- Vi arbejder for vækstlaget i Danmark
Menu

Drømmen om udlandet, part 3


I musikermagasinet Mer’ Monitor! #35 er der fokus på drømmen om at slå igennem i udlandet. I tredje og sidste del af artikelserien fortæller bassist i The Interbeing, Jacob Aarosiin Hansen, her historien om bandets første sammenhængende Europaturné. Du vil bl.a. få svaret på, hvilke tanker bandet gjorde sig før de begav sig ud på dette eventyr samt hvilke erfaringer de fik med.

Læs part 1 (Alle vil til udlandet)

Læs part 2 (Et venligt Baest er et succesfuldt Beast)

I oktober 2017 var det Københavnske metalband, The Interbeing, på Europaturné som support for det australske band Twelve Foot Ninja. The Interbeing har i deres 10 års levetid udgivet en EP og to anmelderroste albums. De har undervejs spillet på flere udenlandske festivaler, bl.a. den prestigefyldte SXSW Festival i USA og Hokyo Music Week i Japan.


I foråret 2017 blev vores manager (Mirza Radonjica, Prime Collective) kontaktet af bookingagenturet Artery Global, der søgte et supportband til det australske metalband Twelve Foot Ninja (TFN). Et band som på daværende tidspunkt havde et godt navn i især deres hjemland og USA, og havde flere turnéer bag sig. Europa var næste skridt for bandet og de skulle derfor for første gang på en headliner-tour af en måneds varighed. Mirza blev bedt om at sende nogle potentielle kandidater til tjansen som support. Valget faldt på os – og det var endda TFN selv, der valgte os ud.

Det gav os pludselig en masse at tænke over. For det første var det med en måneds varsel, vi kendte ikke rigtig til bandet og så var det lige en måneds ferie, der skulle opstøves.

Vi endte med at takke nej, da timingen var skidt – to måneder før udgivelsen af vores andet album – og så kunne familiefædrene i mit aldrende band ikke hive en måned ud af kalenderen fra arbejde og hjemmefronten med så kort varsel.

TFNs turné blev en succes med flere udsolgte shows, og de fik derfor sat en ny turné op allerede i efteråret 2017. Heldig som man nu kan være, var de endnu en gang meget hooked på at få os med. Denne gang var timingen perfekt.

Deres tilbud lød på et spot som main-support igennem fem europæiske lande over tre uger. Rent praktisk skulle vi køre rundt i en nightliner (altså en bus med overnatning), og dække udgiften svarende til halvdelen af buslejen og chauffør – hvilket jeg kan fortælle ikke er så lidt. Det sætter selvfølgelig nogle tanker i gang.

Hvornår er det rentabelt at tage på turné?

Da der ikke var forhandlet supporthyre med alle spillesteder, stod vi med en meget stor udgift foran os, uden at kunne tjene penge på andet end merchandise- og pladesalg. Vi diskuterede det en hel del i bandet, og konklusionen var, at gevinsten ved at spille sådan en turné opvejede udgiften:

  1. Timingen var perfekt med et nyt album ude, som skulle promoveres.
  2. Territoriet med hovedvægt på det tyske marked tiltalte os, bl.a. fordi vores andet album blev udgivet på et tysk selskab og fordi vores musikalske udtryk matcher markedet.
  3. Genremæssigt passede vi ganske fint til TFN. Dette gav os en formodning om at deres publikum potentielt set også ville kunne lide vores musik.
  4. TFN havde formået at spille for fyldte sale i foråret, og der var dermed en vis sikkerhed for at koncerterne blev godt besøgt, sådan at vi kunne høste mange nye fans hjem.
  5. Vi var eneste support på denne tour (på nær et par steder, hvor der var et lokalt supportband foruden). Vi skulle dermed ikke frygte, at publikum ikke var ankommet når vores koncert startede.
  6. Bookingagenturet bag turnéen var af en vis størrelse, hvilket gav os en sikkerhed for, at der var lavet en fornuftig planlægning, og at der højest sandsynlig var styr på alt det praktiske.
  7. Vi har i Danmark en masse gode støttemuligheder til eksport af musik. Da vi allerede på det tidspunkt havde spillet en del shows ud over Danmarks grænser og havde et internationalt setup med tysk label og dansk manager, var udviklingspotentialet i høj grad til stede. Derfor mente vi, at der var gode chancer for at få noget af udgiften dækket af disse puljer.

Alle disse overvejelser er noget man som band bør snakke igennem før man siger ja til et konkret tilbud på at komme på turné ud over Danmarks grænser.

Dagen oprandt og vi fløj til Køln, hvor vi skulle spille på en festival og mødes med TFN. Synet af den store lækre nightliner gjorde vores rockstar-drømme endnu større, og drømmen blev udlevet til fulde over de næste tre uger.

På turné med spasmagere

Vi fandt ud af, at der er tre væsentlige ting, der er udslagsgivende for en god oplevelse, når man er på turné. For det første skal man have et godt forhold til det band man turnerer med – især når man deler bus. For det andet er det vigtigt, at det er nogle dygtige folk, der sørger for al praktikken. Slutteligt er det selvfølgelig vigtigt at koncerterne er godt besøgt. Alle disse ting kunne vi sætte kryds ved.

Når ens bolig i tre uger er den bus, man kører fra spillested til spillested i, vil man gerne have at det ikke bliver en klam svinesti undervejs. Dette var noget TFN havde oplevet før og de havde derfor udviklet en spøjs, men effektiv måde til at holde ti musikere og fem crewfolk renlige. De benyttede sig af et regelsæt kaldet ”The Almond of Truth”, hvor man blev straffet hvis man havde efterladt noget, der var større end en mandel i bussens fællesarealer. Straffen hed 5 euro eller 20 burpees (heftige squats) pr. forseelse. Hvis man fx havde en jakke eller en computer med sig i loungen, så skulle man have en anden til ”spotte” ens ting, hvis man gik væk derfra. For at anmelde skulle man blot tage et billede af forseelsen og smide den op i vores fælles chat på WhatsApp. Forseelserne blev stillet for en domstol med hele pivtøjet: anklager, dommer, jury og forsvar. Det kom der nogle rigtig sjove stunder ud af. Hvis anklagen ikke var fair, kunne der dømmes for CMF (Cheeky Mother Fucker) – og så måtte anklageren selv æde straffen.

Regelsættet resulterede i en ganske ryddelig bus, selvom der blev hamret bajere i spandevis. Helt grundlæggende var TFN et fornøjeligt band at være på turné med, og vi fik et rigtig godt sammenhold undervejs. Det er helt klart et kæmpe plus, når man går så tæt op af hinanden i flere uger.

Samtidig havde de et flinkt og yderst professionelt crew med. Deres lydtekniker fungerede som tourmanager, og lysmanden var Tetris-kongen, når gearet skulle pakkes ind i traileren efter hvert show. Vi havde selv lydmand med, og var så heldige at deres weissbier-elskende lysmand Luke spurgte, om han ikke også skulle afvikle vores shows. Luke lærte vores sæt så godt undervejs, at han ned til mindste detalje fik lyset inkorporeret med musikken. Her blev vi bekræftet i, hvor meget det kan gøre for et liveshow, og at det bestemt ikke er noget man skal undervurdere.

Det er vigtigt at få afstemt hvilket gear man deler og hvad man selv skal sørge for, inden man tager på tour. Vi var så heldige at deres setup på fin vis matchede vores, sådan at change-overs ikke var så omfattende. Dette er væsentligt, da man som supportband ikke kan regne med en særlig lang lydprøve. Hvis vi var heldige havde vi 45 min. til setup og lydprøve. I den sammenhæng var vores in-ear monitor systemer guld værd, for så behøvede vores lydmand nærmest ikke bruge tid på at lave lyd til os – indstillingerne var gemt i lydpulten.

I løbet af turnéen blev vi voldsomt effektive til at lave lydprøver og sceneperformance blev ligeledes tunet ind til et meget mere professionelt udtryk, end det vi startede ud med.

Få det meste ud af din investering

Når man investerer en heftig sum penge i sådan en turné, vil man have det meste ud af hver eneste koncert. Vi tog hver eneste aften dybt seriøst, og gjorde derfor en stor dyd ud af at yde vores bedste til hvert show. Man kan godt drikke sig ned på en turné (og det gjorde nogle i høj grad, inkl. undertegnede), man skal bare vide, at man skal være 100 pct. klar til showet dagen efter.

For at maksimere vores udbytte af koncerten gik vores forsanger direkte ned til merchandiseboden efter hvert show. Vi andre fulgte efter, når vi havde pakket scenen ned. Vi havde et hav af stickers, flyers og postkort med, som vi på skift delte ud til alt og alle vi kunne komme i nærheden af. Hver eneste person i salen var potentielt én ny fan, og der skulle ikke herske nogen tvivl om, hvem de netop havde oplevet på scenen. Det var jo (for det meste) hovednavnet, som publikum havde købt billetten til.

Der er ingen tvivl om, at det giver ekstremt meget til ens liveperformance og professionalisme, når man spiller næsten hver dag i tre uger. Det giver desuden plus på sammenholdskontoen, og så er det en effektiv måde at opstøve et nyt publikum, som ellers ikke ville have fået øjnene op for bandet. Vi havde en vildt fed oplevelse, spillede for fyldte sale og følte efterfølgende at vi havde fået fuld valuta for pengene.

Hvis man i sit band er nået til det stadie, hvor man vil investere i et udenlandseventyr, kan jeg kun anbefale at man starter som supportband. Blot omstændighederne er i orden og man gør sig fuldstændig klart, hvorfor det er, man tager afsted.

—-
Læs mere om The Interbeing: www.theinterbeing.com

Artiklen er skrevet af Jacob Aarosiin Hansen og er først publiceret i Mer’ Monitor! #35.