NYHEDSBREV
Hold dig opdateret m. ansøgningsrunder og andre relevante nyheder for musikere
Forsanger Mathias Barfod og trommeslager Matias Knigge Laursen fra bandet The Attic Sleepers har været gæster på Roskilde Festival i henholdsvis 13 og 10 år.
Alligevel var det en ny oplevelse for dem, da de i juli besøgte den midtsjællandske festival. Denne gang var det nemlig som en del af programmet.
”Det var rimelig vildt, vi var pænt meget oppe at køre i ugen op til og et par dage efter,” griner Mathias Barfod og suppleres af Matias Knigge:
”Vi øvede hele tiden, og så var der en del søvnløse nætter. Vi prøvede at huske, at det var bare musik, man får jo ikke skudt hovedet, hvis ikke det virker.”
Fik lille Roskilde-depression
The Attic Sleepers er i år udvalgt til EXCITE, som ORA er en del, hvilket betyder, at bandet i flere omgange skal til udlandet og give koncert.
Netop sommerens andre spillejobs blev vigtig for makkerparret, da først Roskilde-koncerten var overstået.
”Man kunne godt have en lidt tom følelse – en lille depression. Fordi nu var det overstået, og samtidig var vi super lykkelige over, at det var gået godt,” forklarer forsangeren, mens trommeslageren uddyber:
”Det har været en fed følelse, at vi har spillet der, men det er også ambivalent, fordi nu er drømmen opfyldt. Så nu må vi drømme os videre,” fastslår Matias Knigge.
Heldigvis var pausen ikke så lang, da blandt andet Musik I Lejet ventede lige om hjørnet – og derefter gælder det EXCITE-touren.
”Det passer super godt. Når vi har spillet vores sommerjobs, skal vi videre til Sverige og Finland med EXCITE, hvor vi får en god platform for at komme ud i Skandinavien,” fortæller Mathias Barfod og fortsætter:
”Vi ser ikke os selv som et dansk band, fordi vi synes, at vi har en international lyd, som vi gerne vil brede ud.”
Forventer ikke gennembrud
Selv om The Attic Sleepers nu har været en del af Rising og dermed Roskilde Festival, så regner makkerparret ikke med at tordne ind på hitlisterne og få det store gennembrud.
De vil i stedet fortsætte det arbejde, som begyndte for fire år siden, hvor bandet så dagens lys.
”Vi ved godt, at Roskilde Festival ikke er lig med et stort break. Det kræver hårdere arbejde, når man har spillet på Roskilde, fordi der skal kæmpes for at bruge det videre,” mener Matias Knigge og uddyber:
”Vi er indstillet på, at det stadig kan være en lang proces herfra. Men det er fedt at være en del af det og se det vokse.”
Benarbejde skal der til
Koncerten på Roskilde Festival var den foreløbige kulmination på flere års arbejde for bandmedlemmerne, men arbejdet stopper ikke her – tværtimod.
”Man er nødt til at have noget at komme med og lave noget benarbejde, så navnet er lidt kendt. Sangene vi arbejder med i øjeblikket er faktisk skrevet tilbage i 2011,” afslører Mathias Barfod og bakkes op af makkeren:
”Det bunder nok i, at vi har været meget tålmodige med vores sange. Vi har ikke bare spyttet nogen sange ud, det har virkelig været en lange proces. Vi vil ikke være et one-hit-wonder, vi vil gerne bygge en base op,” fastslår han.
Hvor langt musikken tager de to venner, har de ingen anelse om, og de har ikke lagt en stor forkromet plan for The Attic Sleepers.
”Man skal bare bruge sindssygt meget tid på det, man skal være villig til at ofre en masse ting. Og så sørgede vi for at samle et stærkt hold omkring os. Vi har taget det skridt for skridt,” mener Matias Knigge.
”Vi har aldrig haft et præcist mål, men vi ville gerne ud og spille. Nu skal vi spille en masse henover sommeren, og så har vi et hold, der arbejder på at få vores materiale bredere ud blandt andet til udlandet,” slutter Mathias Barfod.
Det er tryggende varmt, og støvet sætter sig på alle bare svedige hudflader, da de tre medlemmer af det danske band The Entrepreneurs indfinder sig i mediebyen på Roskilde Festival.
Få øjeblikke tidligere sad trekløveret i den bagende sol midt på festivalpladsen, hvor de var en del af en session hos musikmagasinet GAFFA.
Egentlig skulle Jonas Wetterslev (trommer), Mathias Bertelsen (forsanger & guitar) og Anders Hvass (guitar & vokal), som bandmedlemmerne hedder, også have spillet en koncert i forlængelse af sessionen, men den blev aflyst i sidste øjeblik.
Normalt ville en aflyst koncert på Roskilde Festival få et upcoming bands verden til at styrte i grus, men The Entrepreneurs tager det rimelig roligt – hvilket formentlig skyldes, at de allerede har spillet flere koncerter på festivalen.
”Det er blevet til tre, så der har været tryk på,” konstaterer guitarist Anders Hvass med et grin.
Grædende koncertgæst
The Entrepreneurs, der om få dage spiller på årets UHØRT, var en del af Roskilde Rising.
Derfor spillede bandet i opvarmningsdagene, hvor det også blev til to andre koncerter.
”Det er en kæmpe udfordring, som vi har gået og ladet op til i lang tid,” afslører Jonas Wetterslev.
Mens en af koncerterne foregik på Rising-scenen, så var de to andre under noget andre vilkår, hvor blandt andet koncerten i området Dream City gjorde et specielt indtryk.
”Dream City var virkelig intimt, hvor vi var helt tæt på publikum. Bagefter kom der faktisk en grædende fyr op til os og roste koncerten,” smiler Anders Hvass.
The Entrepreneurs har eksisteret i et års tid, hvor tingene i de seneste måneder er gået rigtigt stærkt, det tager bandet dog med ophøjet ro.
”Vi er omstillingsparate, så vi kan sådan set spille på en palle, hvis vi bliver bedt om det,” fortæller Mathias Bertelsen og uddyber:
”Det er punk, så det virker alle steder. Hvis vi vil noget som rockband, så skal vi se det positive i alle koncerter – det handler om at spille på stemningen.
Trives med presset
Den pæne succes og opmærksomhed har fået mange til at udnævne The Entrepreneurs som et af Danmarks kommende håbefulde navne.
Den titel tager trekløveret gerne på sig.
”Vi er jyder, så vi holder fødderne og Jonas (Wetterslev, red.) på jorden,” griner Anders Hvass med henvisning til kammeratens københavnske baggrund.
”Som dansk band er det fedt at blive udråbt som det næste store. Det vil vi gerne følge op på, og vi synes faktisk, at det er fedt at have det pres på os. Det er benzin på bålet, forklarer Jonas Wetterslev.
De tre band-kammerater indrømmer dog også, at de ikke havde set accelerationen omkring bandet komme.
”Vi havde lagt planer for udviklingen og fremtiden, men de er slet ikke store nok,” konstaterer Mathias Bertelsen.
Gambling og befrielse
Netop fordi udviklingen er gået så stærkt og mange forskellige interessenter hiver i bandet, har The Entrepreneurs valgt, at lade sig signe af selskabet Like A Can Of Beans Records.
”Vi vil gerne koncentrere os om at spille, så det er en befrielse, at nogen gider tage sig af alt det andet,” fortæller Anders Hvass og suppleres af Mathias Bertelsen:
”Det gør vores produkt bedre, men det er da gambling og en udfordring at overlade så meget til andre, men vores grundsubstans er så stærk, så vi godt kan give noget væk.”
Udfordringerne venter
Om få dage indtager The Entrepreneurs scenen på årets udgave af UHØRT på Refshaleøen i København, hvor de efterfølgende får kritik og input fra en stribe branchefolk. Og selv om de en måned tidligere har spillet tre koncerter på UHØRT’s storesøster i Roskilde, så er bandmedlemmerne klar til at lytte.
”Vi kan vælge og vrage mellem rådene. Alting er så flygtigt i musikbranchen, så vi tager det hele med og arbejder stenhårdt,” fastslår Jonas Wetterslev, der sammen med de to andre også er begyndt at tænke i udgivelse af plade.
”Vi er langt i tankerne, men ikke i det fysiske produkt,” erkender Anders Hvass og fortsætter:
”Vi glæder os til at arbejde med producerne, fordi vi er klar over, at det kan bide os i halen, når vi kun har udgivet to numre.”
Samtidig er trekløveret indstillet på, at indspilningerne bliver en helt ny form for udfordring.
”Der er ikke nemt at indspille for en type band som os, fordi vi lever så meget på publikums energi, men der kommer jo hele tiden stadier, hvor vi skal lære noget nyt,” slutter Mathias Bertelsen.
Sidste år stod ORA i spidsen for en bar på Roskilde Festivals campingområde.
I år var baren rykket ind på festivalområdet og lå lige ved indgang til Gloria-scenen. Ligesom året før var det frivillige fra og omkring det danske vækstlag, der stod bag baren og betjente de tørstige festivalgængere. Blandt dem var Theis Madsen og Karen Kathrine Brendstrup.
“Der er en god ånd omkring det, og vi er jo nye på Roskilde Festival, så der er mange ting, som skal på plads,” fortæller Theis Madsen og får opbakning fra sin kollega.
“Det er spændende, fordi vi bygger det op fra bunden og kan præge baren. Der er meget frihed under ansvar, så vi kan komme med input til arbejdsgange og opbygning,” lyder det fra Karen Kathrine Brendstrup.
Det er dog ikke kun på arbejdsfronten, at baren har kastet oplevelser af sig. Også musikalske samarbejder har set dagens lys efter møde i baren.
“Jeg mødte flere spændende mennesker sidste år, som har fået mig med til forskellige aktiviteter,” forklarer Karen Kathrine Brendstrup.
“Sidste år fandt en del sammen i baren og lavede noget musik efter festivalen,” supplerer Theis Madsen.
Og det er i høj grad den musikalske baggrund for baren, som betyder noget for de to frivillige.
“Man får større samhørighed, fordi vi har samme baggrund. Det har virkelig noget at sige, at der sidste år og i år var meget snak og jam ude bagved,” fastslår Karen Kathrine Brendstrup.
Hverken Theis Madsen eller Karen Kathrine Brendstrup ville være på Roskilde Festival, hvis ikke de skulle være bag baren.
“Nej, jeg kommer for at stå i baren. Jeg har taget min festivaltørn,” mener Theis Madsen, mens Karen Kathrine Brendstrup ligefrem glæder sig til bar-tjanserne.
“De venner, jeg har, som ligger i lejr og arbejder på festivalen, råber ikke ligefrem hurra, når de skal på vagt. Jeg har derimod hygget mig med mine vagter, fordi man oplever festivalen på en lidt anden måde, når man står bag bardisken,” slutter Karen Kathrine Brendstrup.