Fra Guitarhero til håbefuld sangskriver
For lidt over to måneder siden lagde musikeren Chris Andreev sine små hjertebørn frem, da han lod Søren Balsner fra Carpark North lytte til sine sange.
Den 20-årige musiker Chris Andreev havde i forbindelse med Musikerdag 2015 i Monorama i Aarhus fået tildelt en 30 minutter lang demosession med coaching og feedback.
”Jeg var nervøs til at starte med, fordi jeg synes, det, jeg laver, er godt. Men jeg vidste jo ikke, hvad han (Søren Balsner, red.) synes,” husker Chris Andreev.
Hans karriere begyndte med at spille ’Guitarhero’ og ’Rockband’ på PlayStation. Efterfølgende begyndte han at skrive egne sange og få sangundervisning.
Stemmen bliver trænet
Inden sessionen havde Søren Balsner lyttet til Chris Andreevs musik og kunne på den baggrund give konkrete råd og ideer til udviklingen af det musikalske udtryk.
”Du ville have godt af at træne din sang. Det er specielt i de lave toner, man kan fornemme en vaklen,” forklarede coachen.
Da den halve time var overstået, var Chris Andreev indforstået med coachens råd.
”Jeg skal til at gå til sangundervisning igen – det er bare ærgerligt, at det er så dyrt,” konstaterede han med et skuldertræk.
To måneder senere er rådet blevet fulgt.
”Søren Balsner sagde, at jeg skulle have sangundervisning. Det er en dyr fritidsinteresse, men jeg har gået til det on/off siden.”
Tromme-råd gav ny inspiration
Inden mødet med Søren Balsner var Chris Andreev meget forhippet på, at alle instrumenter på hans indspilninger skulle være ægte.
Derfor var der blandt andet ikke brugt trommer på numrene. Coachen opfordrede derfor den håbefulde musiker til at lege lidt med elektroniske trommer.
”Når du sider i Qbase, så er det jo bare at gå amok og lege med tingene,” fastslog han.
Det råd blev fulgt og gav i ugerne efter inspiration til nye tracks.
”Jeg legede en del med de elektroniske trommer, og det fungerede fint. Jo mere jeg brugte det, jo bedre blev det,” fortæller Chris Andreev, der glæder sig over, at han fik et lille skub.
”Jeg synes stadig, det er fedest med ’rigtige’ trommer, men det var virkelig et skub, som gjorde, at jeg kunne komme videre og ikke blev bremset af det.”
”I ugerne efter fik jeg faktisk skrevet nogen nye sange. Det var blandt andet på grund af inspirationen fra demosession og rådet om trommerne.”
Sangskrivning er fucked up
Søren Balsner beskrev blandt andet Chris Andreevs sange som sfæriske og mystiske.
”Dine ting er meget mere kunstneriske, end jeg havde regnet med, da jeg læste din beskrivelse,” fortalte Carpark North-musikeren.
Balsners beskrivelse kom bag på Chris Andreev.
”Tidligere havde jeg ikke tænkt over, hvordan folk opfattede mine sange, så jeg fik noget af et realitycheck,” erkender han.
Det var ligeledes en af de pointer, Søren Balsner gav videre.
”Sangskrivning er fucked up, fordi du skal skrive en sang, smide den ud og skrive den igen. Du kan ikke bare øve dig god, som du kan med et instrument. Hvis andre skal lytte til det, så skal de kunne relatere til det,” fastslog Balsner og uddybede:
”Man er nødt til at spille sit materiale for venner eller familie, der er ærlige overfor dig, når de skal fortælle, hvad de synes.
”Det har jeg gjort lidt siden. Men sangene er noget, jeg bruger meget tid på, så det rammer nemt,” erkender Chris Andreev, der var glad for sin demosession ved Musikerdag 2015.
”Det var rigtigt fedt, jeg fik meget ud af det. Og en anden gang håber jeg, at man kan tage endnu mere udgangspunkt i mine sange, så det kan blive endnu mere konkret. Det var der, jeg virkelig fik noget med hjem, slutter han.
Følg Chris Andreevs band Globe på Facebook