
Det er meget bedre at medsende en LIVEVIDEO. Med en video kan bookeren lynhurtigt danne sig et indtryk af dig og dit orkester, hvad du spiller, hvor godt du spiller, og hvor god du er på en scene. Selvom videoens kvalitet i sig selv kan være med til at gøre et indtryk, er det ikke must, at den skal være i højeste opløsning og være optaget på en 16-spors mixer. Pointen er, at en booker sagtens kan skelne og høre, om der er noget at komme efter i musikken.
Du kan sagtens medsende en udførlig pressemeddelelse, der beskriver den musikgenre du spiller, samt andre aktiviteter såsom pladerelease med videre. Bookeren kan så vælge om han/hun vil gå i dybden med jeres historik, releases og liveaktiviteter.
4: Vis at du har en plan.
Det er altid en god ide at skrive, hvad man kan tilbyde spillestedet. Fortæl bookeren, hvad du har tænkt dig at gøre for at trække folk ind til koncerten, samt hvor mange du regner med at trække. Det er en god start at have minimum 30 mennesker med ind, og hvis du kan trække flere, så har bookeren en rigtigt god grund til at booke jer, – dels fordi det er sjovere for alle involverede, når der er publikummer til en koncert, dels på grund af omsætning. Men sørg for at holde hvad i lover.
5: Send mails og materiale der har kvalitet
Alt hvad du sender til en booker eller andre vidner om, hvor professionel du er i din tilgang til din musik. Hvis du sender et gennemarbejdet logo, pressemeddelelse og et bandbillede i høj opløsning, er det klart nemmere at fange en bookers opmærksomhed. Brug tid på det visuelle udtryk og vær grundig med alt det materiale som andre skal se og bedømme dig på.
Sammensæt mailen så den er let overskuelig, med luft mellem tekstblokkene. Skriv hvad du har medsendt, og hvor det kan findes i mailen. Der må ikke være tvivl om, hvad du gerne vil, hvor bookeren kan finde linket til jeres video, eller hvilken vedhæftning der er pressemeddelelsen.
6: Én til én kommunikation
Det kan godt blive lidt rodet, hvis flere i bandet begynder at skrive til bookeren om gear og tidspunkter. Sørg for at kommunikationen forbliver mellem ét bandmedlem og booker. Den person, der skriver indledende til bookeren, skal altså være den samme som svarer bookeren.
Opsummering:
- Lav en ordentlig research på spillestedet og dets aktiviteter og anmod om spillejobs, hvor du kan passe ind.
- Vær personlig og præcis i forhold til hvad du ønsker. Der er ingen grund til at prøve at imponere med vilde tillægsord, – lad materialet tale for sig selv.
- Medsend en livevideo så bookeren lynhurtigt kan danne sig et overblik over din musik og optræden.
- Giv bookeren nogle gode grunde til at booke jer. Fx at i kan trække mange folk til koncerten.
- Medsend kvalitetsindhold, der siger noget om at i er seriøse med jeres musik og strukturér jeres mail, så bookeren har let ved at overskue alt, hvad der står i mailen og kan finde alt, hvad der er medsendt.
- Sørg for, at det altid er den samme person, der kommunikerer med bookeren når der skrives og svares.
*****
Artiklen er forfattet i samarbejde med Ida B. Jensen fra Huset KBH og Anna Rose fra Offbeat.