fbpx
(Organisationen af Rytmiske Amatørmusikere)
Menu

Usælgelig bunker bliver til øvelokaler

[05-02-2015]

Usælgelig bunker bliver til øvelokalerweb-NYH-aalbunker

Gennem længere tid har ejendomsmæglere uden held forsøgt at sælge en stor bunker på Skovsvinget i Aalborg.
Den 1. oktober sidste år overtog Aalborg Kommune så bunkeren, og nu har kommunens politikere besluttet, at bunkeren i fremtiden skal huse seks øvelokaler. Sundheds- og Kulturudvalget har netop godkendt planerne, der blandt andet indeholder en investering på 1,3 millioner kroner, som går til lydisolering, varme, ventilation og generel klargøring af lokalerne.
”Øvelokaler til det rytmiske musikmiljø er en stor mangelvare i Aalborg, og med denne mulighed kan vi hjælpe cirka 20 bands,” fortæller kulturrådmand Mads Duedahl (V) til Nordjyske og fortsætter:
”Det er samtidig en hjælp til det kulturelle vækstlag i byen, som vi også gerne vil fremme, så Aalborg ikke kun er en by, der køber sig koncerter med de store navne udefra, men at byen også gør noget for at bakke op om egne talenter.
Det bliver den nystiftede forening – Aalborg Musikforening, som skal stå for den daglige drift og fordelingen af øvelokalerne.
”Det er pisse fedt. Vi er jo en forening, som ikke har et hus ellers. Derfor er det afgørende, at kommunen har sagt ja, ellers skulle vi finde noget andet, forklarer Nick Siriwadh,” der er bestyrelsesformand i Aalborg Musikforening og uddyber:
”Vi har ikke rigtigt søgt om bunkeren, så noget af det er held. Det er bare god timing, fordi jeg gik ud og satte noget i gang samtidig med, at kommunen overtog bunkeren. Det er meget kærkomment, at det sker, fordi det er virkelig noget, som har manglet i Aalborg.”
Nick Siriwadh har de seneste måneder haft en facebookgruppe for musikere, der manglede et sted at øve i Aalborg. Gruppen har 240 medlemmer, og 60 af dem er indtil videre blevet betalende medlemmer i Aalborg Musikforening, derfor glæder han sig til, at bunkeren står klar til brug.
”Det betyder, at en masse bands får mulighed for at øve, som byen måske ellers ville gå glip af. Det må alt andet lige booste Aalborgs musikmiljø,” mener Nick Siriwadh.
Den 400 kvadratmeter store bunker blev bygget i 1944 og blev sidenhen udvidet i forbindelse med den kolde krig. Senest har Aalborg Universitet renoveret og nydt godt af bunkeren, men nu tager Aalborg Musikforening altså over.
Det betyder dog ikke, at naboerne behøver frygte støjgener, da bunkerens vægge er mellem 60 og 200 cm tykke – og dermed en ganske sikker støjdæmper.
I første omgang etableres seks øvelokaler til bands, men på sigt kan der formentlig etableres endnu et øvelokale til orkesterbrug. Derudover er der flere mindre lokaler, som kan indrettes til øvelokaler for et instrument – for eksempel trommer eller lignende.
Aalborg Kommune forventer, at bunkeren står klar til brug i løbet af efteråret eller vinteren 2015.

Aalborg Musikforening