(Organisationen af Rytmiske Amatørmusikere)
Menu

Når du prøver at opnå noget med din musik, er det vigtigt at sørge for at være ordentligt organiseret, herunder at fordele ansvarsområder og opgaver, samt at sørge for at intern og ekstern kommunikationen fungerer optimalt. Organiseringen af ansvarsområder og kommunikation er vigtige faktorer for at opbygge fremdrift indadtil og troværdighed udadtil.

Forfatter: Mikkel F. Larsen

1: Hvem har bolden?

Som det blev diskuteret i introduktionen, ”Hvordan gør man det selv?”, er det vigtigt at sætte sig nogle mål og planlægge, hvordan man vil opfylde disse mål inden for et halvt til et helt år. Det er fint at have nogle mål, men opgaverne i forbindelse med forskellige mål skal løses, og det bliver de som regel først, når man placerer ansvaret hos en bestemt person i et band. Mange bands overser denne simple tilgang til tingene og får ikke uddelegeret ansvar med det resultat til følge, at ingenting bliver gjort, fordi alle tror, at de andre gør noget ”ved sagen”. Et bandmedlem der tager ansvar for en opgave bliver et fixpunkt for at få løst opgaven. Alle ved nu, hvem de skal spørge, hvis tingene ikke rykker fremad, og bandmedlemmet der har bolden får mulighed for at spørge om hjælp fra de andre, hvis der er behov.

TIP: Bandmedlemmer besidder ofte en masse ressourcer udover deres musiske kunnen, evner som kan bruges til at udrette noget for bandet. Tag en snak om, hvilke evner du og dit band har, og hvem du/i kender. Det kan tit åbne helt nye muligheder at få redegjort for, hvad jeres samlede potentiale er. Måske kender du/i en tømrer, der kan bygge et fedt trommepodie, eller måske er din trommeslager grafiker og kan lave jeres pladecover?

Når man får klargjort hvilke evner forskellige bandmedlemmer har, er det også nemmere at fordele opgaver i bandet. Nogle opgaver ligger som regel helt naturligt til bestemte bandmedlemmer, alt efter interesse og evne. Bare husk, at der altid er nogle kedelige, administrative opgaver forbundet med at være i et band. Så tag ansvar og sørg for at fordel sol og vind lige.

TIP: Nedfæld dine mål, din tidsplan, opgaver, og hvem der er ansvarlige i et skema. På den måde er det nemmere at huske aftaler, og se om man er godt på vej med forskellige opgaver i forhold til den overordnede plan.

 

2: Intern og ekstern kommunikation

Når man er seriøs med sin musik, er der mange praktiske ting der skal være styr på. Når man fx skal indspille en plade, skal der aftales studietid, koordineres gear, laves cover, laves aftaler med trykkerier, sørges for rettigheder hos Gramex, KODA og NCB, laves PR planer og distributionsaftaler, laves merchandise og meget, meget mere. Sørg for, at der altid er tid til at få talt alle praktiske ting igennem, når du mødes med dit band, så der er styr på tingene.

Når du kommunikerer med folk uden for bandet, er det vigtigt at aftale, hvem der står for kommunikationen. Den som starter kommunikationen med fx en booker skal være den samme som svarer, når bookeren har svaret. Find som band ud af, hvad der skal spørges om, så alle får deres spørgsmål med i den eksterne kommunikation. Som booker har jeg flere gange oplevet at snakke gear først med ét bandmedlem over telefon, så med et andet over mail. Bandet havde ikke internt haft ”gearsnakken” og spurgte om sammenfaldende ting. Når den ene hånd ikke ved, hvad den anden gør, går der rod i sagerne.

TIP: Vær opmærksom på din mail og sociale medier og få svaret hurtigt og præcist på eventuelle henvendelser. Når man fx skal spille koncert, er der mange ting, der skal falde på plads, og det kan skabe utryghed hos spillestedet, hvis du ikke svarer hurtigt. Vær tjekket med kommunikationen.

I sidste ende handler det om din troværdighed, og om folk føler, at de kan stole på dig.

TIP: Læs hele henvendelsen (mailen) og sørg for, at du har forstået, hvad henvendelsen går ud på, og hvilke aftaler der er nedfældet i henvendelsen. Mange spillesteder fx gør sig umage med at forklare alle detaljer omkring arrangementer, så der ikke er noget at være i tvivl om. I mange tilfælde, hvor misforståelser opstår, er det fordi bands ikke har nærlæst mails og andre henvendelser grundigt nok og derfor er for dårligt orienteret. Sørg altid for at være godt forberedt, vær et skridt foran og vær på detaljen.

 

Opsummering:

  • Fordel opgaver i bandet så ansvaret for løsningen af en opgave er placeret et sted.
  • Fordel opgaver efter, hvem der har de bedste evner til at løse dem, men sørg for at tage del i de mere kedelige opgaver der altid vil være i bandregi.
  • Tak en snak om, hvilke evner du og dine bandmedlemmer har uden for musikken, og hvem du kender, der kan hjælpe dig med forskellige ting. En sådan snak vil ofte åbne helt nye muligheder for din musik.
  • Nedfæld dine mål, din tidsplan, opgaver, og hvem der er ansvarlige i et skema.
  • Sørg altid for at afsætte tid til at snakke praktiske ting igennem med dit band.
  • Aftal hvem der eksternt kommunikerer med forskellige folk og får svaret på mails.
  • Læs alt der står i henvendelser udefra, grundigt igennem.

*****