fbpx

Månedens medlem: Rytmisk Musik Bornholm

Foreningen på den danske klippeø har egentlig eksisteret i omkring 20 år, men fik først i 2004 navnet ’Rytmisk Musik Bornholm’, hvor den tidligere hed ’Øv’.
I dag er der godt 50 medlemmer af foreningen, som er centreret omkring spillestedet Musikhuzet, der ligger i Rønne. Foreningens næstformand, Calle Christiansen, fortæller mere.

Hvilken type forening er Rytmisk Musik Bornholm?
Vi kalder os en øvelokaleforening, men er nok også ved at være en musikforening i forhold til de aktiviteter, vi er involveret i.
Vi har to lokaler, hvor det ene bliver brugt som øvelokale, mens det andet er til kontrol og demoindspilninger.

Hvilke fokusområder, udfordringer og tiltag har Rytmisk Musik Bornholm?
Vi forsøger meget at få relationer til andre foreninger på øen, og har i øjeblikket et godt samarbejde kørende med jazzklubben. Det er med til at give nye input, fordi øvelokaleforeninger jo tit er meget præget af rock fra unge mennesker.
Derudover prøver vi at komme lidt mere frem, vi er lidt gemt bag et stort musikhus. Vi vil ikke ud af huset, men kunne godt bruge lidt mere plads.

Har Rytmisk Musik Bornholm nogen kommende projekter?
Vi afholder fem koncerter i Musikhuzet hvert år med egne bands fra foreningen, men også med bands fra resten af øen, det er med til at styrke vækstlaget, som er vores hovedopgave.
Derudover ser vi frem mod et nyt tiltag ’Rock Island 2011’, der skal foregå i sensommeren med bands fra ORA, men også lokale bands. Det er ikke noget, vi er med i som arrangører, men det bliver spændende at følge.

Er der kommet nogen kendte musikere ud af Rytmisk Musik Bornholm?
’The River Phoniex’ er fra Bornholm og faktisk også fra vores forening, derudover er der ’Soft Porn’, som vandt DM i rock tilbage i slutningen af 1990erne.
Og så ’Stream City’ der sidste år vandt en Underground Music Award for ’Best Rock’.

Hvordan bruger Rytmisk Musik Bornholm ORA?
Vi bruger meget ORA i forbindelse med transportstøtte, når bands skal herover og spille eller fra Bornholm til resten af landet. Vi håber blandt andet, at vi kan få mere gang i bandudvekslingen, fordi det mest er bands, som kommer herover, vi vil gerne sende nogen den anden vej.
Ellers er det bare fedt, at der sidder nogen personer med stor viden, som vi kan spørge om muligheder for støtte og den slags.