fbpx
- Vi arbejder for vækstlaget i Danmark
Menu

Frekvens Tour præsenterer 9 unge bands i hele midtjylland


Bands i alderen 15-25 år muligheden for at prøve kræfter med professionelle spillesteder i hele midtjylland, når Frekvens Tour løber af stablen til september.

Frekvens Tour er et målrettet forløb for vækstlaget, der udspringer af et netværkssamarbejde mellem 9 spillesteder med støtte fra Region Midtjylland og ORA. I forløbet får de 9 udvalgte bands lov til at spille 3 koncerter på professionelle spillesteder i september 2020. Op til koncerterne bliver deltagerne præsenteret for en række forskellige workshops i alt fra sceneperformance til musikbranchen, der skal ruste dem bedre til at stå på de store scener og have en masse ny og spændende viden med fremover.
ORA stiller desuden et professionelt bandcoaching panel til rådighed for alle optrædende i starten af deres mini-tour.

Tourplan:

3. sep. – Bakkehuset, Ikast
4. sep. – Turbinen, Randers
5. sep. – Kedelhuset, Silkeborg
Heave, Bonad og DownTown July leverer masser af lækker popmusik.

10. sep. – Subhuset, Holstebro
11. sep. – Pavillonen, Grenå
12. sep. – Vibstock Festival, Viborg
TRISH, Viadukt og Snow in July leverer tankevækkende rock og pop i forskellig indpakning.

23. sep. – Kulisselageret, Horsens
25. sep. – Fermaten, Herning
26. sep. – Generator, Ringkøbing
Bench, LAVA og Public Buffalo udforsker den syrede og eksperimenterende ende af rocken.

Deltag i et Facebook-event nær dig her.

Line-up:

Heave:

Heave er et pop-band, med et twist. En blanding af det nye med det gamle – det elektroniske med det akustiske. De 5 unge medlemmer skriver musikken selv. De elsker at være kreative og fortælle historier gennem musikken i håb om at røre og glæde en masse mennesker!

Bonad:

Bonad består af fire unge mennesker i alderen 20-28 år, og hver især bidrager vi med musikalsk styrke og personlighed. Dette gør os til en stærk og kreativ gruppe. Vi brænder virkelig for vores projekt og håber at nå langt inden for nærmeste fremtid.

DownTown July:

Downtown July er dansksproget indie-pop, med indlevende sange fyldt af melankoli og sjæl, understøttet af et musikalsk univers der spænder fra de silkebløde akkorder til storslåede energiudladninger. Teksterne er ærlige, med omdrejningspunkt i ungdommens forvildede følelses- og tanke virvar. Bandet trækker bl.a. på funk, R&B, pop, soul, reggae og indierock.

TRISH:

TRISH er lyden af sommerens sene aftensol, som flytter tankerne til varmere himmelstrøg. Det fyldige groove, de koncentrerede akustiske trommer og de inspirerende synth-temaer omfavner den fløjlsbløde vokal i et univers, der trækker tråde helt tilbage til firserpoppen.

Viadukt:

Viadukt er lyden af 6 drenge, der spiller en variant af indie, der bevæger sig i grænselandet mellem pop og rock. Lyden er til tider indadvendt og melankolsk med atmosfæriske lydflader, og andre gange imødekommende og let spiselig med poppede, insisterende (på den gode måde) klange. Teksterne skifter ligeledes mellem det eksistentielle og dybtfølte, og det umiddelbare og sødladne. Viadukt vil både lulle dig i søvn, og vække dig til en favnende lyd af lune, surfy vibes.

Snow in July:

Snow in July er et musikalsk projekt, som blev grundlagt i 2016. Duoen blev dannet med et ønske om, at starte et rockband, men har sidenhen udviklet sig til et projekt, der tager udgangspunkt i at skrive umiddelbare og hudløst ærlige indieballader. Med guitar riffs, og en fortællende vokal som grundstenene, rammer Snow In July en lyd, som er ligeså let tilgængelig, som den er dybtfølt.

Bench:

Bench består af de 4 medlemmer Frederik Hjorth Rasmussen, Emil Harboe Lauritzen, Jens Kirk Dejgaard og Alfred Leisgaard. Inspireret af 70’erne og kunstnere som Pink Floyd, bevæger de sig i den syrede ende af rock-skalaen, med fokus på god sangskrivning og lyrik.

LAVA:

Vi kalder selv vores musik for “Fusion Pop” eller “Eksperimenterende pop”. Vi har mange forskellige musikalske interesser og forbilleder, hvor vi hver især har bidraget til at skabe vores musik og give det karakteristika. Vores musik har elementer fra funk især, men også disco, blues, rock og selvfølgelig, pop. Vi er inspireret af mange forskellige kunstnere, heriblandt, Stevie Wonder, Anderson. Paak, Vulfpeck, The Minds of 99, osv.

Public Buffalo:

Public Buffalo er et rockprojekt som for første gang så dagens lys i midten af 2019 i en garage på en villavej. Musikken kan placeres indenfor genrerne alternativ rock, post-grunge & psykedelisk rock. Bandet består af fem drenge omkring de 20 år, som alle har forskellige musikalske baggrunde, hvilket giver musikken en helt unik og speciel karakter.