- Vi arbejder for vækstlaget i Danmark
Menu

UHØRT Festival på sjette år


Eksperimenterende pop, alsidig R&B, grænsesøgende elektronisk, metal og hiphop. Det er nogle af de genrer, du kan glæde dig til på årets UHØRT Festival, der finder sted den 24.-25. august i København. Det er sjette år i træk at festivalen præsenterer de allernyeste navne på den danske musikhimmel.

Den københavnske musikfestival er kendt som stedet hvor mange, i dag mere eller mindre etablerede kunstnere, har trådt deres spæde skridt. Fra The Minds of 99 i 2013, Nelson Can og The Attic Sleepersi 2014, Palace Winter og The Entrepreneurs i 2015, Aksglæde og Fribytterdrømme i 2016, og frem til sidste års festival, hvor navne som Iris Gold, Alexander Oscar og Baest allerede har markeret sig på den danske musikscene.

UHØRT er med andre ord festivalen hvor du kan opleve den allernyeste musik, før de når ud til det brede publikum. De navne som i skrivende stund er offentliggjort, peger endnu en gang på et spændende og alsidigt program. Oplev bl.a.:

Askee (Psych Pop/Rock), Audrey (80’er pop), AySay (alt. pop), Bad Birthday (pop), Balthasar (hiphop), BÜNNI (indie pop), Cousin (pop), Daze of June (metalcore), Dirt Forge (sludge metal), Dusin (elektropop), Guldimund (indie pop), Josa Barck (indie pop), Kim Kim (art pop), M. Rexen (folk pop), M422 (atmosfærisk electronica), Moon Mountain (rock), Mozaík (pop), Paper Cranes (elektropop), Ravi Kumar (rap), Takykardia (trip-soul), Tyrees Tyr (hiphop) og Vic Shinobi (R&B).

Alle navne er valgt af et af landets største lytteudvalg på 35 personer, bestående af bookere, pladeselskabsfolk, musikere, radioværter og musikjournalister. Som altid har holdet fokus på at finde frem til den mest spændende musik, som bliver næste års hit:

“Vi har eksisteret i seks år efterhånden, og det er fedt at opleve, at talentmassen hverken bliver mindre eller dårligere – tværtimod. Der er rigtig mange dygtige musikere i Danmark, som den brede befolkning stadig mangler at lære at kende. Dem kan man altså møde her på UHØRT til august,”fortæller festivalleder, Jesper Krüger.

Følg med på www.uhørt.dk samt på Facebook, hvor du i løbet af sommeren bliver introduceret for dette års optrædende.

Om UHØRT Festival:
39 optrædende bands og solister
Dato: 24.-25. august
Sted: Enghavevej 80-82, København V