Værdien af et godt netværk kan på ingen måde undervurderes – især ikke i musikbranchen. Muligheder er der nok af, men de kommer ikke af sig selv. Hvis du vil fremad, er du nødt til at være opsøgende og møde de mennesker, som kan hjælpe dig videre med karrieren. Her dykker vi ned i det musiske netværk med livserfaring fra Jesper Mardahl fra PROMUS og Sebastian Wolff fra Kellermensch.
Af Jens Obel
Mange finder det svært eller måske helt unødvendigt at netværke – og det hele lugter måske lidt af business og cigarmænd? Men ”netværk” er bare et andet ord for menneskelige relationer og dialog med ligesindede personer, som hellere end gerne vil samarbejde og hjælpe dig videre med projekterne.
Hvorfor er netværket så vigtigt?
Det er simpelthen netværket, der gør forskellen, fortæller Jesper Mardahl, og det var da også gennem netværket, at han endte i jobbet som manager og leder af PROMUS, Produktionscenteret for Rytmisk Musik i Aarhus. Som ung musiker rendte han selv rundt og bankede på folks døre med kassettebånd, og selvom tiderne har ændret sig, så er princippet stadig det samme: Man skal være opsøgende, synlig og altid klar til at gå i dialog.
–Jeg tror ikke på, at du kan skabe dig en karriere, hvis ikke du har et netværk. Der vil næsten altid være nogen, som skal hjælpe dig med at flytte det fremad. Hvis vi f.eks. har to talenter, som er præcis lige gode, så er det den med det stærke netværk, der vinder. Det giver dig bare nogle bedre muligheder. Vi kender stadig historier om musik, der pludselig dukker op, fordi det bare er fedt, men så er det som regel fordi, nogen har ringet og fortalt det videre. Igen er det netværket, der er på spil, forklarer han.
I PROMUS arbejder Jesper og kollegaerne på at hjælpe musikere og unge branchefolk med at lære musikbranchen at kende, opbygge deres kompetencer og udvide netværket. Netværket er altid bundlinjen, når de afholder events og kompetenceforløb, og her får man mulighed for at komme i kontakt med ligesindede, som har de samme udfordringer:
–Man får mulighed for at sætte ansigt på til disse arrangementer, man får viden og møder relevante personer. Det gør det lettere at skabe en dialog, og vi ser en livlig diskussion blandt musikere, som sidder og snakker og lytter til hinandens musik, mens de venter. Det er folk fra alle steder, København, Ålborg, osv. Man går jo ikke bare ud på gaden og finder et netværk. Overfor musikere kan jeg kun anbefale, at man går til stålet, også selvom man tænker, ”det ved jeg da godt.”
Jesper råder folk til at få styr på det basale. Det handler om at opsøge mulighederne i miljøet og om at være til stede. Man opbygger relationer gennem dialog, og efterhånden finder man de personer, som er klar på at samarbejde. Det er der også rig mulighed for uden for København, slår han fast. Han fortsætter:
–Det er noget med, at man som musiker må være opsøgende. Det gør aldrig ondt at spørge. Der er selvfølgelig mange attituder og usikkerhed pakket ind i coolness, men so what? – der er jo ingen der slår. Det kan være grænseoverskridende, men folk vil gerne hjælpe.
Der er en kompleksitet, som gør, at man ikke kan vide alt, tilføjer han. Man kan altid blive klogere, og branchelandskabet udvikler sig hele tiden. Måske er det ikke de branchefolk, man møder i dag, som man laver business med i morgen, men måske om 4-5 år. Han opfordrer til, at man tænker lidt længere ud i fremtiden:
-Folk vokser i systemet. Man husker hinanden. Og mailen bliver taget mere alvorligt, når man har en relation i forvejen – også selvom man kun har mødt hinanden helt kort, så har man en indgangsvinkel
Vision og røgsignaler
Sebastian Wolff og Kellermensch har været turen rundt, og de kender til værdien af et godt netværk. Det har taget vision og ”trial and error” at nå fra øvelokalet i Esbjerg til de store scener herhjemme og i udlandet. I 2009 udkom debutalbummet ”Kellermensch,” og ved hjælp af stærkt netværksarbejde og gode anmeldelser tilkæmpede de sig en plads på programmet til både SPOT og Roskilde Festival. Sebastian fortæller:
-Der var stort set ingen fortilfælde af rockbands fra Esbjerg, som fik hul igennem til store scener. I begyndelsen indspillede vi demoer og sendte dem ud til pladeselskaber. Vi fik afslag efter afslag. Jeg havde to bands, som var ved at køre trætte i det, men så fandt jeg nogle drenge, der var klar på at arbejde på en plade – det blev med tiden til Kellermensch.
De bestemte sig for at gå anderledes til værks og begyndte at arbejde på visionen. De lavede et presseskriv, som endte med at beskrive et ”ret fedt band,” griner Sebastian. Det gik op for dem, at demoerne bare ikke rigtig lød som bandet på papiret – der var en disharmoni mellem visionen og musikken. De vidste altså nogle ting fra papiret, som de var nødt til at få til at fungere i musikken. Ideerne lagde grundlaget til debutalbummet.
-Vi ville ikke lave en plade, som andre havde lavet. Vi sagde til os selv, at på en dårlig dag for vores helte, så er vi bedre end dem – det var meget ambitiøst. Vi vil gerne lave en rigtig plade, men hvordan? Vi skal f.eks. have ægte strygere og et orgel. Bagefter begyndte vi at skille det ad – en rigtig plade bliver anmeldt og anerkendt af medierne, så vi skal altså have oprettet en kontakt.
Her begyndte så netværksdelen. Problemet var bare, at der ikke rigtig var nogen, udover Sebastian, der havde mod på netværksarbejdet. Heldigvis var der en trommeslager ved navn Michael i øvelokalet ved siden af, der gerne ville hjælpe.
-Netværksdelen var der faktisk allerede. Det er jo bare kammerater, men de bliver måske nogle af de vigtigste i dit netværk. Det er ikke bare cigarkanoner, som skal være dit netværk – ham inde ved siden af kan være vigtigere, og folks potentiale kan ændre sig alt efter hvilken situation, de indgår i. Man skal kigge på sine kammeratskaber – er der noget, vi er gode til sammen? Jeg mener, at man skal begynde i nærmiljøet. Hav god stil allerede der. Lige pludselig er der en person, der kan hjælpe dig.
De to gik i gang. Nu kunne de tage kunstnerhatten af og tage branchehatten på – de kunne snakke med pladeselskaber og bookere på vegne af bandet uden at bekymre sig om musikken.
-Vi kiggede hele tiden tilbage på visionen. Branchemæssigt ville vi gerne lave en rigtig udgivelse, dvs. den skal anmeldes. Den skal ligge i FONA i Herning, så hvilke mennesker skal vi bruge til det? Selvom vi var grønne, vidste vi, hvad vi skulle. Vi skulle have hul igennem til medierne, men vi skal bruge nogen, der kender dem, dvs. vi skal nok bruge en PR-mand. Det endte med, at vi sendte nogle numre til Target efter anbefaling fra en kammerat i Stereo Studio – de var vilde med det, og vi kom til et møde.
Sebastian og resten af bandet følte dog ikke rigtig, at de passede til Soundvenue, GAFFA og radioerne, men de var sikre på, at de ville passe godt ind på Roskilde Festival – men alle vil jo spille på Roskilde, tilføjer han. De havde lavet en kompromisløs, men fed plade, så de satsede på gode anmeldelser, og at anmeldelserne ville være nok til, at Roskilde ville få nys om det. Det var måske et longshot, det vidste de godt.
-Vi udgav vores debut med Target, og vi fik en booker. Vi spillede rundt omkring, men prøvede at holde fokus på planen og visionen. Vores PR-mand hjalp med at få anmeldelser. BT gav os 4 stjerner, og det var lidt skuffende, men der var en sætning, som vi bed os fast i: ”Den største rockplade i år.” Det var kun januar.
Generelt var anmeldelserne dog gode. Planen var nu at sende nogle røgsignaler ud til Roskilde Festival. Det var ikke gratis, men Kellermensch fik spalteplads i GAFFA. Her annoncerede de bl.a. deres koncertprogram med et spørgsmålstegn ud for ”Roskilde Festival.” Det var ikke alle, der mente, at det var smart at bruge penge på. Sebastian ved stadig ikke, om Roskilde nogensinde så artiklen i GAFFA, men i sidste ende blev de booket, så synligheden viste sig at være det hele værd.
Hvordan opbygger man et netværk?
Det er ikke nok bare at sende mails ud til øst og vest, og telefonsælgertypen duer heller ikke, ifølge Jesper Mardahl. Først og fremmest skal musikken være i skabet, og så skal man tro så meget på det, at andre også vil tro på det. For hvis ikke du selv kan overbevise folk, hvem kan så?
-Det siger sig selv, at dit råstof skal være klart – du skal sgu være god – og så skal du være opsøgende. Det kan selvfølgelig mistolkes – man skal ikke være en pain in the butt – der skal være en fornuftig balance. Det er svært at sige med en entydig formel, hvad der virker, men det handler rigtig meget om menneskelige evner.
Og så skal man tænke ”ambassadørstrategisk,” forklarer han. Hvis andre synes, du er fed, så kan de tale for dig. Det handler om evnen til at formidle sit talent, ikke bare musisk, men menneskeligt:
-Vi snakker meget om ”social skills.” Du skal kunne tale med andre mennesker, og ikke bare med dine medmusikere, men med dit publikum og de mennesker, du gerne vil have omkring dig. Mange vil gerne have et forhold til en booker eller agenter, men er ekstremt opmærksomme på, at ingen skal fortælle dem, hvad de skal gøre. Humlen er, at succes er et resultat af samarbejde.
Hvis man leder efter et musikinteresseret netværk, så anbefaler Jesper, at man f.eks. bliver frivillig eller engagerer sig i mindre foreninger, som Musikhavnen eller Nordic Room, hvor man kan finde mindre og mere intime arrangementer. Og så skal man sige ja til de muligheder, der byder sig:
-Man kan tage til forskellige små arrangementer og små koncerter, hvor man lærer folk at kende. Man skal passe på med ikke at have tunnelsyn. Man er nødt til at komme ud og vise, hvem man er.
En hovedpude i stedet for en hvepserede
Hver gang Sebastian og Kellermensch går til en ny person, så spørger de sig selv, hvordan de gør personens job lidt lettere. Hvad har bookeren, PR-manden og anmelderen brug for? Har de et problem, som man kan hjælpe med at løse? De bestræber sig altid på at tilbyde en hovedpude i stedet for en hvepserede – og gennem tiden har det været bandets ”guiding principle.”
-Efter udgivelsen af albummet kom vi i snak med Steffen, en PR-fyr i Århus, som gerne ville hjælpe os. Vores første forhåbning var stadig Target, men Steffen var cool, og vi hyrede ham til supplerende PR, som blogs og den slags. Han fik nogle penge, og han formåede at give os en booking til metal aften på SPOT i 2009. I stedet for bare at ”bruge” netværket og smide folk ud, når man er færdig med dem, så kunne Steffen f.eks. hjælpe os på en helt anden måde. Hver gang nogen spillede bolden til os, så ville vi spille den tilbage.
På deres første SPOT Festival var de stadig meget grønne, fortæller Sebastian, men det var ikke nogen hindring – det var nærmest en fordel. Michael fra naboøveren søgte akkreditering som manager, og pludselig sad de med en lang liste med kontaktinformationer over branchefolk på festivalen:
-Dengang var der meget snak om David Fricke – han var en form for tastemaker. Han skal komme og se vores koncert, tænkte vi, men hans e-mail var tilbageholdt som den eneste. Hvis vi skal have ham til at komme, så skal vi have alle andre til at komme. Så vi googlede folk på listen og fandt ud af, hvad vi kunne snakke med dem om. Vi skrev næsten til alle, og jeg tror, vi fik svar fra en lille håndfuld. En af dem var en engelsk manager, hvor vi havde spurgt ind til at markedsføre en plade i England. Han ville gerne snakke. Det endte med at han slæbte fem kammerater med, og én var leder i XFM Radio.
Det lykkedes godt på scenen og Kellermensch fik positive anmeldelser for koncerten på VoxHall. Ret hurtig kom der to invitationer fra både BBC og Radio XFM om at spille radiosessions. Til trods for at kloge hoveder endnu engang mente, at det var en dårlig idé, så overvejede bandet i sidste ende nyhedsværdien i Danmark, og de besluttede sig for at tage afsted. Turen blev dyr, men de sørgede for at invitere så mange branchefolk som muligt, og det blev også til to showcases, som senere viste sig at være hele turen værd.
-Jeg var målløs, da jeg første gang hørte om folk, der spillede på SPOT og ikke havde brugt akkrediteringslisten. Det var et chok, at det ikke var indlysende at bruge det i stedet for at gå og tænke på guitarstrenge og scenestil. Hvis du spiller rockmusik, så skal du sørge for, at de rigtige folk kommer. Det brugte vi akkrediteringslisten til, og vi brugte vores intuition – vi prøvede os frem.
Fra Esbjerg til Berlin
Når Sebastian kigger tilbage på de forskellige samarbejder, de har indgået i, kan han se, at der ofte kom noget helt andet ud af situationen end det, der egentlig var blevet bestilt. I 2010 spillede de på festivalerne PopKomm og Reeperbahn i Tyskland, og der opstod stor interesse syd for grænsen og hos Universal i Berlin. Det var ikke umiddelbart en del af planen, men de besluttede sig igen for at jagte mulighederne.
-Fra at starte i Esbjerg, uden nogen som helst branche, til at stå i Berlin. Det var unlikely, og pludselig står vi i Tyskland med musik, som vi lavede for vores egen skyld – det viser noget om den power, netværk har. Man kan stå i Esbjerg eller Ikast og alle de her steder og stadig få hul igennem.
Når Sebastian er ude og coache bands, oplever han tit, at nogle musikere har en meget vag drøm. De vil bare gerne have succes og spille gigs. Men hvis du spørger Sebastian, så skal det være meget mere konkret:
-Vi satte altid mål, der ikke var vage og fandt små opgaver, som vi skulle bruge mennesker til at udføre. Hvordan får man f.eks. spalteplads i BT? – det ved den person, som har prøvet det før. Så er det ham, vi skal have fat i. Det startede med en trommeslager i nabolokalet, så en kammerat i Stereo Studio, som peger på Target i København, så får man fat i en fyr i Århus, og så stille og roligt videre indtil du pludselig står i Berlin.
Musik er en forretning
Hvis du vil fremad, så skal du have noget at sælge. I sidste ende er musikbranchen en privat industri, hvor der ikke bliver givet ved dørene. Derfor skal man ikke have for høje forventninger, og man skal overveje grundigt, hvad man bidrager med. Det ved Jesper Mardahl godt, at musikere ikke er så glade for at tænke på, men det er man bare nødt til:
-Når vi snakker om musikbranchen, så er man nødt til at tænke på, at det er en kommerciel branche. Bookeren tænker først og fremmest på, hvor mange billetter du kan sælge. Det handler om at kaste en meget tung sten ned i vandet og få den til at lave nogle store ringe. Det er mange mennesker, som skal få noget ud af det.
Don’t let it bring you down
Netværksarbejdet er ikke et ubestigeligt bjerg, understreger Sebastian. Man skal ikke lade sig slå ud af lidt modgang. Muligheder er der nok af, og man kommer ingen vegne ved at give op på forhånd. Gennem tiden har han skrevet til utallige personer, og kun en brøkdel har svaret, men der skal heller ikke mere til. Det er Kellermensch et levende bevis på.
-Det handler ikke om at udnytte folk. Det handler om at møde nogle nye mennesker og lære dem at kende. Og så skal man ønske, at begge parter får noget ud af relationen. Hvis det er en win-win situation, så kan man snakke om muligheder og samarbejde. Man skal være til at snakke med – også to år senere. Det er det bedste råd: Det handler om at være et menneske og om at have god stil overfor andre. Det er sådan, vi har arbejdet med det.
Artiklen er først publiceret i Mer’ Monitor’ #40 – læs det her.
