fbpx
Programmet til AuditionDays er offentliggjort

Programmet til AuditionDays er offentliggjort

Ligesom så mange andre koncerter, har AuditionDays desværre måttet lide under de corona-restriktioner der har været gældende siden december. Derfor er det en stor fornøjelse nu at kunne invitere til 5 koncertaftener med en masse fede nye artister inden sommeren for alvor går i gang.

Der er GRATIS entré til alle koncerter.


14-05 / Scene 7, Herning

Line-up: Bløm, Denana, Gemini Inc.
Facebook event

Bløm: Antosia Kwiatkowska aka Bløm er en 23-årig elektronisk musiker. Hun er født i Polen og har i 2019 startet sin karriere under navnet Bløm, efter at have mødt den danske producer og musiker Tony Andersen. Hendes musikalske udtryk spænder fra atmosfærisk electronica til trap, house og techno. https://www.facebook.com/blomofficial

Gemini Inc.: Gemini Inc. makes alternative pop. With an acoustic guitar playing alongside a heavily produced synth and with a dubbed vocal bathed in reverb and reversed delays, singing and whispering to a dry, simple almost generic heavy guitar, Gemini Inc.’ music is playful and experimental yet full of bite. https://www.facebook.com/we.are.i.am.gemini

Denana: Denana er på mange måder et familieprojekt. Bag kunstnernavnet finder man nemlig Nanna Bitsch Nielsen, der samarbejder med familie og venner omkring musikken. Denana spiller popmusik med indflydelse fra noget så forskelligt som countrymusik, tung RnB, tilsat en til tider rock’et samt soul’et vokalføring. https://www.facebook.com/Denana-112565903730818


27-05 / MONO, Aarhus

Line-up: Asbjørn Glad, GRAM, Martin Sev
Facebook event

Asbjørn Glad : Engelsk-sproget folk rock. Stilfærdige passager med fokus på det tekstlige og storladne øjeblikke, hvor kærligheden til rock-genren får frit løb helt ud i fingerspidserne. En fandenivoldskhed gennemsyrer sangene, hvad end de handler om uretfærdigheden i at få taget ens nærmeste fra en, at føle sig udødelig i kraft af kærligheden, at undre sig over menneskets hykleriske natur og hvorfor vi nu begår os, som vi gør. Der er sange om ligestilling pakket ind i blasfemi og om hvordan ens oplevelse af lugten af regn på asfalt kan ændre sig i takt med alderen. Sangene bærer præg af en kærlighed til den moderne folk rocks solide rytmiske fundament, en flirt med elektroniske guitareffekter og rustikt og jordnært sammenspil. https://www.facebook.com/AsbjoernGlad

Martin Sev: Martin Sev tager sit publikum med på en ærlig og skrøbelig rejse i form af ørehængende popsange, hvor han vender vrangen ud på sig selv og efterlader lytteren med stof til eftertanke. Martin Sev har så længe han kan huske været draget mod det melankolske, hvilket afspejles i både hans lyd og tekster. Hans musikalske univers tager afsæt i hans erfaringer fra da han mistede sin far som 13-årig til nu, hvor eksistentialisme fortsat fylder en del i hans hverdag som 30+-årig, single og med fuldtidsjob. https://www.facebook.com/MartinSevMusic

GRAM: En sammensmeltning af elektronisk pop og hårdtslående rock, der sætter gang i tankerne, hvad end det omhandler kærligheden eller det eksistentielle grundlag. Man siger sjælen vejer 21 GRAM. Den kan ikke ses, men den kan veje meget på ens skuldre og den kan gøre en følelse stærkere. I GRAM kan det helt sikkert mærkes, at der bæres 21 ekstra gram med scenen. Vi er tre drenge fra Aalborg og Aarhus, der har en historie at fortælle. https://www.facebook.com/grambanddk


27-05 / Kloster Moster, København

Line-up: Tina Mweni Band, Karoline Ude, Marbles Lost, Lucca
Facebook event

Tina Mweni Band: Tina Mweni stammer oprindeligt fra Kenya og er opvokset i København. I Frankrig har hun vundet Le Rêve Africain prisen samt One Kick Music prisen og har sidenhen turneret med sit band. Musikken er bl.a. inspireret af Talib Kweli, som Tina Mweni også har spillet support for. https://www.facebook.com/TinaMweni/

Karoline Ude: Den 25-årige sangerinde, Karoline Ude, imponerer med eftertænksomme tekster, levende guitarspil og stærk vokal, som kan tage mælet fra selv de mest garvede ører. Karoline Udes sangskrivning spinder på fineste vis tråde igennem singer/songwriter-traditionen, men hele tiden med hendes helt særlige og nærmest skræmmende nærværende stemme i centrum. https://www.facebook.com/KarolineUdeMusic

Marbles Lost: Marbles Lost er en færøsk/dansk Folktronica-duo bestående af færøske Maria Mercedes Lindenskov og danske René Thorny. I efteråret 2016 startede Maria Mercedes på soloprojektet Marbles Lost. I sommeren 2019 blev Marbles Lost til en duo, da danske trommeslager og alt-mulig-mand René Thorny trådte til. Bandet er stærkt inspirerede af navne som Ásgeir, Halsey, Björk og Gangly. https://www.facebook.com/marbleslostmusic

Lucca: Kald det Performance-pop. Musikken er både dansevenlig og eftertænksom. Legende, sanselig og finurlig. Lucca’s dansksprogede tekstunivers svinger mellem melankoli og humor. Hendes baggrund som performer har skabt et undersøgende univers af flow, spontanitet, krop og scenisk nærvær. En lyrisk sangskrivning på en bund skabt af samples og reallyde. Det hele holdt sammen af hendes udtryksfulde vokal.


03-06 / Kloster Moster, København

Line-up: Nima, Silla Dream, Det Sidste Orkester
Facebook event

Nima: Nima tager dig i hånden med til dagen og nattens skillepunkt, hvor alt bliver sløret og virkeligheden og vrangforestillingerne mødes og skilles på en og samme tid. Projektet blander et rock-æstetisk sammenspil med producerede beats, og trækker på poppens stærke karisma, indie-rockens mangfoldighed og den urbane souls intense skrøbelighed. I Københavns sidegader graver Nima sig ned i tekster og sange, hvor det organiske og elektroniske mødes. https://www.facebook.com/nimasound/

Silla Dream: Silla Dream spiller krøllet og fængende indie/alternativ rock, der kan opsummeres i to vendinger: ærlig og uperfekt. Med riffet melankoli på guitar og synths og et gennemgående tema om menneskelig selvransagelse tager sangskriver Markus Hodal Drag hverdagens ængsteligheder op til overvejelse: at blive ældre, at misse sine mål og at det faktisk kan være ok. Inspirationerne tæller nye og gamle kendinge fra indie/alt rocken, med røde tråde til Nelson Can, Placebo og Sonic Youth. https://www.facebook.com/silladream/

Det Sidste Orkester: Det Sidste Orkester er dansksproget rock i et fast udtryk med flere genreafstikkere; det er samfundskritik uden at være protestsange; det er vittigt uden at være fjollet; fra højtsvævende metafysik til det helt jordnære; personligt uden at være navlebeskuende; kvalitetsstræbende uden at være selvhøjtideligt; seriøst trods masser af selvironi.
GF Rock Skriver: ”Bandet rammer tonen og klangen fra de gode, gamle beat-rockende dage men lyder samtidig friske og “sprøde”. https://www.facebook.com/DetSidsteOrkester/


10-06 / MONO, Aarhus

Line-up: SHE, Antiplanet, RUBY SKY
Facebook event

SHE: SHE byder velkommen i sit farverige og kantede popunivers. Musikken er elektronisk, dansabel og med tekster, der taler til følelseslivet. Teksternes omhandler det at være ung i en tid, hvor alting er i opbrud – hvor normer og identitet er under konstant forandring. Freja Engberg Helbo har haft en landlig opvækst på Mols, som kun ligger et stenkast fra Århus. Den kun 20 årige sangerinde udviser både styrke og modenhed i både hendes vokal og personlighed. https://www.facebook.com/officialshemusic

Antiplanet: Antiplanet er et dansksproget alternativt hybrid-rock band med rødder i Vendsyssel. Musikken, der bærer elementer fra både elektronisk indiepop og progrock, udfordrer paradokset i at leve en verden, der er på vej mod afgrunden, mens man lever sin dagligdag i velstand og idyl. Antiplanet trækker paralleller til den teatralske side af f.eks. Muse, Editors og Nephew, men til tider også med en inderlighed som mere læner sig opad kunstnere som Sigur Rós og Radiohead. http://facebook.com/AntiplanetDK

RUBY SKY: RUBY SKY spiller organisk R&B, der flirter med tidsfornemmelser og vibey bangers. De er et beatbaseret Aarhusiansk og Esbjergensisk band, der rører rundt i en groovy smeltegryde fyldt med skarpe samklange, grumme bas-linjer og provokerende trommer. Når RUBY SKY indtager scenen, er det med høj energi, selvironi og en solid kærlighed til underspillede hooks og soloer. https://www.facebook.com/RUBYSKYOFFICIAL


OM AUDITIONDAYS

AuditionDays er en koncertaften og et coachingforløb hvor alle optrædende får feedback fra et panel af etablerede musikere og professionelle branchefolk.

Koncerterne er en del af AuditionDays 2021 der arrangeres af ORA (Organisationen af Rytmiske Amatørmusikere), og som er støttet af Statens Kunstfond

Ansøg om at blive en del af Frekvens Tour

Ansøg om at blive en del af Frekvens Tour

I 2020 så et nyt regionalt samarbejde dagens lys. Ni unge bands tog på tur rundt i regionen som en del af det populære koncept Frekvens Tour. På trods af corona kunne de unge arrangører i 2020 melde syv ud af turnéens ni koncerter udsolgte, og nu er der åbent tilmeldingen til Frekvens Tour 2021.

Frekvens Tour 2020 blev en kæmpe succes, og når touren vender tilbage i 2021, må man formode, at musikerne, publikum og spillestederne er mere klar til musikken end nogensinde før. Frekvens Tour er målrettet midtjyske bands og musikere i alderen 15-25 år, der skriver sin egen musik, og som er klar til at blive guidet på vejen til de større midtjyske scener. Det hele kulminerer, når de udvalgte bands i efteråret 2021 tager på turné rundt til ni spillesteder i regionen.

Klædes på til et liv i musikbranchen

Udover at få muligheden for at spille på de større, regionale scener deltager de udvalgte bands og musikere i en række workshops, som ikke blot hjælper dem med at udvikle deres musik og scene optræden, men også klæder dem godt på til at forstå musikbranchens helt specielle dynamikker. Det er altså ikke kun scenen, man forbereder dem på; de coaches også i markedsføring, økonomi, teknik og god lyd til livekoncerter.

Touren er vigtigere end nogensinde

Frekvens Tour 2020 var også præget af coronavirus. Publikum måtte sidde ned, bære mundbind og øl i baren kunne ikke købes efter 22.00. Men ingen af delene kunne sætte en stopper for den elektriske stemning, hvor man tydeligt kunne mærke, hvordan en underlig tom sommer havde sat sine spor. Frekvens Tour 2021 bliver nok ikke mindre elektrisk. Når touren skydes i gang den 9. september, må man formode, at de unge for alvor hungrer efter musik, fest og hinanden.

En investering i fremtiden

Konceptet er ikke kun med til at skabe givende arrangementer for regionens unge. Frekvens Tour er også med til at støtte og udvikle de unge musikalske talenter i nærområdet ved at give dem muligheden for at komme ud og spille i professionelle rammer. Spillestedsleder på Fermaten i Herning, Rikke Andersen, mener, at Frekvens Tour er en givtig og nødvendig investering i den musikalske fremtid for regionen: ”Frekvens Tour er skabt for at give lokale bands og musikere mulighed for at udvikle sig. Vi tror på, at Frekvens Tour er med til at udvikle den næste generation af musikere, der kommer til at stå på vores scener og levere god livemusik til vores publikum.”

Ansøgningsrunden lukker d. 31. maj
Alle bands og alle genrer er velkomne til at ansøge!

ORA støtter Frekvens Tour økonomisk via koncertprojekterne AuditionDays og Plekter Tour.



Datoer for Frekvens Tour 2021

  Tour 1Tour 2Tour 3
  09/09 Bakkehuset, Ikast16/09 Kedelhuset, Silkeborg23/09 Pavillonen, Grenå
  10/09 Subhuset, Holstebro17/09 Turbinen, Randers24/09 Kulisselageret, Horsens
  11/09 Paletten, Viborg18/09 Fermaten, Herning25/09 Generator, Ringkøbing

UHØRT præsenterer 20 nye musiknavne over hele landet – på samme aften!

UHØRT præsenterer 20 nye musiknavne over hele landet – på samme aften!

I dag er det, det nye sort at lande en sang på en stor playliste. Men hvordan er det lige man gør det?

For at blive klogere på streamingtjenesternes kuraterede playlister har vi allieret os med Mirza Radonjica fra det Københavnske management Prime Collective. Mirza har stået for at placere massevis af singler på de redaktionelle playlister og har et indgående indblik i streamingstjenester og deres ageren.

Af Mirza Radonjica

I dag er det, det nye sort at lande en sang på en stor playliste. Jeg ønsker med mit bidrag at give dig et bedre overblik og forståelse for processen din sang går igennem, i den nye playliste og algoritmeverden.

Spotify er klart den vigtigste spiller på markedet, men lad os starte med hurtigt at berøre de andre streamingtjenester i form af Apple, Amazon, Youtube og Deezer. Alle disse streamingtjenester spiller til stadighed en rolle i musikforbruget, og de fungerer på nogenlunde samme måde som den altdominerende tjeneste Spotify. I hvert fald efter min bedste overbevisning. Der vil dog være variationer i måden at udforme indholdet på. Nogen snakker om de såkaldte “moods” frem for de traditionelle genrer, men det bliver for langhåret at forklare disse ting på nuværende tidspunkt. Det er godt at holde sig for øje, men som musiker synes jeg de beskrevne parametre herunder er de vigtigste. Denne artikel tager udgangspunkt i Spotifys system, og hvordan man kan blive omkranset af det kæmpe store edderkoppespind af algoritmer, der i sidste ende kan være med til at generere en solid, stabil og forhåbentlig voksende bølge af streams, for hver eneste udgivelse du kommer med.


Den passive opdagelse

Lidt skarpt skåret op findes der to måder at få streams på i Spotify-regi. Den første spæde start er den sværeste. Som artist skal man med sin udgivelse ramme de redaktionelle playlister. Spotify har tusindvis af playlister hvor der findes rigtig mange loyale følgere. Hver playliste repræsenterer ofte en bestemt demografi eller type musiklytter. Sammenligningen med radioen er nærliggende og korrekt. Der findes nu en radio for alt hvad du kunne forestille dig. Disse playlister er yderst effektive til den passive opdagelse. Den passive opdagelse er kendetegnet ved, at lytteren ikke søger på en specifik artist, og nogen gange ved lytteren ikke engang hvem vedkommende lytter til.

Det er et afgørende øjeblik for artisten, at skulle finde vej til en redaktør/officiel Spotifyplayliste. For positive reaktioner starter en ny kædereaktion, mens negativ respons skubber dig ud. Du nåede så at sige ikke længere end til første kæde.

Jeg mener at fasen med at få “hul igennem” til de redaktionelle playlister er den sværeste, til dels fordi de stadig dikteres af de såkaldte gatekeepers. Der sidder en på den anden side og beslutter på mavefornemmelsen, om du skal på den ene eller anden playliste. Du har som artist en fordel hvis du har et label, eller en manager med et godt forhold til disse redaktører. Dette gør sig gældende overfor alle streaming platforme. Spotify har deres artistside, hvor du kan plugge din sang. Min oplevelse er, at der lyttes her, men at dette kun er halvdelen af arbejdet. Har du et pladeselskab eller en digital aggregator (red. digital musikdistributør der gør dine udgivelser tilgængelige på de digitale platforme) der arbejder på de interne linjer, så er du bedre stillet end 90% af alt udgivet musik. Kommer du igennem nåleøjet, så bliver tingene en hel del mere demokratisk og datadreven.


Den aktive opdagelse – Data is key 

Noget af det nye ved streaming, i modsætning til de gamle outlets som radio og TV er, at Spotify har adgang til virkelig meget information om forbrugernes lyttevaner. Således også omkring din musik. Lad os forestille os, at vi har en single der er kommet på en redaktionel playliste. Musikken bliver nu målt og vejet ud fra parametre der intet bør have at gøre med en gatekeepers personlige præferencer. Dette er efter min mening den stærkeste og bedste ting ved streaming. Når du er kommet ind på en playliste, så bliver din data målt og vejet. Her kigges der især på disse tre parametre: Skip-rate, repeat-rate og listening-rate. Bær over med mig, parameternavnene har jeg selv fundet på.

  • Skip-rate er afgørende for din sang. Bliver din sang skippet for mange gange på listen, så bliver den flået af playlisten indenfor meget kort tid. Mavefornemmelsen var åbenbart forkert.
  • Til gengæld er repeat knappen (og hjerteknappen ud i siden) din allerbedste ven. Er din repeat-rate på en playliste stærk så performer sangen rigtig godt.
  • Sidst men ikke mindst, så kan afspilnings-raten være afgørende. I gennemsnit lytter Spotifys bruger til 30-35% af en sang. Det er altså ca. 1.10 minut af en 3.15 minutter lang sang. En tommelfingerregel må derfor være at tracks med lange introer er en dårlig ide.

Der er enormt mange parametre, men jeg har kun valgt disse tre, for overskuelighedens skyld og fordi jeg ved at disse spiller den største rolle. For artiklens videre formidling, går vi her ud fra at din single klarer sig godt. Gør den det, er du tættere på ’promised land’: de algoritme-baserede playlister.

Mirza Radonjica, f. 1986

Cand.Soc Copenhagen Business School
Ejer af Prime Collective – Danmarks førende musikselskab for heavy musik
Sanger og sangskriver i Siamese
Arbejder med Møl, The Interbeing, Ghost Iris, Cabal, Defecto, m.fl.
Alumni: Agnes Obel, The Floor is Made Of Lava, Editors, m.fl.

Spotify har et algoritme-værktøj som jeg personligt betragter som den største gave for nye artister. Discover Weekly, Radio, Daily Mix og Release radar er enormt vigtige. Som artist kommer man i algoritmens kredsløb hvis ens single performer godt på de redaktionelle playlister. Her har Spotify de spæde demografiske indikationer på hvilken type lytter der kan lide din type musik. Det er i denne fase, at processen om at fange og fastholde lyttere og fans er startet. Algoritmen der sidder på en enorm mængde kompatibelt data, sørger for at sende din musik ud til brugere der tidligere har vist interesse i musik der ligner dit. Din sang har nu gennemført den svære passive opdagelsesvej, og Spotify har som værktøj gjort sit arbejde. Nu er det musikken, men også din egen aktive indsats, der afgør din forsatte tilværelse i streaming verden.

Igennem den passive opdagelse er din musik blevet eksponeret for muligvis millioner af potentielle lyttere. Vi har ovenover antaget at den har leveret god nok data til at blive en del af det kæmpemæssige algoritme-edderkoppespind som Radio, Discover Weekly etc. er. Nu skal du bygge videre på Spotifys udstrakte hånd. Den aktive opdagelse kan komme fra mange platforme og behøver ikke kun at være spotify. Den aktive opdagelse er lyttere der aktivt går ind på din profil og lytter til musikken, eller som aktivt tilføjer din musik til deres playlister. Forhåbentligt efter de har hørt musikken på en spotify playliste eller en algoritmebaseret playliste. Du skal som artist håbe på at den aktive opdagelse procentvis overgår den passive opdagelse, efter noget tid. Artister der har en overvægt af streams fra redaktionelle og algoritmiske kilder, vil efter noget tid blive nedprioriteret. Simpelthen fordi Spotify er interesseret i, at give forbrugerne præcis det, de vil have. Hvis din musik ikke konverterer de passive lyttere til mere aktive lyttere over tid, så står du med et problem. Vi kan dog stimulere den aktive opdagelse igennem marketing og nogle simple greb på streamingtjenestens egen platform.

Spend money to make money

Du kan være heldig at konverteringen fra passiv til aktive opdagelse sker helt organisk. Det skal den egentlig helst, men der findes et par værktøjer der kan påvirke processen til din fordel. Igennem Spotifys artistside bør du få vigtig demografisk viden. Den viden kan du bruge til at købe og målrette annoncer med din musik til den helt rigtige målgruppe. Det er vigtigt at du fokuserer på ’follower growth’ (opret annoncer med henblik på at vokse din following inde på Spotify), samt at du får flyttet trafik til din artistside på streamingtjenesten og evt. instagram. Det er noget Spotify kan se, og vil være opmærksom på næste gang du står med en udgivelse. Håbet er, at du står med en udgivelse der har så stærk data at redaktionerne rundt om i verden slet ikke kan se bort fra dig. Blot for at understrege, så er god data følgende; en lav skip-rate, en stærk repeat-rate og en stor procentdel af aktiv opdagende lyttere. Disse data kan du være med til at påvirke med en målrettet marketing indsats, og nogle simple greb på selve streamingtjenesten. Jeg vil skynde mig at tilføje at musikken er afgørende. Gode sange kommer igennem nåleøjet. Og så er det naturligvis virkelig vigtigt, at du er kommet igennem det nåleøje. Til markedsføring kan jeg i øvrigt stærkt anbefale at man bruger Toneden.io som er en fantastisk hjemmeside til at drive og opbygge fanbaser.

Prime Collective fællesskabet på tour i starten af 2020.
De gratis ting du kan gøre!

Det hele behøver dog ikke at koste penge. Du kan selv være med til at fortælle Spotify hvilke lyttere du vil have forbi din artist profil. Det er vigtigt at lave en ”dit bandnavn listens to” playliste. I den playliste tilføjer man artister som er inspireret af eller kan lide. Man må gerne være taktisk, og vælge artister hvor man tror at fans fra denne artist, også vil kunne lide din musik. Samtidig skal du samle din diskografi og lave en playliste, som du også promoverer til dine lyttere. Dette gør man med henblik på at skabe trafik på ens artistside, og for at generere den gode data. Fans af ens musik er tilbøjelige til at høre ens musik igen og igen, smide på egne playlister m.m. Det er din opgave at mobilisere dem. Det er anbefalelsesværdigt at bruge rigtige pressebilleder på siden, og at man hele tiden aktivt “shiner” profilen op igennem fx. artist picks. Vær aktiv og reklamer gerne om din aktivitet på de andre sociale platforme du har. Afslutningsvis så må din tekst i “about” gerne være i “vi” form. Spotify er ved at transformere sig til et socialt medie. Vær med på bølgen fra starten af.

Med disse værktøjer bør du, efter min bedste overbevisning, være godt klædt på til streaming gamet. Men intet er sikkert og der findes mange måder at tilgå streaming på. Det eneste der er sikkert er, at streaming er fremtiden, og den fokuserer enormt meget på både den gode sang og data. Det fedeste ved det er, at du som artist har indflydelse på begge ting. Måske for første gang i musikhistorien.

Artiklen er først publiceret i Mer’ Monitor! #45

MER’ MONITOR! tilbage i en veltrimmet 45. udgave!

MER’ MONITOR! tilbage i en veltrimmet 45. udgave!

Denne 45. udgivelse er på én og samme tid den næste i rækken og en ny start. Vi fortsætter som du kender os med at dele viden, gode råd, erfaringer og nyt fra musikbranchen, men har samtidig spidset blyanten. Vi har gjort os ekstra umage i en tid, hvor der har været lidt ekstra plads i kalenderen. Og det er helt i tråd med det råd de to hårdtarbejdende musikere i artiklen, ’Marianne Lewandowski går forrest i kompensationskampen’ kommer med: ”Man skal ikke blive pessimist af det her. Man skal gøre noget andet”.

I det hele taget lægger vi op til at inspirere dig i denne brandnye og veltrimmede 45. udgave, om så du kæmper for kompensation eller blot handlemuligheder i en mørk tid for musikken. Vi holder fokus og hjælper dig bl.a. med at komme streaminggamet i forkøbet, introducerer dig til de unge managers, og viser vej til at blive et mere entreprenant band.

Læs med her

Ansøgningsrunden til årets UHØRT festival er åben!

Ansøgningsrunden til årets UHØRT festival er åben!

The Minds of 99, Velvet Volume, Nelson Can, Farveblind, Baest, Fribytterdrømme, Iris Gold og GRETA (billedet) er alle navne, som har været forbi UHØRT Festival i starten af deres karriere.
Hvem skal være med i dette års program? Ansøgningsrunden er nu åben! 


2020 var jo coronaens år, men UHØRT formåede alligevel at afholde festivalen sidste år som én af de absolut eneste udendørs musikfestivaler her i landet. Mod alle odds løb UHØRT Festival af stablen over tre dage i september 2020 med hele 42 nye artister foran et siddende publikum ved festivalens tre scener. Billetterne blev revet væk, og festivalen kunne melde udsolgt lang tid i forvejen.

Når UHØRT Festival for 9. gang løber af stablen i København d. 20. – 21. august 2021, er det – forhåbentligt – uden coronarestriktioner. De senere år har UHØRT Festival oplevet en massiv interesse fra både publikum, branche, musikere og medier. Ansøgerantallet er blot steget og steget, og festivalen har år efter år slået rekord. Sidste år blev det til svimlende 818 ansøgninger fra bands og solister fra hele landet. 

Nu er festivalen igen klar til at finde de nyeste danske artister, der skal imponere publikum i august. 
De optrædende musikere bliver udelukkende valgt via ansøgningsrunden, og sidste år blev der som nævnt udvalgt hele 42 nye navne til at præsentere årets allernyeste musik.

Alle kan søge
Alle kan ansøge om en plads – hos UHØRT Festival er det kvaliteten af musikken, der tæller!
Alle ansøgninger bliver gennemlyttet af landets største lytteudvalg på over 30 erfarne musikpersoner fra landets spillesteder, radioer, musikblade, festivaler, øvelokaler m.m.
Alle interesserede musikere opfordres til at ansøge – uanset genre, køn og geografi. Både bands og solister, nye og erfarne musikere, som ønsker at nå ud til et bredere publikum, samt mere etablerede musikere, der optræder i nye konstellationer.

Send en ansøgning inden mandag d. 29. marts kl. 14.00, hvis du er interesseret i et seriøst skub i musikkarrieren!

Deltag i UHØRT Festival 2021

Deltag i UHØRT Festival 2021

UHØRT Festival 2021 løber af stablen d. 20. – 21. august 2021.

2020 var coronaens år, men UHØRT Festival formåede, som én af de eneste, alligevel at afholde en festival. Nu ser vi mod lysere tider og håber at kunne afholde en festival helt uden restriktioner i 2021.

Når UHØRT Festival for 9. gang løber af stablen i København d. 20. – 21. august 2021, er det – forhåbentligt – med omkring 2.000 mennesker og ca. 40 nye danske navne, der fylder pladsen og scenerne med masser af energi, begejstring, nærvær og ikke mindst et hav af fede koncerter indenfor forskellige musikgenrer. UHØRT har fokus på den ALLERNYESTE musik, som kan bryde igennem på den danske musikscene. Ansøgningsrunden starter til februar.

Der er åbnet op for et Facebook-event hvor man kan tilkendegive sin deltagelse til UHØRT Festival 2021. Det bliver forhåbentligt en festival der kan afvikles på samme måde, som det er gjort alle år før 2020. For som Emil Grønkær Svendsen (der sad i sidste års lytteudvalg) kommenterer i en årsberetning fra UHØRT Festival 2020:

Livemusiks eksistensberettigelse ligger i mødet mellem kunstner og publikum – ellers kunne man bare skrue op på anlægget derhjemme.

Læs beretningen i Mer’ Monitor! #44 her.

Livemusikken er i stigende grad en essentiel faktor for den allernyeste musik. Det er med en liveoptræden at man som artist har mulighed for at vinde publikums gunst, det kan være noget sværere på en indspilning. Gå derfor ind og støt op om festivalen, uanset om du er musiker eller blot musikinteresseret.


Billeder fra UHØRT Festival 2020

Banddoktor – Erfaringer gennem 10 år i bogformat!

Banddoktor – Erfaringer gennem 10 år i bogformat!

Kunne du godt tænke dig at undervise unge bands og sammenspilshold i komposition og kreativitet, så er bogen Banddoktor et must.

Igennem mere end 10 år har Grobund Bandakademi samlet erfaringer og viden til udformningen af Banddoktor. Formålet med bogen er at inspirere andre musiklærere med en skabende tilgang til musikundervisning. Den giver både et indblik i dynamikker der er i spil mellem bands og banddoktorer, og hvilke faser man skal igennem for at tilgå det at arbejde med det skabende element i musikundervisningen.

Få et indblik til Grobunds banddoktor metode i videoen herunder:

Første oplag af bogen forsvandt på bare 2 dage, men nu er det igen muligt at bestille en masse eksemplarer hjem til jer selv og jeres musikskoler, gymnasier, høj- efter- ungdoms- (osv.) skoler!

Bogen er GRATIS men det koster en lille smule at få bogen tilsendt. Bestil den her: grobundbandakademi.dk/banddoktor.

Du kan også læse den online herunder:

Bogen er skrevet af banddoktorerne ved Grobund Bandakademi: Jens Munch Nikolaj Bugge, Tejs Dragheim og Frej Lesner.

ORA har støttet op omkring bogen økonomisk.

Fokus på urbanmusikkens vækstlag med Corvani

Fokus på urbanmusikkens vækstlag med Corvani

Corvani, foto: Marcus Krogh

Urbanmusikken fylder godt op på hitlisterne, og lige nedenunder modnes et stærkt vækstlag, der finder sin styrke gennem nye samarbejder. En tilgang rockmusikken kunne lære af, ifølge den unge producer, Corvani. Sammen med to venner står han bag interviewserien Bag Facaden, der giver et indblik hos folkene bag de lækre beats og stærke tekster.

Interview af Ricco A. Jensen

Fortæl lidt om dig selv og din vej med musikken

⁃ Mit navn er Corvani. Jeg er 22 år gammel og har lavet musik i 5 år. Det startede med at jeg havde sparet en del penge op som jeg ikke vidste hvad jeg skulle bruge til. Derfor besluttede jeg mig for at købe studiegrej. Jeg vidste ikke hvordan det skulle bruges, så det stod bare at samlet støv. Efterfølgende begyndte jeg på musikskole, hvor vi lærte at indspille og producere beats og vokaler. Jeg lavede et par sange som rapper, men havde ikke tålmodigheden til at skrive teksterne, så jeg begyndte at producere musikken i stedet. Dette betød også at jeg lige pludselig havde noget at bruge mit studiegrej til derhjemme. Nu er mit mål at gøre min hobby til et arbejde uanset hvor lang tid det tager, for det er det eneste jeg kan finde ud af.

Ud over selv at lave musik, så laver du videointerviews med unge producere/rappere under titlen Bag Facaden. Hvorfra kommer den idé og hvad er tanken bag?

⁃ Det startede med at mig og mine kammerater syntes vi skulle arbejde sammen, da vi alle lavede noget kreativt. Marcus står primært for video og bagfacaden, jeg er manager, skriver spørgsmål og skaffer kunstnere rundt om i Danmark, som jeg måske kan arbejde videre med efterfølgende. Viggo er pr manager.

– Vi syntes der mangler en kanal hvor man kan se lidt mere om hvem personen bag teksterne/beatsne er. Men desværre er det svært at komme med nyt content, når musikken i Danmark ikke kan blive hørt på YouTube, da Koda og google har et beef.

Bag Facaden (fra v.): PR manager: Viktor Riddersholm, Initiativtager: Marcus Krogh, Producer/Manager: Corvani

– Hvis man ser på Urbanscenen i USA, så har de så mange interviewprogrammer og det får folk til at føle sig tættere på sin “drømme artist”, føler jeg i hvert fald. Det kan også være en stor motivation for andre unge, som f.eks. selv laver beats og tænker “jeg kommer ikke nogen vegne med det her”, så kan man se et interview med en der sidder i samme situation som dig.

Kan du prøve at beskrive hvordan miljøet ser ud?

⁃ Der er stor forskel på rappernes baggrund, nogle kunstnere kommer måske fra en hård baggrund hvilket man sikkert kan høre i deres musik. Dog behøver man heller ikke at være involveret i noget miljø, man kan også bare have det sjovt med det. Man kan altså både være kriminel og gøre det for sjovs skyld. Men de fleste som laver musik har altid en lidt skæv baggrund.

Findes der et vækstlag som får støtte og opbakning, eller foregår det mest på værelset?

⁃ Det eneste man skal have for at lave musik i dag er en computer og en daw (digital audio workstation). så derfor vil jeg ikke sige at de unge har en specifik baggrund som sådan, da alle kan sætte sig ned og lave en tekst eller komponere noget. Jeg startede på raplinjen på gøglerskolen i 2016. det var der vi primær mødtes og lavede musik. Nu sker magien nede i hjemmestudiet hvor vi plejer at have sessions 2-3 gange om ugen. Nogen har det bedst med at sende beats og side derhjemme, mens andre bedst kan lide at hjælpe rapperen og få en god “studie vibe”, og så kan man hjælpe hinanden med at lave et hit!

I bandsammenhæng kan udfordringerne være at finde den rette bassist, få indspillet musikken ordentligt, det kan være at finde spillejobs, at blive hørt etc. Hvad er udfordringerne for den unge rapper/producer?

⁃ Som producer kan det være svært at finde den rigtige kunstner at arbejde sammen med, da det er vigtigt at man klinger sammen, da musikken lyder bedst sådan. Men hvis der er penge involveret, så er det jo bare som et hvilket som helst andet arbejde der bare skal udføres. For rapperne kan det være svært at finde det rigtige sted at indspille og få en professionel lyd, da dette næsten er et must for at opnå de andres kunstneres lydkvalitet. Det er heller ikke alle man rigtig kan stole på når man har et hjemmestudie, da der er flere som gerne vil have fingre i musik udstyr, derfor er det heller ikke alle man skal tage med hjem uanset om de er gode til at lave musik eller ej. Man skal altid lige se dem an først.

Hvordan ser det ud med fælleskab med ligesindede – hvor udspiller det sig og hvordan?

– Jeg kan bedst lide at arbejde med kunstneren én til én. Men der er flere producere der godt kan lide at sende beats over nettet eller sælge dem over en hjemmeside der hedder Beatstarz eller Youtube. Dette er en rigtig god mulighed for at vise hvad man kan og tjene penge, hvis man er dygtig nok.

Urban-scenen har nærmest fuldstændigt fortrængt rockscenen fra hitlisterne og koncertscenerne rundt i landet de seneste år, hvad tænker du grunden er til det?

⁃ Musikken ændrer sig hele tiden og genrene blander sig sammen, f.eks rockmusik kan du også finde i urban-scenen. Der er kunstnere som f.eks. Lil Peep, Xxxtentacion, og City Morgue, som faktisk har ligget nummer et på Billboarden i rock genren. Det de laver er egentlig hård rock blandet med trap og rap. Jeg syntes personlig, at det hele bare er smeltet sammen, hvilket jeg ikke ser som en dårlig ting. Som producer får du hele tiden nye inputs og lærer hele tiden noget nyt, da jeg synes det hele er meget blandet sammen.

De producere/rappere du interviewer i Bga Facaden-serien virker meget afklarede og målrettede. Hvad tror du rock/pop/indie-musikerne kunne lære af Urban-scenen?

⁃ Jeg føler ikke at rockgenren laver nok features. Det er først nu jeg hører om collabs indenfor rock genren såsom Tyla Yaweh og Tommy Lee og Post Malone og Ozzy Osbourne. Jeg synes folk skal være åbne for at følge med tiden og med deres egen lyd. Der er meget musik der lyder ens, også inde for urban-scenen.

Hvis du skulle pege på et par stykker vi skal holde øje med fremadrettet, hvem skulle det være og hvorfor?

⁃Young Topper er en frisk ung fyr som har masser potentiale og har masser af ting at sige. Vi har et godt samarbejde og der er altid en god atmosfære når vi arbejder i studiet.
⁃ j klla er min roomie og co-producer og er mega dygtig til at spille guitar, og har sin helt egen lyd inden for beats. Vi har produceret Can Not Describe som udkom den 9/10-20.

Kunstnernavn: Corvani
Navn: Asmund A. Ravn

Har gået på dagshøjskolen Frontsession og Raplinjen på gøglerskolen, som nu hedder FGU.

https://www.instagram.com/corvanii/

Artiklen blev først gang publiceret i Mer’ Monitor! 44 – Læs det herunder:

Frekvens Tour – den midtjyske talentmasse på tour

Frekvens Tour – den midtjyske talentmasse på tour

I efteråret 2020 havde vi fornøjelsen af at støtte op om et ambitiøst koncertprojekt i det midtjyske – nemlig Frekvens Tour!

Til Frekvens Tour spillede 9 bands 9 koncerter i hele Midtjylland, hvor de bl.a. fik bandcoaching og var på spændende workshops med Kristian Koch, Lydmor, Thomas Bredahl (Heartbeat Management), Dansk Musiker Forbund og Weblead.

Frekvens Tour blev afviklet i samarbejde med ORAs koncertprojekter Plekter Tour og AuditionDays, som er støttet af Statens Kunstfond. Region Midtjylland og følgende spillesteder var med til at gøre Frekvens Tour mulig: Fermaten, Bakkehuset Ikast, Generator, KulisseLageret, Turbinen, Kedelhuset, Pavillonen, Paletten og Subhuset.

Årets udvalgte bands var: Bonad, Heave, Downtown July, At Ease, Viadukt, Snow in July, Public Buffalo, Lava og Bench.

Frekvens har fået produceret en video med de bedste øjeblikke fra touren. Se den herunder.

 

 

SPOT 2021 åbner for ansøgninger!

SPOT 2021 åbner for ansøgninger!

Der er nu blevet åbnet for ansøgningsrunden til næste års SPOT Festival, der afvikles i perioden 06. maj – 08. maj 2021.

SPOT Festival er et af landets bedste ‘udstillingsvinduer’ for ny musik, og en koncert på festivalen kan potentielt blive foran de vigtigste branchefolk fra både ind- og udland. Vi kan derfor kun opfordre alle interesserede bands og solister, samt deres agenter og managements, om at ansøge.

Ansøgningsrunden løber frem til d. 15. december 2020.

Leder af SPOT Festival, Gunnar K Madsen, skriver om SPOT 2021:

Store dele af musiklivet er blevet hårdt ramte af covid-19 pandemien. De bærende forretningsstrukturer, der er rammen om Danmarks moderne rytmiske musikproduktion, er i knæ grundet sundhedspolitiske beslutninger.

Fremtidens kulturelle forretningsstrukturer vil i stort omfang overleve og udvikle sig løbende.

På de konkrete planer skal vi alle – dikteret af de myndighedsmæssige omstændigheder – dygtiggøre os i omstillingens ædle kunst og tilpasse os de til enhver tid gældende restriktioner og vilkår så fleksibelt og effektivt, som muligt.

SPOT Festival ser det som sin opgave at styrke nyere, dansk-produceret musiks position og potentiale både nationalt og internationalt.

SPOT Festival vil derfor i 2021 blive planlagt ud fra de arrangementsmæssige vilkår, der er gældende nu, og vi vil bestræbe os på at skabe den bedst mulige SPOT-oplevelse ud fra de rammer og restriktioner, som vi bliver pålagt.

Sammen med vore mange samarbejdspartnere vil vi forsøge at skabe en stærk platform også i 2021, der bredt kan formidle de nyeste strømninger inden for musikken og samtidig fastholde et SPOT+, hvor vi kan mødes og dele viden om vore fælles kulturfaglige udfordringer.

Vi er glade og overvældet af alle de positive og forventningsfulde tilbagemeldinger, som vi har fået – både fra musiklivet og publikum, og vi glæder os enormt meget til at byde velkommen på SPOT 2021.

Vi er også overbeviste om, at alle vil have forståelse for, at heller ikke i 2021 bliver alting som før Corona-krisen satte ind, men sammen kan vi gøre vores bedste for at komme videre, lære, dele viden og ideer og understøtte dansk musiks stærke position nationalt og internationalt.

SPOT 2021 afvikles i perioden 06. maj – 08. maj 2021 i Aarhus.

Besøg: www.spotfestival.dk

The Bowdashes på SPOT 2019, Foto: Lasse Lagoni