(Organisationen af Rytmiske Amatørmusikere)
Menu

EXCITE på SPOT Festival


Under årets SPOT Festival præsenterer ORA 5 koncerter med spændende, udenlandske navne, som en del af EXCITE-netværket. I år er detIda Kudo, der repræsenterer de danske faner, når “EXCITE at SPOT Festival” løber af stablen på Katapultscenen på Godsbanen fredag d. 11. maj fra kl. 16.00-23.00.

Oplev disse, spændende nye navne:

16:15 – Ida Kudo (DK)
IDA KUDOs nyeste single, “Wolf”, vidner om, at DIY-kunstneren er parat til at nå nye højder! IDA KUDO er et mekka af asiatisk girl power, tribal percussion og elektroniske beats. Energien brager ud over scenekanten, når hun insisterende og kompromisløs forener ekstravagant og kommerciel pop i et unikt blend, der trækker referencer til kunstnere som Santigold, M.I.A. og Fever Ray.


17:45 – Ciel (NL)
CIEL, som betyder ”himmel” på fransk, er den hollandske musiker Michelle Hindriks alias. Hendes første ep, ”Anxiety”, tager publikum på en shoegazey tur med drømmende vokal samt mørke tribal beats i baggrunden. CIEL spiller et eklektisk mix af eksperimenterende beats og varme, analoge synthpads.



19:15 – Bottlecap (SE)
Hvis du elsker rock’n’roll og et vildt show, så vil du elske dem. Og hvis du elsker følelsen af ikke at vide, hvad der kommer til at ske – så vil du helt sikkert elske dem. Bandet har en ny ep ude i foråret 2018, efter et 2017 med bl.a. en 12-dages tour til Australien samt koncerter på festivaler i Spanien og Norge.



20.45 – Kraków Loves Adana (DE)
Kraków Loves Adana er en duo fra Hamburg bestående af Deniz Cicek og Robert Heitmann. Duoens guitardrevne sange rummer ekkoer af indierock, men leveres i et rugende, intimt, drømmende og ofte mystisk udtryk. Med de nye singler, ”American Boy” og ”Rapture”, giver Kraków Loves Adana en lækker forsmag på deres nye album, ”Songs After The Blue”, som udkommer i april 2018.


22:15 – Vian (NO)
VIAN markerede sig i 2017 på den norske popscene med deres særegne, sfæriske og tryllebindende musik. Musikken blander organiske og elektroniske elementer i en sound, som kan beskrives som bevægende, hjertenær og original. Singlen “Hvit Støy” blev blandt andet Ugens Urørt på NRK P3, og debutalbummet “DIAFON” fik strålende omtale i avisen Fædrelandsvennen og af NRK P1 udover at blive kåret til Ugens Album af NPS Music.


Deltag i eventet på Facebook.

EXCITE (Exchange of International Talent in Europe) er et netværk af musikorganisationer i 9 lande, der arbejder med nye artister. Via EXCITE sendes artisterne på koncerter via et netværk af partnere fra hele 15 festivaler i 13 europæiske lande. Læs mere om EXCITE her

EXCITE er støttet af både EU / Creative Europe og Statens Kunstfond