- Vi arbejder for vækstlaget i Danmark
Menu

Drømmen om udlandet, part 1


I det nye Mer’ Monitor magasin bliver der fokuseret på drømmen om at slå igennem i udlandet. Udlandets interesse for dansk musik giver god grund til at springe i bandbussen, men der skal dog lige løftes en pegefinger – og den står Mikael Højris, konsulent hos Dansk Musiker Forbund for.

Drømmen om det internationale gennembrud er vel ligeså gammel som rockmusikken selv.

Hvis man, som jeg, holder af at læse musikerbiografier over store udenlandske stjerner, kan man konstatere at det er et gennemgående tema i langt de fleste, især engelske, musikeres historie:

De havde valget mellem at blive musikere, fodboldspillere eller kriminelle.

Måske er det denne temmelig barske efter-2-verdenskrigs-virkelighed der har været med til at skubbe ikke mindst engelske musikere (og fodboldspillere) ud i verden. De havde ikke noget at falde tilbage på. Ingen støtte, ingen SU, bistandshjælp, dagpenge eller andet sikkerhedsnet.

Drømmen om at erobre udlandet lever i bedste velgående hos langt de fleste musikere. Men at realisere sine drømme, kræver andet og mere end at drømme.

En lille første tjekliste over hvad der skal til kunne være.:

  1. Jeg er klar til at spille koncert de fleste af ugens dage, oftest uden at få anden betaling end gratis mad og drikke og måske en sofa at sove på.
  2. Jeg er klar til at være væk hjemmefra uger eller måneder i træk uden at have nogen indtjening.
  3. Jeg er klar til at spille i stedet for at tage til kærestens fødselsdag, svigermors sølvbryllup eller bedstemors begravelse.

Spørg bare nogle af de danske musikere, der har ’været der’: Artillery, Hatesphere, The Blue Van, Dúnè, DAD, Pretty Maids, Mø, Volbeat eller for den sags skyld ethvert yngre ambitiøst heavy eller metalband, som står midt i det. Det er benhårde vilkår, som kun de færreste holder til i længden.

En anden tjekliste er en fakta-liste:

  1. ”vores band passer bedre til det tyske marked!” – siger hvem? At f.eks. hård rock synes at have mere succes i Tyskland kunne måske skyldes at markedet er 18-20 gange stå stort som i DK, ikke at genren som sådan objektivt set er mere populær.
  2. ”vores sound passer til det engelske marked!” – ok – og hvad er den engelske ’sound’?, følger man engelsk musik vil man vide at den ’sound’ ændrer sig nærmest ugentligt – og hvorfor i alverden skulle et engelsk publikum dog have lyst til at lytte til et dansk band, der lyder som noget de allerede HAR hørt?
  3. ”vi satser på USA først” – fair nok, det er rimeligt ambitiøst, men har I overhovedet nogen kontakter i branchen derovre. Er der et major label (i USA), der vil signe og sponsere jer, således at I kan få arbejds- og opholdstilladelse? Med andre ord, er der nogen der vil lægge 50-100.000 kr. i investering i at betale for visaer, stille garantier for jeres økonomi osv. Hvis ikke, skal I nok lige genoverveje den plan.

Er det hele totalt krop umuligt.

Både både ja og nej … Ja , og det har det altid været siden rock’n’rolls barndom og nej, mange ting gør, at det i dag er meget lettere at få et internationalt publikum i tale – online vel at mærke!

Hvis man ikke bare nøjes med at lægge sin musik op på en eller flere streamingtjenester, men også bruger tid og energi på at pushe den til specialiserede playlister (scandipop, alternative metal osv.) og hvis man bruger de mange onlineværktøjer der gør det muligt at se hvor og hvornår ens musik bliver streamet, ja så kan man komme rigtig langt, på trods af den traditionelle branches mange forhindringer og gatekeepere.

Hvis man selv kan konstatere, at man faktisk har folk der rålytter til ens tracks i f.eks. Hamborg, giver det jo pludselig mening selv at kontakte spillesteder i Hamborg, med kopi af playlister og lytterdata. Det er jo potentielt solgte billetter i døren og kunder i baren. Præcis hvad spillesteder elsker.

Men opdager man, at man bliver lyttet rigtig meget til i f.eks. Sydney eller Bangkok skal man nok lige tjekke en globus og overveje, hvad man så kan gøre. Da vil det nok give mere mening at prøve at kontakte nogle lokale bookere eller managere og høre om de kan hjælpe. Hvordan finder man dem? Google, Facebook, BandCamp osv. Og når man har nogle navne baggrundstjekker man dem, ved at kontakte de musikere (Google, Facebook, BandCamp osv. igen) de angiveligt repræsenterer for at spørge dem, musiker-til-musiker, om de kan anbefale den pågældende booker eller manager.

Det som de fleste succesfulde musikere, har til fælles er, at de har fundet deres helt egen lyd … ikke en ’aldrig-nogensinde-hørt-i-verdenshistorien-før-lyd’, men en lyd der er så tilpas original, at den stikker ud fra mængden og ikke lyder som en ligegyldig kopi af aktuelle hits.

Noget andet de har til fælles er, at de alle har et godt og professionelt hold bag sig. Booker, manager, pladeselskab, musikforlag/publisher, som alle er klar på at arbejde røven-ud-af-bukserne for musikeren.

Der er ingen regler for hvad man skal have først (booker, manager, pladeselskab, publisher) men oftest kommer manageren først, og hans/hendes opgave bliver at sammensætte resten af holdet.

Hvordan finder man en manager? Et godt sted at starte er at tjekke, hvem der er manager for andre musikere, som man selv synes man er genremæssigt beslægtet med og som har en eller anden grad af succes. Tag kontakt til manageren, så manageren kan ’opdage’ jer.

På vej mod drømmen kan det godt være at man løber panden mod en mur … men hvem siger at muren holder?

——–
Mikael Højris, konsulent i DMF – Dansk Musiker Forbund. Rådgiver om og forhandler alle typer musikbranchekontrakter. Mikael har de seneste 35 år rådgivet hundredevis af bands, og har netop udgivet branchebogen Den Nye Musikbranche 3.0 med alt om branchen, rettighederne og kontrakterne. Bogen kan købes her: www.musikbranchen.dk.

Læs Mer’ Monitor! #35: