Hvordan bliver netop dit band udvalgt? Anders Thambo svarer
Når man ansøger om plads til ORAs koncertprojekter, såsom UHØRT, Plekter og AuditionDays, sidder der et panel af etablerede musikere og branchefolk, der udvælger, hvem der skal være med. Med hvad er det egentlig, de lægger vægt på i en ansøgning?
Anders Thambo fra The Eclectic Moniker sad i lytteudvalget for Plekter og AuditionDays i efterårssæsonen 2016 og forårssæsonen 2017, og fortæller herunder, hvad han lægger vægt på i en ansøgning:
Hvad lytter du efter i et band?
Rigtig mange ting! Men i første omgang forholder jeg mig helt umiddelbart til musikken. Stemningen i sangen skal ligesom fange mig ind, og tvinge mig til at lytte videre. Det har, for mit vedkommende, ofte noget at gøre med hooks. Altså at der er noget konkret i musikken jeg kan forholde mig til. En melodi, en bestemt lyd, en særlig stemning. Noget der vækker min opmærksomhed.
Hvad ser du gerne, at bandet har med i det skriftlige indhold?
Jeg holder meget af når et presseskriv har noget på hjerte, og at man kan mærke orkestrets sjæl i teksten. Det må meget gerne være personligt og ærligt i min optik. Det skal komme fra hjertet!
Hvad forventer du at se i det visuelle indhold?
Jeg er nok lidt af den gamle skole her. For mit vedkommende er musikken klart det vigtigste. Når det er sagt, mener jeg at et orkesters visuelle side kan være en helt fantastisk, hvis der er brugt tid på det. Sådan er det med de fleste ting. Hvis man ligger tid i det man laver, bliver det som regel vildt godt. Jeg forventer mest af alt ærlighed og nøgenhed i et bands visuelle univers. Desuden må det i min optik gerne være utrolig simpelt.
Hvad mener du, at bandet skal prioritere i en ansøgning?
Musikken og ærlighed frem for alt.
*****
Anders Thambo med egne ord
Jeg er bassist i orkestret The Eclectic Moniker (billedet) som har tre plader og en masse livejobs i rygsækken igennem de sidste fem år. Ud over det har jeg turneret som live lydtekniker for en masse forskellige bands, så jeg har ligesom prøvet begge side af dansegulvet, hvis man kan sige det på den måde.
Jeg er stor fan af umiddelbarhed og ærlighed i den musik jeg spiller, og den musik jeg lytter til. Jeg tror på kærligheden, venskabet og fællesskabet.
Derudover er jeg far, livredder og vicevært. No shit!